Kanye West og tusindvis af danskere har sygdommen: Men hvad er bipolar lidelse egentlig?

Sygdommen rammer sidst i teenageårene og giver både maniske og depressive perioder.

Kanye West har tidligere rappet om sin bipolare lidelse. Blandt andet på nummeret 'Yikes', hvor han kalder sygdommen sin superkraft og ikke et handicap. (Foto: Mario Anzuoni © Scanpix)

På sin Instagram-profil har realitystjernen Kim Kardashian åbnet op om sin mand Kanye Wests psykiske sygdom.

I en story på det sociale medie fortalte hun blandt andet sine 180 millioner følgere, at det både var hårdt for ham og de pårørende at leve med den.

- Som mange af jer ved, har Kanye bipolar lidelse. Alle, som har denne sygdom, eller har en elsket, der har det, ved, hvor utroligt kompliceret og smertefuldt det er at forstå, skrev hun blandt andet.

Det er første gang, at Kim Kardashian åbent fortæller om sin mands sygdom. Kanye West har tidligere fortalt, at han fik stillet diagnosen i 2017.

Men hvad er det egentlig for en sygdom, verdensstjernen kæmper med? Det kan du blive klogere på her.

Hverken manisk eller depressiv hele livet

I Danmark har en til to procent af befolkningen en form for bipolar lidelse.

Lidelsen viser sig ved, at man oplever perioder, hvor man er enten manisk eller depressiv. Tidligere blev sygdommen også kaldt manio-depressiv lidelse.

- Det er en sygdom, som viser sig i perioder, ligesom en klassisk depression gør hos nogle. Men man er hverken manisk eller depressiv hele livet.

Det fortæller Erik Roj Larsen, der er professor og forskningsleder ved Psykiatrisk Afdeling Esbjerg.

Det er også meget individuelt, hvor ofte perioderne dukker op.

- Nogle kan have en mani et par gange i løbet af deres liv, mens andre kan opleve det op til fire gange på et år. Der er også nogle, der har perioder med blandingstilstande, hvor det skifter fra dag til dag, siger han.

Mani er voldsomt og grænseløst

Alle mennesker oplever, at humøret svinger op og ned.

Nogle dage føler du dig ovenpå og fuld af selvtillid, mens andre dage føles mere grå og triste.

Men har man en bipolar lidelse, er udsvingene meget voldsommere.

- Hvis du møder et menneske, der er manisk, vil du sagtens kunne genkende det og se, at det ikke er normalt. Det er meget voldsomt og grænseløst, forklarer Erik Roj Larsen.

I de maniske perioder vil personer med bipolar lidelse være oppe at køre og være hyperaktive.

Tankerne flyver rundt i hovedet, og personen oplever en enorm følelse af selvtillid og tro på, at de kan klare alting.

Når de åbner munden, flyder ordene ud i enorme mængder og med så høj fart, at det kan være svært for andre at følge med.

Storhedsvanvid og skam følger med

- Man kan også få mange urealistiske tanker og storhedsvanvid.

Det fortæller Maj Vinberg, der er overlæge og professor ved Psykiatrisk Center Nordsjælland og Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet.

Mennesker, der er maniske, kan også blive meget impulsive og være grænseoverskridende over for andre. Typisk sover de også mindre og kan have mere lyst til sex.

- Bagefter fortryder mennesker med en bipolar lidelse ofte det, de har gjort i deres maniske perioder. For nyligt talte jeg med en ung pige, som skammede sig sådan, fordi hun i sin maniske tilstand havde opsøgt ekskærester, som jo havde fået nye partnere. Hun kunne slet ikke se sig selv i øjnene, fortæller Maj Vinberg.

Kanye West med sin kone, Kim Kardashian. West har tidligere undskyldt for ting, han har sagt offentligt. Det skete blandt andet i 2018, hvor han undskyldte for en udtalelse i et tidligere interview. Her havde han sagt, at slaveriet i USA, var et valg, de afrikanske slaver havde truffet. (Foto: © Eduardo Munoz / Reuters © Scanpix)

Depressive perioder øger risiko for selvmord

De depressive perioder føles helt modsat.

Her er selvtillid forsvundet, og personen føler sig trist og har mistet lysten til tingene.

Desuden kan det være svært at tage initiativ.

