Intakte hjerneceller fundet i 2000 år gammelt skelet: Blev dræbt i kæmpe vulkanudbrud i romertiden

Cellerne kan afsløre nye detaljer om Romerriget på den tid.

Her ses den italienske vulkan Vesuv i udbrud. I år 79 efter vor tidsregning jævnede vulkanen de tre romerske byer Pompeii, Herkulanum og Stabiae med jorden. En ung mand i Herkulanum blev fanget i et hus og døde. Men nu har forskere fundet velbevarede hjerneceller fra ham, selvom han gik bort for næsten 2000 år siden. (© Joseph Wright / Wikimedia Commons)

En efterårsdag i den lille romerske provinsby Herkulanum begyndte jorden pludselig at ryste voldsomt.

Det var år 79 efter vor tidsregning, og dagen skulle vise sig, at blive den sidste for byen, der husede nogle af de rigeste mennesker i Romerriget. Rundt omkring den lille by lå store “sommerhuse” - et roligt sted at tage hen væk fra Roms travlhed.

Men lige den dag skulle vise sig at være den forkerte at opholde sig i byen.

I Augustus-templet, lige ved byens centrale plads Forum, gik en ung mand og passede ejendommen.

I dag, næsten 2000 år senere, har forskere undersøgt hans skelet, og de har fundet intakte hjerneceller inde i hans kranie.

Celler, der kan afsløre nye detaljer om det samfund, han levede og døde i.

Byen blev på kort tid dækket af aske

Omkring middag har den unge mand sandsynligvis hørt et gigantisk brag, for da sprang toppen af vulkanen Vesuv, som Herkulanum lå klods op af.

Sten og aske blev kastet op i himlen og dannede en 20 kilometer høj søjle. Over et tons materiale blev skudt op af vulkanen i sekundet.

I første omgang blev den unge mand skånet, da vinden blæste mod syd og regnede sten og aske ned over nabobyen Pompeii. Det gav indbyggerne i Herkulanum tid til at forsøge at flygte. Ved havnen samledes mere end 300 mennesker i håb om at sejle væk. Men ikke den unge mand, han blev i templet, hvor han blev fundet liggende på maven i en seng.

Menneskene på havnen nåede da heller ikke i sikkerhed. En såkaldt pyroklastisk sky af 500 grader varm aske, gas og sten væltede kort efter ned af bjergsiden og dækkede Herkulanum i 20 meter aske, mudder og sten.

Den unge mands hjerneceller er bevarede

I årene efter vulkanudbruddet gravede pårørende tunneller ned gennem jorden i Pompeji for at bjerge ejendele og de jordiske rester af deres kære, men Herkulanum var begravet for dybt.

Langsomt gik byen dog i glemmebogen - og århundreder var den glemt og begravet.

Først i 1700-tallet blev Herkulanum genopdaget - og arkæologer begyndte at udgrave byen. Sidenhen er byen sammen med nabobyen Pompeii blevet en af de allervigtigste arkæologiske kilder til at blive klog på livet Romerriget.

Og nu kan vi måske blive endnu klogere.

Italienske forskere har nemlig fundet intakte hjerneceller hos den unge mand, der døde i Austustus' tempel. Og de celler kan muligvis afsløre en hel del om hans liv.

Fundet begejstrer da også Xenia Pauli Jensen, der er arkæolog og seniorforsker på Moesgaard Museum, hvor hun var med til at lave en særudstilling om Herkulanum, som museet netop har pillet ned.

- Det er fedt, at de har fundet ud af noget helt nyt. Lige nu kan det være svært at se, hvad vi kan bruge den viden og metoden til, men det skal nok føre til ny viden. Især hvis det viser sig, at vi kan finde bevarede hjerneceller i nogle af de hundredvis af andre skeletter, der er fundet i byen, siger hun.

Hun understreger dog, at hun kun kan forholde sig til de arkæologiske aspekter af undersøgelsen og ikke har forstand på de naturvidenskabelige metoder til at studere proteiner i hjernecellerne.

Her ses den seng, hvor de italienske forskere har fundet velbevarede hjerneceller fra en ung mand. (Photo by Handout / Pier Paolo Petrone University of Naples Federico II / AFP) (Foto: handout © Scanpix)

Skeptiske forskere på Københavns Universitet

På Københavns Universitet skriver Alexandra Morton-Hayward en Ph.d. om, hvordan man kan få information ud af bevarede hjerneceller fra ældgamle skeletter.

