Jeg har ikke cyklet i 15 år: Se, om jeg stadig kan finde ud af det

Motoriske færdigheder sidder særlig godt fast i hukommelsen, siger hjerneforsker.

Jeg husker stadig min første cykel. Den var sort og havde blå, gule og røde striber foran.

På styret sad en polyester-pude, der fik cyklen til at minde mig om en crosser - og det var altså ret sejt for en jysk dreng fra Bjerringbro i starten af 90’erne.

Det første stykke tid, hvor jeg kørte på den, var den udstyret med støttehjul. Den rokkede usikkert fra det ene støttehjul til det andet, mens jeg trampede afsted.

Med tiden røg støttehjulene af, og jeg lærte at holde balancen på det sorte bæst. Men det tog lang tid og kostede mange hudafskrabninger.

(Se mig cykle for første gang i 15 år i videoen i bunden af artiklen.)

Som barn cyklede jeg meget. Men i dag er det 15 år siden.

Gennem resten af min barndom og teenageår havde jeg mange forskellige cykler, og de blev alle brugt flittigt, næsten uanset hvor jeg skulle hen.

Men da jeg blev 14 og begyndte på efterskole, forsvandt cyklerne lige så stille ud af min hverdag.

Jeg blev kørt til og fra efterskolen. Og da jeg bagefter startede på HF, kørte bussen lige ude foran min dør og direkte til skolen. Så flyttede jeg til Aarhus, hvor alt lå lige i nærheden, og den offentlige transport rent faktisk fungerede (sådan nogenlunde). Så cyklen kom ikke med, og ben, bus og tog blev min eneste måde at transportere mig på.

Nu er der gået mere end 15 år, uden at jeg en eneste gang har været på cyklen, og forleden opstod det store spørgsmål: Kan jeg huske, hvordan jeg cykler?

Det måtte kom an på en prøve.

Cykler er skabt til at vælte

Jeg valgte at tage udfordringen op.

Men før jeg turde gøre det, skulle jeg sikre mig, at der rent faktisk var videnskabeligt belæg for det gamle mundheld om, at man aldrig glemmer at cykle.

Jeg startede med en googlesøgning.

Det førte mig til den amerikanske ingeniør Jim Papadopoulos. Han har dedikeret mange år af sin forskning til at forstå, hvordan en cykel kan holde balancen. Både med og uden rytter.

Og hans kollega Mont Hubbard sagde for nogle år siden til det videnskabelige tidsskrift Nature:

- Alle kan finde ud af at cykle, men ingen ved, hvordan vi cykler.

Cykling kræver nemlig alle mulige små korrigerende indsatser, man måske ikke lige tænker over, for at holde balancen. For eksempel drejer du altid først en smule til højre, inden du kan svinge til venstre.

Mere end én hukommelse

Min søgning gjorde bare, at jeg blev mere i tvivl, om min hjerne virkelig har gemt på den tilsyneladende svære information. Jeg besluttede mig derfor for at ringe til en hjerneforsker og høre, om det virkelig kunne passe, at jeg stadig kan huske alle de her små korrigerende indsatser.

Jeg fik fat i Magnus Kjærgaard, der er adjunkt på Aarhus Universitet og forsker i hjernen og hukommelse. Ifølge ham var der faktisk håb.

- Der er flere former for hukommelse. Den form for hukommelse, der er omkring, at man lærer at cykle, er en anden form for hukommelse, end for eksempel erindringen om da mine børn blev født, eller at du skal huske at købe mælk, sagde han.

Magnus Kjærgaard fortalte, at det at huske at cykle konkret er en del af en procedure-hukommelse, hvorimod livsbegivenheder og lignende kaldes episodisk hukommelse.

- Man kan faktisk se, at det sker i forskellige dele af hjernen. Man ser det for eksempel ved personer, der har Alzheimer. De mister evnen til at lave ny episodisk hukommelse og kan ikke huske, hvad de oplever. Men de kan stadig lære nye motoriske færdigheder, sagde han.

Hjernen sorterer ting fra

En af grundene til, at den motoriske hukommelse, der er en procedure-hukommelse, sidder bedre fast, er, at de to hukommelser spiller forskellige roller i hjernen.

Hjernen vælger simpelthen at sortere mere i den episodiske hukommelse, fortalte Magnus Kjærgaard mig.

- Vi har ikke brug for på samme måde at sortere i de motoriske egenskaber, vi oplever. Hvorimod mange af de oplevelser, man støder på i sin hverdag, der har man måske ikke brug for at huske præcis, hvad der er foregået.

Men det er altså ikke kun, fordi hjernen ikke sorterer på samme måde i den motoriske hukommelse, at sådan noget som at cykle sidder bedre fast.

Efter 15 år forsøger jeg igen at hoppe på jernhesten.

Det er også på grund af alle de timer, jeg har kørt rundt med støttehjul, inden jeg kunne holde balancen, der har gjort, at evnen forbliver i hukommelsen.

- Det er en anden proces, der er i forhold til at lære det. Sådan noget som at cykle kræver rigtig mange gentagelser af den samme form for bevægelser. Det tager længere tid at lære, men hukommelsen varer også længere, fordi forbindelsen mellem hjernecellerne er stærkere, forklarede han.

Børn lærer bedre

En anden ting, der gjorde mig lidt nervøs for at prøve cyklen igen, er de historier, jeg har hørt om, hvor svært det kan være at lære at cykle som voksen.

- Hjernen er mere plastisk og kan bedre tilpasse sig, når vi er unge. Så evnen til at lære nye ting vil nok gradvist aftage med alderen. Både motorisk og kognitivt, sagde hjerneforskeren og fortsatte:

- Det vil helt sikkert være nemmere at lære igen for dig i forhold til en, der aldrig har cyklet. Forbindelserne er der nok stadigvæk, i hvert fald en del af dem. Og de vil blive styrket i det øjeblik, du begynder at bruge dem, sagde han.

Hjerneforskningen talte altså umiddelbart for, at jeg stadig vil kunne cykle.

Men til sidst måtte jeg spørge Magnus Kjærgaard direkte, om han troede, at jeg kunne cykle her efter mere end 15 års pause. Efter først et højt grin, og derefter en lang pause, kom svaret.

- Øhhhmm ja. Men gør det lige et sted, hvor der ikke er for meget trafik.

Og så kom øjeblikket, hvor jeg satte mig på cyklen. Se, om hjerneforskeren tog fejl, i videoen herunder.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk