Man kan næsten ikke åbne Instagram eller modemagasiner uden at møde en reklame for kollagenpulver.
Alt fra danske influencere til Hollywood-skuespilleren Jennifer Aniston er hoppet med på bølgen, og reklamerer for det på Instagram.
Særligt hos mange influencere på Instagram bliver der reklameret for, hvordan kollagenpulveret har givet dem mindre appelsinhud, gjort deres hud mere smidig og reduceret rynker og fine linjer.
Man skal indtage pulveret hver dag i flere uger før, der kommer en effekt.
Idéen er, at kollagenpulveret "plejer din hud indefra". Produkterne lover blandt andet også at udglatte huden, give færre rynker og reducere eller forebygge strækmærker.
Og kollagen har faktisk en stor betydning for din hud. Det er et protein, som din krop producerer naturligt, og det er en af de vigtigste elementer i opbygningen af din hud. Det er med til at holde din hud smidig og stram.
Men betyder det, at det kan hjælpe din hud at indtage det som pulver? Det har DR spurgt eksperter om.
Findes også i kød og supper
Kollagen er det protein, der findes allermest af i din krop.
Det er vigtigt for mange funktioner i din krop som fundamentet for knogler, brusk, sårheling og smidigheden i dine blodkar.
Din krop omsætter ikke nødvendigvis kun den kollagen, som den selv danner. Du får det også gennem kosten, hvis du spiser animalske produkter.
- Det er især simremad med kød eller supper, der er lavet på knogler eller brusk, der er gode kilder til kollagen. Særligt er bone broth (fond, red.) blevet en populær kollagenkilde.
Det siger Hanne Christine Bertram, der er professor ved Institut for Fødevarer ved Aarhus Universitet. Her forsker hun blandt andet i kollagen.
Kollagen er også en vigtig ingrediens for en stram og smidig hud. Dine hudceller danner derfor selv kollagen.
Men produktionen af kollagen falder, som du bliver ældre. Det giver mindre kollagen i huden, og det er en af grundene til, at man får flere rynker og slappere hud med årene.
Derfor kan man fristes til at tro, at man bare kan spise kollagen for at holde huden stram.
- Når vi forsker i, hvordan kollagen fra fødevarer optages, kan vi se, at kroppen nemt kan optage aminosyrer fra kollagen, når mavens enzymer har nedbrudt kollagenen. Så kollagen i fødevarer kan uden tvivl tilføre kroppen byggesten til at danne kollagen, siger Hanne Christine Bertram.
Men:
- Om det faktisk gør, at vi påvirker kroppens opbygning af kollagen, det ved vi ikke. Hvis vi indtager mere kollagen i kosten, ved vi heller ikke, om det så bliver optaget i huden, siger hun.
Små studier har positive resultater
Der findes ganske få undersøgelser af kollagenpulvers effekt på huden og rynker.
Det fortæller Margit Juhasz fra University of California Irvine, der er under uddannelse som læge i dermatologi.
Hun var i 2017 med til at lave en undersøgelser, der samlede de forskningsresultater, der var på området.
- Der var kun 11 studier. Der er kommet flere til efterfølgende, men det er stadig et område, hvor der ikke er meget forskning, siger hun.
Hendes gennemgang fandt frem til, at nogle af studierne indikerer, at kollagenpulver kan have en positiv effekt på hudens aldringstegn.
I en af undersøgelserne med omkring 100 kvinder kunne forskerne registrere en forskel i huden.
Kvinderne, der indtog kollagenpulver, fik mere fugt i huden og den blev strammere. Det skete ikke hos kontrolgruppen, der fik placebo.
Særlig kollagen bliver hurtigere optaget
Hvis man kaster sig over kollagenpulver, finder man hurtigt ud af, at der findes mange komplicerede betegnelser for kollagen.
Det kan være hydrolyseret kollagen, kollagen-peptid eller kollagen-tripeptid. Men de mange betegnelser dækker stort set over det samme - bare i forskellige størrelser.
Hydrolyseret kollagen er et kollagen-protein, der er brudt ned i mindre stykker. De mindre stykker kaldes kollagen-peptid, kollagen-dipeptid eller kollagen-tripeptid. De allermindste stykker er aminosyrer.
- Nedbrydningen ligner den mekanisme, der sker i din krop, når du spiser eksempelvis kød. Her nedbryder enzymer og syre i din mave kollagen-proteinet i mindre stykker, som til sidst kan optages og dermed sendes ud i dine blodbaner, siger Hanne Christine Bertram.
- Når proteinet på forhånd er brudt i mindre stykker som med hydrolyseret kollagen, har nogle af vores undersøgelser vist, at det hurtigere bliver optaget i kroppen.
Men det betyder kun, at kollagen bliver sendt hurtigere ud i dine blodbaner. Vi ved ikke, om det betyder, at det bliver sendt mere effektivt ud til din hud og gør den mere smidig.
- Et af de store spørgsmål inden for forskningen er: Når vi tilfører mere kollagen til kroppen, kan kroppen så udnytte de byggesten? siger Hanne Christine Bertram og fortsætter:
- Vi kan se, at kollagenet bliver ekstremt effektivt optaget i kroppen, men det er svært at sige, om det betyder, at kroppen faktisk begynder at producere mere kollagen.