I de depressive perioder sover en person med bipolar lidelse typisk også mere og kan miste appetitten.

Ifølge Maj Vinberg ødelægger begge perioder i den bipolare lidelse evnen til at fungere normalt i en hverdag med skole eller arbejde.

- Vi har cirka 30.000 mennesker i Danmark, som er i behandling for bipolar lidelse. En tredjedel af dem ender med ikke at være på arbejdsmarkedet.

Men det er særligt de depressive perioder, som påvirker evnen til at fungere normalt. Desuden er det også dem, der betyder, at mennesker med bipolar lidelse har en øget risiko for at begå selvmord.

- Hvis vi sammenligner med mennesker, som ikke har en bipolar lidelse, ved vi, at man dør 14 år tidligere. Det er en trist konsekvens af sygdommen og skyldes blandt andet selvmord fortæller Maj Vinberg.

Heldigvis er tallene for, hvor mange der begår selvmord, faldende.

- For 30 år siden sagde man, at op til 15 procent begik selvmord. De nyeste danske tal siger, at det nu er faldet til seks til otte procent. Men det er stadig for mange, siger hun.

Både gener og opvækst spiller rolle

Den præcise årsag til bipolar lidelse kendes ikke.

Men forskere har fundet ud af, at der sker ændringer i de stoffer i hjernen, som nerveceller bruger til at kommunikere med hinanden.

Det er særligt stofferne dopamin og serotonin.

Som med andre psykiske lidelser dukker sygdommen typisk op i de sene teenageår.

De tidlige tegn på bipolar lidelse kan være depressioner og store udsving i humøret.

Hvem, der får bipolar lidelse, findes der heller ikke et klart svar på. Opvæksten har en betydning, men genetikken spiller også en rolle.

- Nogle af de patienter, vi møder, fortæller, at deres forældre eller bedsteforældre har haft sygdommen. Mens andre aldrig har haft det i familien.

Tidligere undersøgelser har vist, at der er særlig høj risiko for at arve sygdommen fra sine forældre.

- Hvis man har en forælder med bipolar lidelse, er ens risiko fem gange højere end hos mennesker, der ikke har det i familien. Hvis begge forældre har det, er den omkring 20 gange højere, siger Maj Vinberg.

Den 19. juli afholdte Kanye West sit første vælgermøde i forbindelse med sin præsidentkampagne. Han bar en beskyttelsesvest og begyndte at græde, da han talte om sin afdøde mor, Donda West. (Foto: Randall Hill © Scanpix)

Behandling bliver bedre

Får man stillet diagnosen, behandles sygdommen både med medicin og psykologisk behandling.

Desuden gør man i dag meget ud af at “uddanne” mennesker med bipolar lidelse og deres pårørende om sygdommen.

I dag er mulighederne for behandling gode, mener Maj Vinberg.

- Det er vigtigt, man kommer i behandling, for det er en sygdom, man kan leve med og få styr på. Det er ikke kun medicin, vi behandler med, og vi bliver dygtigere og dygtigere til at behandle den.

Kanye: Medicin gør min musik dårligere

I 2018 tweetede Kanye West, at han ikke havde taget sin medicin i seks måneder. Tidligere har han fortalt, at han føler, medicinen hæmmer hans evne til at lave musik.

Og det kan der være noget om, fortæller Erik Roj Larsen. Men han understreger, at det er en meget dårlig idé ikke at tage sin medicin.

- Nogle oplever et kreativt boost, når de har maniske perioder. Man kan faktisk også få gode og brugbare idéer, så det kan sagtens være, at Kanye West også har haft glæde af det. Men man skal tage sygdommen alvorligt.

Oplever en person svær mani, er tankerne mere kaotiske, og det kan være svært at sortere i de mange planer og være kritiske overfor egne idéer.

- Havde jeg været Kanye Wests psykiatier, ville jeg have opfordret ham til at droppe tankerne om at stille op som præsident, siger Maj Vinberg.

Hun mener, det er godt, at kendte, som har en stor platform, fortæller åbent om at leve med psykiske sygdomme.

- Kanye West er jo et stort ikon og en enormt talentfuld mand, når det kommer til musik. Men jeg synes, det er synd for ham, at han får lov at have et sammenbrud for åben skærm.

Facebook
Twitter