Klar til i morgen? Sådan forbereder du tarm og mavesæk til det store ædegilde

Spar på de fede snacks inden julemåltidet og dyrk lidt motion for tarmen.

Motion og bevægelse er godt. Det sætter både skub i systemet, så du får plads til mere mad, og hjælper din hårdtarbejdende lever lidt.

For mange af os bliver juleaften 2020 nok ikke helt, som den plejer.

Men mens eksperter anbefaler, at vi skruer ned på alt fra antallet af gæster til mængden af julesalmer, er der én ting, du ikke behæver at ændre på:

Bunken af and, sovs og risalamande, du kører i hovedet.

Hvis du skal få plads til al det lækre fedt og sukker, kan det dog være en god idé at forberede kroppen - og især maven.

Hvordan, du gør det, får du videnskabens bedste råd til her.

Du kan ikke ændre din mavesæk

En oplagt tanke er, at du kan forberede mavesækken ved at proppe den med mad i dagene op til juleaften, så den udvider sig.

Men den taktik holder ikke.

- Grundlæggende set kan du ikke ændre på din mavesæk. Du kan ikke spise noget specielt for at udvide den.

Det siger Klaus Krogh, som er klinisk professor på Lever-, Mave- og Tarmafdelingen på Aarhus Universitetshospital.

Mavesækken består af muskelceller, der slapper af, når du spiser.

Når der er kommet mad i mavesækken, trækker den sig sammen med bevægelser, så den kan sende maden videre til tarmen.

Der er altså ikke meget hjælp at hente fra mavesækken, når du skal gøre dig klar til det store måltid.

Til gengæld kan samspillet mellem din mavesæk og din tarm hjælpe dig godt på vej, hvis du laver lidt forarbejde.

Forbered din mavesæk og tarm

Når du skovler mere mad i hovedet, skal der nemlig være plads i tarmen.

Her kan den fede julemad være en forhindring. Fed mad sænker det tempo, som maden rejser fra mavesækken til tarmen med.

Når tempoet er langsomt, går der længere tid, før der bliver plads til mere mad i mavesækken.

- Kroppen vil være sikker på at få alt energien ud af fedt, så mavesækken og tarmen sætter tempoet ned, når du spiser fed mad, siger Klaus Krogh.

Mavesækken tømmes altså langsommere, når du spiser fed mad. Men for at maden kan komme videre til tarmen, skal der også være plads i tarmene.

Hvis din tarm er fyldt, eller du er lidt forstoppet, er det en god idé at få gang i systemet inden det store måltid.

- Hvis tarmen er fyldt, går det langsommere, før maven kan blive tømt, så maden kommer videre i systemet. Det er derfor en god idé at forberede sig til juleaften ved at bevæge sig og få masser af væske, så der bliver holdt gang i dine tarme, siger Klaus Krogh.

Motion og bevægelse sætter nemlig gang i fordøjelsen, mens væske kan fortynde indholdet i mavesækken.

Og det kan sætte tempo på tømning af mavesækken, fordi kroppen først tager flydende indhold, når mavesækken tømmes.

- Når der er plads i dine tarme, kan maven tømme sig hurtigere, og på den måde bliver der hurtigere plads i mavesækken til ny mad, siger Klaus Krogh.

Din lever vil takke dig for motion

Når du alligevel er i gang med at motionere for at sætte gang i dit tarmsystem, kan du glæde dig over, at din lever også får lidt hjælp.

Når du spiser fed mad, bliver din lever nemlig fuld af fedt. Det er ikke farligt, men leveren ville helst være fri for både fedt og sukker.

- Fysisk bevægelse er godt, da det forbrænder fedt og sukker, som ellers hober sig op inde i leveren.

Det siger Aleksander Krag, som er klinisk professor på Center for Leverforskning på Syddansk Universitet.

- Man har ikke forsket meget i det, men jeg kan forestille mig, at du kan motionere om morgenen, og på den måde gøre din lever lidt mere klar til det fede måltid, du skal spise senere ved at forbrænde det fedt og sukker, som allerede har ophobet sig.

Spar på snacksene i løbet af dagen

Hvis målet er at have en mavesæk og et tarmsystem, der er helt klar til jule-aftensmaden, så må du også ofre lidt julehygge i løbet af dagen.

Klaus Krogh forklarer nemlig, at du ikke skal småspise mellem frokost og aftensmåltidet - og du skal slet ikke spise fede snacks.

- Når mavesækken skal tømme sig efter et større måltid, så tager det et par timer. Mavesækken starter med at tømme det flydende og herefter større og større indhold, siger han og fortsætter.

- Man skal give mavesækken en chance for at komme ind i et faste-mønster, hvor den kan begynde den fase, hvor maven tømmes.

Du skal derfor helst ikke gå og småspise julegodter. Og slet ikke chokolade.

- Fede ting, som for eksempel marcipan sænker det tempo, som mavesækken tømmes med. Men det er endnu værre med chokolade, som virkelig får mavesækken til at tømme sig langsomt, siger Klaus Krogh.

Får du kvalme - så stop

Hvert år hører vi om, at nogle ender på hospitalet, fordi de har forspist sig.

Det vil du sikkert gerne undgå. Men hvis du er ung og frisk, skal du ikke være så bange for, at du ender forædt på sygehuset.

Det er nemlig ofte ældre mennesker, der ikke er vant til at spise så store mængder mad, der desværre må en tur på sygehuset.

Men selvom du ikke ender på hospitalet, kan julemaden stadig godt sætte en stopper for festlighederne, fordi den fede mad kan give kvalme, oppustethed og maveonde.

Så nyd julemaden i fulde drag, men lyt også til din krop.

Artiklen er baseret på genudgivelse af en artikel fra december 2019.

FacebookTwitter