Ingen grund til bekymring: Populær håndkøbsmedicin forværrer ikke covid-19

Undersøgelse af mere end 9.000 danskere frikender ibuprofen og lignende stoffer.

NSAID'er kan blandt andet købes i håndkøb under navnet Ibuprofen og Ipren. Sidstnævnte kan både fås som piller og gel. (Foto: Brett Jordan © Unsplash)

I starten af corona-pandemien var der stor usikkerhed om, hvordan man præcist skulle behandle de patienter, som var blevet ramt af det nye virus.

Samtidig var der forvirring om, hvad der kunne forbedre eller forværre symptomerne.

I marts begyndte der at sprede sig en bekymring for, om de såkaldte NSAID-lægemidler, der blandt andet findes i håndkøb under navnet Ipren og Ibuprofen, kunne forværre sygdommen.

Det fik Lægemiddelstyrelsen til at iværksætte en undersøgelse i samarbejde med Syddansk Universitet og Aarhus Universitet.

Nu er resultatet af undersøgelsen blevet offentliggjort.

- Det ser heldigvis klart ud til, at det ikke går anderledes for de patienter, som bruger lægemidlet sammenlignet med de patienter, som ikke bruger det.

Det fortæller Anton Pottegård, der er til professor ved Syddansk Universitets Afdeling for Klinisk Farmakologi og Farmaci.

Han har været med til at lave undersøgelsen.

- Vores undersøgelser viser, at de patienter, som for eksempel bruger ibuprofen, ikke oftere blev indlagt, overført til intensivafdelinger, lagt i respirator eller døde i forhold til dem, som ikke brugte lægemidlerne.

Fransk minister startede balladen

Forvirringen omkring NSAID-lægemidlerne startede tilbage i midten af marts.

Her advarede den franske sundhedsminister i et tweet om, at lægemidlerne kunne forværre situationen, hvis man oplevede symptomer på covid-19.

Den franske udmelding blev hurtigt samlet op af Verdenssundhedsorganisationen (WHO), som gik ud og frarådede brugen af NSAID’er.

WHO trak dog advarslen tilbage kort tid efter.

- Det skabte naturligvis en del bekymringer hos brugerne af denne type medicin. Folk blev med rette bekymrede for, om de risikerede at gøre deres egen situation værre, hvis de brugte det, fortæller Anton Pottegård.

'Giver ro i sjælen'

I Danmark kan ibuprofen købes som håndkøbsmedicin.

Her bruges det ofte til at lindre mildere smerter ved for eksempel hovedpine eller menstruation.

Alle andre typer NSAID’er kræver en recept. De bruges særligt i behandlingen af gigtsygdomme.

- Det er midler, der dæmper immunforsvarets reaktion, sådan at man ikke får så ondt. Det kan bruges til en række forskellige smerteproblematikker. Men typisk er det smerter, som har med knogler og led at gøre.

Det forklarer professor og ledende overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital Lars Østergaard.

Den nye undersøgelse kommer ikke til at ændre på, hvordan man behandler patienter på corona-afdelingerne, fortæller Lars Østergaard.

Men den er vigtig alligevel.

- På hospitalerne kan vi under indlæggelsen fortsætte med at bruge medicinen med ro i sjælen og berolige patienterne med, at det ikke giver større risiko for dem, siger Lars Østergaard.

Vigtigt at få undersøgt

Selvom Lægemiddelstyrelsen allerede tilbage i marts vurderede, at der ikke var belæg for påstanden om, at NSAID’er forværrer covid-19, henviste man til den generelle anbefaling om at lindre mildere smerter med paracetamol i stedet, hvis det er muligt.

NSAID’er nemlig en type lægemidler, man forsøger at begrænse brugen af, da det kan have flere bivirkninger.

Men nogle patienter har prøvet de andre alternativer og er nødt til at bruge NSAID’er.

Derfor var det vigtigt at få undersøgt.

- Der er patienter, som bruger de her lægemidler fast. Vores undersøgelse viser, at de altså ikke pludselig skal stoppe med at bruge medicinen og døje med smerter, fordi de er bekymrede for, om det kan forværre covid-19, siger Anton Pottegård.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk