Ja, grimme mennesker findes - og det bør vi tale om

Nogle mennesker oplever negative konsekvenser på grund af deres udseende.

Personer, der bedømmes som grimme, kan blive tillagt negative personlighedstræk fra omverdenen. Andre mennesker kan have mindre lyst til at være venner med dem, ansætte dem eller stole på dem.

Vi lever i en del af verden, som er enormt optaget af udseende.

Dagen lang kan du kigge på mennesker fra hele verden, der præsenterer sig så flotte som muligt - både på Instagram, TikTok og i reality-programmer.

Efter en god omgang tidsfordriv på TikTok, hvor du har scrollet i flere timer og set på utallige lærke fyre og smukke piger danse foran kameraet, kan humøret ryge helt i bund, når man kigger på sig selv i spejlet.

For hvor er dine store brune øjne, perfekte kæbelinje og smukt udformede næse?

Sandheden er, at de fleste af os ser helt almindelige ud. Vi er hverken meget smukke eller meget grimme.

Men der findes mennesker, som har et udseende, der gør, at andre bedømmer dem som grimme.

Og det kan påvirke deres liv negativt.

Vi kan sagtens vurdere, hvem der er grimme og smukke

Det kan lyde politisk ukorrekt i 2020 at sige, at der findes grimme mennesker.

Men det gør der, uanset om vi kan lide at tale om det eller ej.

Det fortæller Mads Meier Jæger. Han er professor ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet og forsker i skønhed.

- Ja, der findes mennesker, der opfattes som grimme. I hvert fald hvis vi kigger på videnskaben.

Det kan være svært præcist at forklare, hvordan et grimt menneske ser ud. Sådan er det også, hvis man skal beskrive det modsatte.

- Hvis man i forskningen beder forsøgsdeltagere om at forklare, hvad et smukt ansigt er, får man mange forskellige svar, fordi det er meget svært at beskrive med ord, siger han.

Men det betyder ikke, at vi ikke har en helt klar og indlejret mening om, hvornår personer er både grimme og smukke.

- Hvis man derimod viser forsøgsdeltagere billeder af personer og beder dem bedømme deres udseende helt intuitivt på en skala fra 1 til 10, så er de fleste mennesker meget enige, siger Mads Meier Jæger.

Han forklarer, at i sådanne forsøg vurderer omkring 70 procent af forsøgsdeltagerne de samme mennesker som smukke, grimme eller midt i mellem.

- Det kan godt være, at det er svært for os at sætte ord på, hvad et smukt eller grimt ansigt er, men vi kan sagtens bedømme det, når vi ser det. Og vi gør det med i øvrigt lige med det samme, uden vi behøver tænke særligt meget over det.

En god ting at ligne alle andre

Selvom det kan være svært at indrømme, hvis du dømmer folk ud fra deres udseende, så betyder det ikke, at du er et dårligt menneske.

- Det handler ikke blot om øjet, der ser, når vi snakker om skønhed. Der er stærke markører, som afgør, om man er smuk eller grim. Sådan er det på tværs af kulturer og landegrænser, siger Tobias Otterbring.

Han er professor i marketing ved Universitetet i Agder og tilknyttet Aarhus Universitet.

Udseende spiller ofte en kæmpe rolle i marketing.

Selvom det måske giver den bedste mavefornemmelse at overbevise dig selv om, at alle mennesker er smukke på hver sin måde, så er der ifølge videnskaben nogle helt faste målestokke for, hvad vi typisk bedømmer udseende ud fra.

- Hvis du har et symmetrisk ansigt (højre og venstre side af ansigtet er ens, red.), og du har gennemsnitlige træk, der ikke stikker ud fra mængden - så vil du med stor sandsynlighed blive bedømt som værende over middel på ‘skønheds-skalaen’, forklarer Tobias Otterbring.

1. Træk, der ikke er gennemsnitlige 2. Asymmetri 3. Ikke ensartet hud
1. Træk, der ikke er gennemsnitlige 2. Asymmetri 3. Ikke ensartet hud

Hvis man omvendt ikke har disse ‘kvaliteter’, kan man blive opfattet som grim i nogle tilfælde.

Det er Catherine Hakim enig i. Hun er sociolog og har skrevet bogen ‘Erotic Capital’, der handler om tiltrækning og udseende.

Hun tilføjer dog også ‘ensartet hudtone’ som en faktor.

- Det handler om, hvordan din hud ser ud. Er farven ensartet, er der rynker eller mørke rander under øjnene? Det handler ikke om, hvorvidt din hudfarve er mørk, hvid eller sort, men om din hud ser anderledes ud, siger hun og fortsætter:

- Ser huden anderledes ud, kan andre opfatte det som en indikator på dårligt helbred. Derfor bliver det opfattet som mindre attraktivt.

Dårligere muligheder, hvis du er grim

I socialpsykologien arbejdes der med et begreb, der hedder ‘hvad der er smukt, er godt’.

Hvis vi eksempelvis ser et flot, perfekt rundt og nypudset æble, er det mere tilfredsstillende at kigge på end et stødt æble med pletter.

Samme princip gør sig gældende, når vi omgås andre mennesker.