Hun er noget mere skeptisk over for de nye resultater.

- Deres forskning er meget spændende, og det er godt, der kommer fokus på, at vi faktisk ofte finder bevarede dele af hjernen, selvom alt andet væv er væk, siger hun og fortsætter:

- Men når det er sagt, så har forskerne ikke delt deres rådata med os. Og det på trods af, at vi har efterspurgt det flere gange. Det gør, at ikke kan gå deres metoder igennem.

Når man skal analysere ældgamle celler og proteiner, er det vigtigt, at prøverne ikke bliver forurenet med vores egne nutidige celler, forklarer hun.

Og det kan være ret svært at undgå.

- Vi har en række metoder til at dobbelttjekke om nutidige celler har forvildet sig ned i prøven, men dem kan jeg ikke se, om de har brugt på deres resultater, siger hun.

En myte at man sjældent finder bevaret hjernevæv

Ifølge Alexandra Morton-Hayward er det faktisk en udbredt myte, at man sjældent finder bevaret hjernevæv.

- Hundredvis af kilder - der går helt tilbage til 1600-tallet - dokumenterer fund af bevaret hjernevæv. Alligevel er meget få arkæologer bevidste om, at hjernen faktisk kan være bevaret, siger hun og fortsætter:

- Måske stammer det fra retsmedicinen, hvor opfattelsen er, at hjernen hurtigt forgår.

Hendes egne resultater viser dog, at hjernen i modsætning til vores muskler og andre organer, ofte er bedre bevaret. Hvorfor ved hun dog ikke endnu.

- Muligvis skyldes det, at hjernen består af helt anden fordeling mellem proteiner og fedtstoffer, end resten af kroppen. Det gør den muligvis mere hårdfør, siger hun.

Her ses et billede af den unge mands hjerneceller taget med et elektronmikroskop. Celler er indkapslet i glas - og det er formodentlig sket, fordi hjernen pludselig blev meget varm og derefter hurtigt afkølet igen. (Foto: handout © Scanpix)

Hjerneceller kan lære os en masse om fortiden

Om de italienske forskere rent faktisk har fundet hjerneceller eller ej, så går forskningsområdet en spændende fremtid i møde, mener Alexandra Morton-Hayward.

- Bevarede

hjerner kan fortælle os en hel del om, hvordan personen har levet. Og er hjernen godt nok bevaret, vil man kunne sende den gennem en MRI-scanner og finde ud af, om personen var højre- eller venstrehåndet og om han kunne læse og skrive, siger hun.

Når der kun er enkelte celler, som er tilfældet med manden fra Herkulanum, er der dog andre ting, man kan lære.

De italienske forskere håber selv, at de i fremtiden kan trække genetisk information ud af cellerne på manden, og at de kan trække information ud af nogle af de andre skeletter.

Det håber Xenia Pauli Jensen lykkedes for dem, for kan vi blive klogere på, hvordan de forskellige personer i Herkulanum har levet - og kender man deres familiære relationer til hinanden, kan man blive meget klogere på samfundet, som det var dengang.

- Kan vi begynde at sammenligne skeletterne på et genetisk plan, bliver det lige pludselig meget spændende. Det er nemlig den største samling helt samtidige skeletter fundet på et sted fra antikken, siger hun.

Var han slave?

Augustus templet, som den unge mand holdt øje med, var et sted, hvor meget betydningsfulde mænd, Augustalerne, mødtes.

Augustalerne var nemlig præster i Augustus-templet - en indflydelsesrig religiøs kult, der dyrkede Romerrigets første kejser Augustus som en Gud.

Blandt Augustalerne var mange frigivne slaver, og det har tidligere været debatteret, om den unge mand var en slave, som var blevet tilbage for at passe på templet og dets rigdomme, forklarer Xenia Pauli Jensen.

- I Romerriget var husslaver ret normalt, men det var et fleksibelt slaveri. Man kunne få megen indflydelse som slave, have rigdomme og vinde sin frihed, siger hun og fortsætter:

- Måske vil vi blive klogere på, hvem han var, når vi får flere oplysninger om ham og de andre mennesker, der er fundet i ruinerne.

Facebook
Twitter