Intet har ændret sig 30 år: Vi bliver stadig tiltrukket af smukke kvinder og rige mænd

Heteroseksuelle i 45 lande er generelt enige om, hvad der er tiltrækkende ved det modsatte køn.

Ligestilling i et land påvirker ikke, hvad vi finder tiltrækkende. (Foto: Priscilla Du Preez © Unsplash)

Popkulturen flyder over med film, bøger og artikler, der alle handler om, hvordan man gør sig tiltrækkende og scorer en af det modsatte køn.

Men du kan også kigge mod videnskaben for at blive klogere på, hvad mænd og kvinder bliver tiltrukket af.

I en ny undersøgelse har 14.399 deltagere fra 45 forskellige lande svaret på, hvilke egenskaber de tillægger størst værdi i en potentiel partner.

Resultaterne viser, at kønnene sætter pris på mange af de samme egenskaber i en partner - men at der også er nogle forskelle.

Deltagerne kunne vælge mellem fem egenskaber: Venlighed, intelligens, sundhed, gode økonomiske udsigter og attraktivitet.

Begge køn vægter intelligens, venlighed og sundhed højest i en ideel partner.

Men i gennemsnit over alle landene var der en forskel:

Kvinder vægter gode økonomiske udsigter højere end mændene, mens mændene finder det mere værdifuldt, at partneren er attraktiv.

Der kan altså være noget om, at kvinder går efter penge, mens mænd går efter udseende.

Og sådan har det været i mange år.

De fleste arter opfører sig ens

I 1989 lavede forsker David Buss, der også er involveret i den nye undersøgelse, en lignende undersøgelse med 10.000 deltagere fra 37 lande.

Og her var resultaterne det samme.

Det ser altså ikke ud til, at vi har ændret os meget de seneste 30 år.

Og det skyldes evolution, mener Henrik Høgh-Olesen, der er professor i social- og personlighedspsykologi på Aarhus Universitet.

- Hjernen er et meget gammelt system, der er programmeret til at gå efter bestemte ting. Kvinder går efter den partner, der kan give de bedste betingelser for børnene, mens mænd i højere grad går efter udseende, da det er et tegn på sundhed, og et flot udseende kan give status for manden, siger han.

Han forklarer, at hos langt de fleste arter er det hunnen, der står for yngelpleje. Og hunner vil sikre sig, at der er ressourcer til barnet.

- Derfor er det hannerne, der kæmper om hunnernes opmærksomhed, da det er hunnerne, der skal udvælge en mage. Den mest kritiske part er den, der står for yngelplejen, siger han og fortsætter:

- Hos enkelte arter som fårekyllinger og søheste, hvor det er hannerne, der primært tager sig af ungerne, ser vi, at hunnerne kæmper om hannernes gunst, siger han.

Ligestilling betyder ikke noget

Det samme gør sig gældende hos mennesket.

- Kvinden har det primære ansvar for barnets ve og vel, så hun er mest kritisk, siger Henrik Høgh-Olesen og forsætter:

- Når manden har høj status og god økonomi, er hendes børn mere sikret. Det mønster ser vi generelt over hele linjen i forskellige samfund og kulturer, siger han.

Her betyder ligestilling ikke noget.

I den nye undersøgelse har forskerne nemlig også undersøgt, hvor højt de forskellige lande scorede i forhold til at have ligestilling mellem kønnene.

Men det påvirkede ikke deltagernes præferencer, om et land havde høj grad af ligestilling eller ej.

Du bliver ikke forelsket i alle smukke kvinder

Selvom det primært er evolutionen, der dikterer, hvad vi finder tiltrækkende, så spiller mange andre faktorer ind, når vi taler om forelskelse og parforhold.

- Forskningen her undersøger, hvad vi finder tiltrækkende. Men den kan ikke svare på, hvem der er en god partner i et parforhold, siger Henrik Høgh-Olesen.

Han forklarer, at mange forskellige faktorer som humor, sociale evner og omsorgsfuldhed spiller ind.

- Af alle de smukke kvinder, du møder, bliver du jo ikke forelsket i hver og én. Du kan blive tiltrukket af dem. Men for at lynet slår ned, og du bliver forelsket, skal man som individer passe sammen på mange andre parametre også, siger han.

Facebook
Twitter