Det betyder, at vi kommer til at tillægge smukke mennesker flere positive kvaliteter end andre.

- Når vi ser smukke mennesker, har vi en ubevidst tilbøjelighed til at se dem i et positivt lys. Vi kan bedre lide dem, vi vil hellere være venner med dem, og de ses som mere produktive og intelligente, siger Mads Meier Jæger og fortsætter:

- Der er nærmest ikke de positive egenskaber, som man ikke bliver tillagt, hvis man er smuk.

Og det modsatte gør sig gældende, hvis du ikke scorer højt på skønheds-skalaen.

- Det er i virkeligheden en psykologisk dybtliggende diskrimination. Det oplever mennesker, hvis de bliver opfattet som grimme, fordi de bliver tillagt negative personlighedstræk. Andre mennesker vil ikke i ligeså høj grad være venner med dem, ansætte dem eller stole på dem.

Træk i pilene og se forskellen på et normalt regelmæssigt ansigt og et ældet og uregelmæssigt kontrafej. (Foto: (C) DR © (C) DR brugerbilleder' / Foto: (C) DR © (C) DR)

Det betyder dog ikke, at smukke mennesker rent faktisk har mere positive personlighedstræk end grimme mennesker, understreger Mads Meier Jæger.

- Der er intet belæg for, at smukke mennesker faktisk er bedre på de her områder. Smukke mennesker er ikke bedre venner end dem, der vurderes som grimme.

Grimme mennesker tjener mindre

Ligeså vel som smukke mennesker kan nyde godt af, at andre har en positiv tilgang til dem, kan personer, der anses som grimme, blive straffet.

Det har forskere døbt ‘The ugliness penalty’ - grimhedens straf.

- Der er forskning, som viser, at der er fordele ved at være smuk. Men der er endnu større ulemper ved at være grim. Faktisk bliver man ramt hårdere af at være grim, end man bliver belønnet for at være smuk, siger Mads Meier Jæger.

Det har forskning tidligere vist gør sig gældende, når det handler om lønninger.

En undersøgelse fra USA viste i 1993, at de personer, der bedømmes som de mindst pæne, tjener 5-10 procent mindre end dem, der blev vurderet som værende de smukkeste.

Men senere forskning har vist, at det måske ikke er udseendet, der har en betydning.

- Man kan ikke ud fra forskningen konkludere, at grimme mennesker kun tjener mindre, fordi de er grimme. Men vi kan sige, at der er en risiko for, at du tjener mindre, hvis du ikke har et flot udseende, siger Tobias Otterbring.

En del af forklaringen på lønforskellen skal måske i stedet findes i personligheden.

- Der er undersøgelser, der viser at smukke mennesker i gennemsnit er mere ekstroverte og mindre neurotiske end mindre pæne mennesker, siger han.

Forskningen kan ikke give et helt klart svar på, hvorfor smukke mennesker ofte udvikler sig til at være ekstroverte, fortæller Tobias Otterbring.

- Men man kan forestille sig, at hvis du gennem dit liv bliver behandlet lidt bedre end andre, fordi du er smuk, så kan du lettere udvikle dig til at blive en mere udadvendt person med selvtillid.

Tidligere undersøgelser har vist, at netop en ekstrovert personlighed kan være en fordel på arbejdspladsen.

Det bliver blandt andet opfattet som om, at du er mere motiveret for at nå dine mål og fungerer godt socialt.

- Så udseendet kan spille en rolle i forhold til, hvordan du udvikler dig. Og dine personlighedstræk kan i sidste ende påvirke lønnen, siger Tobias Otterbring.

Stadig tabu i samfundet

Selvom det kan virke hårdt og uretfærdigt, at nogle mennesker dømmes som grimme og derfor oplever en række negative konsekvenser, er det et faktum, hvis man spørger videnskaben.

Derfor er det også vigtigt at tale om, at der findes mennesker, der bedømmes som grimmere end andre, mener Tobias Otterbring.

- Hvis vi ignorerer det, så frygter jeg, at folk ikke vil være opmærksomme på, at der kan være negative konsekvenser ved at være grim, siger han og fortsætter:

- I værste tilfælde kan det gøre, at der er mange ubevidste fordomme i vores samfund, som bare får lov at fortsætte uden nogle former for ændringer.

Han mener, at det er nødvendigt at forske mere i emnet og diskutere det åbent, da det kan gøre os opmærksomme på vores egne ubevidste fordomme over andre mennesker.

- På den måde kan vi måske mindske vores overfladiske vurderinger af andre mennesker, siger han.

Catherine Hakim mener også, at det at være grim er et tabu i mange samfund.

- Hvis det er et tabu i samfundet, kan det betyde, at der ikke bliver forsket i emnet. Da det var et tabu i samfundet at være homoseksuel, blev der heller ikke forsket i det.

Mads Meier Jæger mener, at det er vigtigt at tale om, at der er folk, der bedømmes som grimme af andre.

- Det, der tales om i samfundet, bliver også ofte vurderet som noget, der er vigtigt at forske i. Både samfundet og videnskaben kan smitte af på hinanden. Jo mere vi ved om emnet og taler om det, desto bedre kan vi gøre noget ved det, siger han.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk