Kaffe ændrer din smagssans: Sød mad bliver endnu sødere

Det kan måske også forklare, hvorfor mørk chokolade passer til kaffen, siger forsker.

Forskerne lavede undersøgelsen for at bekræfte en teori, der har betydning, når de skal undersøge, om patienter har nedsat lugte- eller smagssans. (Foto: SnapbyThree MY © Unsplash.com)

Hælder du sukker i din kaffe? Så skulle du prøve at drikke lidt af kaffen inden. Det kan måske påvirke, hvor meget sukker, du har lyst til.

Kaffen kan nemlig gøre dig mere sensitiv over for det søde. Sådan lyder konklusionen i hvert fald i en ny undersøgelse fra blandt andet Aarhus Universitet.

I undersøgelsen har 156 personer fået testet deres lugte- og smagssans, før og umiddelbart efter de har drukket kaffe.

Forskerne fandt ikke nogen ændringer i lugtesansen, men til gengæld blev smagssansen påvirket, forklarer lektor ved Aarhus Universitet Alexander Wieck Fjældstad, der har været med til at udarbejde undersøgelsen.

- Da folk blev testet efter at have drukket kaffe, blev de mere følsomme over for det søde, og mindre følsomme over for det bitre, siger han og fortsætter:

- Og det var meget overraskende. Vi ved fra gamle dage, at når man spiser noget bittert i naturen, så kan det være et faresignal om, at det ofte ikke er spiseligt. Og det faresignal fører til, at man bliver mere følsom over for det bitre. Men den teori giver sig ikke til udtryk her.

Ikke noget med koffein at gøre

For at udelukke, at resultaterne havde noget med

koffeinen
i kaffen at gøre, gentog forskerne forsøget med koffeinfri kaffe. Resultaterne var det samme.

- Så det er formentlig nogle af de bitre substanser i kaffen, der skaber den her

effekt
, siger Alexander Wieck Fjældstad.

- Det kan forklare, at hvis man får et stykke mørk chokolade til kaffen, så har det en meget mere mild fremtræden, fordi det bitre bliver nedtonet, og det søde bliver fremhævet, fortsætter han.

Ifølge Alexander Wieck Fjældstad lægger resultaterne op til mere forskning i andre madvarer.

- Andre madvarer, som for eksempel broccoli, har jo også en bitterhed. Er de så også med til at ændre smagen i andre dele af retter, kan man spørge sig selv, siger han.

Forsker: Kan ikke kobles til velsmag

Michael Bom Frøst, der er lektor i sensorik på Institut for Fødevarevidenskab ved Københavns Universitet, har kigget på undersøgelsen.

- Setuppet for forsøget er grundigt, og arbejdet er meget præcist udført. Det er en relativt stor undersøgelse, så jeg er ikke i tvivl om, at resultaterne er solide, siger han.

Ifølge ham kan vi bruge undersøgelsen til at konkludere, at det ser ud til, at smagssansen påvirkes mere af kaffe end lugtesansen. Men vi kan ikke nødvendigvis koble den til velsmag.

- Det er ikke lige til at forudsige, hvad den øgede følsomhed for meget lave koncentrationer betyder for

effekter
i stærkere stimuli som reelle drikke- og
fødevarer
, siger Michael Bom Frøst og fortsætter:

- Det kan lige så godt være, at vi kan lide kontrasterne i tekstur mellem kaffe og chokolade, eller at kaffen nedbryder en fedthinde på mundoverfladen, mens chokoladen bygger den op. Det er to typer modsætninger, man ved gør, at vi kan lide forskellige sammensætninger af mad og drikke.

Ville dokumentere en teori

Forskerne lavede undersøgelsen for at dokumentere en teori, der har betydning, når de skal undersøge, hvorvidt patienter har nedsat lugte- eller smagssans.

- Der er en

tommelfingerregel
om, at man skal vente en time med at teste personer, efter de har spist eller drukket noget. Det gælder især kaffe, da det betegnes som en stærk aromatisk stimulans, siger Alexander Wieck Fjældstad.

- Men der har ikke været nogen

dokumentation
for det. Så det ville vi gerne undersøge, fortsætter han.

Resultaterne kan, ifølge Alexander Wieck Fjældstad, give os en bedre forståelse af, hvordan vores smagsløg fungerer.

- Hvis vi får forsket mere i det her, kan det måske få betydning for, hvordan vi

regulerer
måden, vi tilsætter sukker og sødestoffer i mad på, siger han.

Facebook
Twitter