Klar til din vaccine? Sådan forbereder du dig bedst til stikket

Mød ikke op med tømmermænd og tag bussen hjem, hvis du vil passe godt på dig selv.

Især unge kan forvente at få bivirkninger, fordi de har stærke immunsystemer, siger ekspert. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Du har modtaget en længe ventet besked i din e-boks. Du er endelig kaldt til vaccination efter mange måneders ventetid i vaccinekøen.

Hvis du først har fået invitationen nu, betyder det, at du hører til den unge del af befolkningen.

Og som ung kan du forvente at få lidt flere bivirkninger af coronavaccinen, forklarer Camilla Foged, der forsker i vaccinedesign på Københavns Universitet.

- Unge har et stærkere immunsystem. Jo ældre man bliver, jo dårligere bliver immunsystemet, og derfor kan unge godt forvente at opleve nogle af de normale bivirkninger som feber og utilpashed.

Men bivirkningerne skal du i virkeligheden se som et godt tegn på, at din krop er i gang med at danne antistoffer mod coronavirusset.

- Vi ved, at dækningsgraden af coronavaccinen er bedre blandt unge. Så bivirkningerne er en reaktion fra et stærkt immunforsvar. Det kan give bedre dækning mod coronavirus, siger hun.

Selvom forskerne endnu ikke kan forklare hvorfor, så er det særligt efter andet stik, at man må forvente bivirkninger.

Derfor har vi her samlet et par råd fra forskeren, så du kan komme lidt lettere igennem din vaccination.

Dagen før vaccination

Planlægger du at tømme en flaske vin eller en kasse øl med nogle gode venner på terrassen dagen før vaccination, kan det være, at du skulle overveje at holde lidt igen med alkoholen.

Alkohol er vanddrivende, og derfor bliver din krop dehydreret efter en våd aften.

Dagen derpå vil de fleste føle sig utilpas i form af tømmermænd. Men tømmermænd og vacciner er ikke en specielt god kombination, fortæller Camilla Foged.

- Kroppen er simpelthen dehydreret efter en aften, hvor du har indtaget meget alkohol. Det er vigtigt at få styr på væskebalancen ved at drikke rigeligt med vand, inden du skal vaccineres. Ellers kan man risikere at blive dårlig og besvime, siger hun.

På vaccinationsdagen

Søvnmangel kan hænge sammen med nedsat immunrespons, og det betyder, at kroppen ikke reagerer lige så godt på ubudne gæster som virus.

Derfor er det en rigtig god idé at få cirka syv til otte timers søvn i dagene op til vaccination.

- Søvnmangel kan føre til stress, og det kan svække immunforsvaret, siger Camilla Foged.

Derudover er det også vigtigt at sørge for at spise et godt måltid inden vaccination, så dit blodsukker er stabilt.

- Jeg vil anbefale, at man som minimum spiser et måltid, inden man skal vaccineres. Hvis man bare vælter ud af sengen og bliver vaccineret på tom mave, kan man hurtigt få det dårligt, siger hun.

Hav god tid afsat til vaccination

Ud over de helt fysiske reaktioner fra din krop kan din psyke også spille ind.

- Måske er man lidt nervøs for nåle, det er varmt, og man står i kø. Hele situationen kan være lidt ubehagelig, siger hun.

Efter selve stikket er der 15 minutters observationstid, som er en god idé at respektere.

- Observationstiden er primært for at fange helt sjældne tilfælde af allergisk choktilstand (anafylaktisk chok), som altid er en risiko ved vaccination. Men det er også her, risikoen for at blive dårlig eller besvime er størst, siger hun.

Hun er bekymret for, at de unge ikke passer nær så godt på sig selv som den ældre generation. Sørg derfor for at lægge din vaccinationstid på et tidspunkt, hvor du ikke er nødt til at haste ud ad døren.

Tag bussen hjem

På hjemvejen kan du også opleve at blive utilpas. Derfor råder forskeren til, at man tænker sig om, når man vælger, hvordan man kommer til og ikke mindst fra vaccintationsstedet.

(Foto: Unsplash)

- Hvis du har mulighed for at tage offentlig transport eller få nogen til at hente dig efter stikket, ville det være det bedste. Det kan føles ubehageligt at skulle bevæge sig ud i trafikken, hvis man får det skidt, siger hun.

Du kan derfor undersøge, om du kan tage et tog eller en bus i nærheden, så du ikke selv skal sidde bag rattet eller på cyklen for at komme sikkert hjem.

Facebook
Twitter