Kræftens Bekæmpelse kalder ny kræftscreening 'overbevisende' og 'fantastisk'

Forskerhold på et amerikansk universitet har lavet en blodprøve, der kan opspore kræft.

Det vil især være folk over 65 år eller med kræft i familien, som vil kunne drage nytte af ny kræftblodprøve, fortæller Niels Kroman, som er professor og cheflæge ved Kræftens Bekæmpelse. (Foto: Jan Sørensen © dr)

Amerikanske kræftforskere har vist lovende resultater med at finde kræftsygdomme hos mange af deres over 1.000 forsøgspersoner.

- De har fundet en blodprøve, hvor man med hidtil uset nøjagtighed kan konstatere, om folk har indtil otte forskellige kræftformer, som udgør 60 procent af de kræftrelaterede dødsfald i dag, siger Niels Kroman, som er professor og cheflæge ved Kræftens Bekæmpelse.

Især æggestokkræft har vist en imponerende score på op imod 99 procents sikkerhed, og det er et fantastisk spring fremad, mener Niels Kroman.

- Det at spore kræft i blodet er en gammel drøm for kræftlæger, og man har forsket i det i 25 år. Det her er det mest overbevisende resultat, jeg har set indtil nu.

Der kommer dog til at gå flere år, før man kan prøve den kræftsporende blodprøve herhjemme.

- Undersøgelsen skal først prøves på raske personer, men jeg vil tro, at man inden for fem år har en afklaring på, om det her er prøver, som man kan gå op til lægen og få foretaget, fortæller Niels Kroman.

Prøven skal formentlig testes på mindst 10.000 umiddelbart raske patienter, før man kan afklare, om resultatet holder vand, vurderer han.

Blodprøverne reagerer på muteret DNA og proteiner.

Herhjemme har Hvidovre Hospital forsket i lignende forsøg med biomarkører i blodprøver.

Facebook
Twitter