Klogere end vi troede: Nyt fund viser, at neandertalerne kunne fremstille lim

En kompleks proces, der kræver planlægning, vurderer forskere.

Neandertalerne var ikke de her grove og dumme muskelbundter, som vi tidligere troede. De var faktisk ret opfindsomme - og nye fund viser da også, at de har fremstillet lim til et hav af værktøjer. (© Allan Henderson / Flickr)

Det er snart hver uge, vi hører nyt om neandertalerne. Og gang på gang finder forskerne ud af, at vi har undervurderet vores meget nære slægtninge.

Og sådan en historie er det her også.

En gruppe hollandske forskere har nemlig fundet et ældgammelt flintestensværktøj, der har rester af lim på sig. Og fremstillingen af lim er kompleks proces, der kræver, at man kan langtidsplanlægge, udtaler en af forskerne bag opdagelsen til BBC.

Det tyder på, vurderer forskerne, at neandertalerne altså var klogere, end vi hidtil har gået og troet.

Boede der, hvor Nordsøen er i dag

Stenværktøjet blev fundet på stranden “zandmotor” i nærheden af Haag i Holland. På samme strand er der tidligere fundet fragmenter fra et neandertaler-kranium.

Holland er et af de lande, hvor der er fundet rigtig mange spor efter neandertalerne. Man har registreret flere hundrede findesteder i landet.

Men netop fundet på stranden her tyder på, at den gruppe af neandertalere, der producerede flintestenshovedet og limen til at sætte det fast på et skafte, højst sandsynligt levede i det område, arkæologerne kalder for Doggerland.

For 50.000 år siden var det meste af Nordsøen nemlig en sammenhængende landmasse, der forbandt England, Belgien, Holland og Danmark - og det har fået navnet Doggerland efter Dogger Banke, som i dag er et vigtigt område for dansk fiskeri.

Sådan ser den 50.000 år gamle flintesten med limrester i bunden ud. (© Rijksmuseum van Oudheden)

Det hårde liv på tundraen

Doggerland var, mens neandertalerne levede der, en iskold tundra.

De eneste træer, neandertalerne ville støde på her, var dværgbirketræer - og der var langt mellem dem.

Og det er netop træ, der er brug for, hvis man vil fremstille den lim, som forskerne har fundet på neandertaler-værktøjet. Ved at CT-scanne flintestenen har de fundet frem til, at limresterne stammer fra tjære fremstillet af birketræ.

Det har altså krævet ekstra meget arbejde for dem at fremstille den her lim, vurderer forskerne. De har beregnet sig frem til, at det kræver omkring 40 kilo birketræ for at lave en portion tjære med den metode, neandertalerne brugte.

Foruden at indsamle træet, skulle de bygge et bål og trække tjæren ud. En proces der kræver masser tid og energi. Så det skulle planlægges, vurderer forskerne.

Både til værktøj og våben

Det er ikke første gang, at forskerne finder tjære på neandertaler-udgravninger, men det er første gang, at det er fundet så langt mod nord.

I varmere egne er processen med at lave tjære nemlig slet ikke så krævende. Her har der været rigeligt med træ, bytte og frugter og bær, så der har været mere tid og overskud til andet et at hvile, jage og spise.

Derfor forventede forskerne egentlig også, at neandertalerne kun ville bruge deres lim til kampvåben til jagt og krig. Altså de mest prestigefyldte væktøjer.

Men det nye fund var ikke et våben. Det var derimod et helt almindeligt groft udformet værktøj, som forskerne regner med blev brugt til at skrabe dyreskind rene eller skære plantefibre over.

At neandertalerne brugte lim til hverdagsværktøj tyder på, at den her limproduktion var mere udbredt, end man lige skulle tro.

Doggerland ville have forbundet England, Belgien, Holland, Tyskland og Danmark, havde landområdet været ovenvande i dag. Man regner dog med, at Doggerland var helt oversvømmet omkring 6500 år f.kr. (© Polaris999 / Wikimedia Commons)

Mennesker lærte at lave lim først

På trods af at fundet viser, at neandertalerne kunne lave lim for 50.000 år siden, så var vi moderne mennesker et par skridt foran.

Ifølge forskerne har man nemlig fundet tegn på, at Homo sapiens har lavet lim så tidligt som for 100.000 år siden.

Men, understreger forskerne: Det betyder ikke, at neandertalerne ikke også havde opfundet en metode til at lave lim langt tidligere. Der er bare ingen fund, der viser det endnu, forklarer de til BBC.