Kræftpatienter skjuler alternativ medicin for lægen: Det kan få konsekvenser for behandlingen

Naturmedicin kan for eksempel nedsætte virkningen af strålebehandling og kemoterapi.

Hver tredje kræftpatient får supplerende, alternativ behandling, viser en amerikansk undersøgelse. (Foto: Agata Lenczewska-Madsen © Scanpix)

Cannabis, meditation og fiskeolie. Alternativ behandling blandt kræftpatienter er udbredt, viser både danske og udenlandske undersøgelser.

Men 29 procent af de, der bruger supplerende, alternativ behandling, fortæller det ikke til deres læge. Det viser amerikansk forskning.

- Der er en misforståelse blandt patienter om, at hvis de tager naturmedicin, så er det ikke skadeligt. Men der kan være både bivirkninger og risiko for interaktioner med den lægelige behandling, siger projektleder for alternativ behandling i Kræftens Bekæmpelse, Nanna Cornelius.

I nogle tilfælde kan naturmedicin og kosttilskud enten nedsætte eller forstærke virkningen af strålebehandling, kemoterapi og anti-hormonbehandling.

Bekymret for dårlig behandling

Årsagen til hemmeligholdelsen skyldes blandt andet, at kræftpatienterne ikke ved, at de bør tale med deres læge om det, viser den amerikanske undersøgelse.

Derudover er de usikre på lægens reaktion, vurderer Nanna Cornelius.

- Vi oplever, at flere er bekymrede for, om de vil få en dårligere kræftbehandling, hvis de fortæller deres læge, at de bruger alternativ behandling, siger hun.

Der kan være en skepsis blandt lægerne overfor alternativ behandling, fordi der ikke findes gode, store forskningsresultater, der fortæller, hvordan den alternative behandling påvirker eksempelvis stråling og kirurgi.

- Men lægerne er professionelle, og de forskelsbehandler ikke. Det er derimod vigtigt, at læge og patient har en samtale om den alternative behandling, siger Nanna Cornelius.

Massage kan være dårligt for en kræftknude

Noget alternativ behandling lover nemlig mere, end det kan holde. Senest har massage- og terapibehandlingen Body SDS været i medierne, fordi folkene bag har hævdet, at deres behandling "kan have en helbredende effekt" på kræft. Denne formulering er nu rettet på deres hjemmeside.

Massage kan ganske rigtigt mindske stress, depression, smerter og træthed i forbindelse med kræft.

Men det kan også gøre ondt, og kræftpatienter bør undgå at få massage i nærheden af en knude, skriver Kræftens Bekæmpelse på deres hjemmeside.

- De, der sælger alternativ behandling og alternativ medicin, er ikke altid hverken vidende om eller interesserede i at oplyse om bivirkninger, vurderer Nanna Cornelius.

Patienterne vil være med i deres kræftbehandling

Men der er også alternativ behandling med få eller ingen bivirkninger. For eksempel mindfulness, der kan reducere stress.

- Lægerne skal kunne hjælpe patienterne til at navigere i de mange, mange tilbud om alternativ behandling. Og patienterne vil i virkeligheden gerne have hjælp, siger Nanna Cornelius.

En femtedel af de ny-diagnosticerede kræftpatienter vil gerne have en samtale om alternativ behandling, viste en undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse fra 2017.

Læger skal tale med patienter om alternativ behandling

Kræftens Bekæmpelse er derfor nu i gang med et projekt, der skal få læger og sygeplejersker til at tale med deres patienter om alternativ behandling.

- Der er en myte blandt læger om, at patienter bruger alternativ behandling for at helbrede dem selv, siger Nanna Cornelius.

- Det er ikke rigtigt. Patienterne tager alternativ behandling for at være en del af deres egen kræftbehandling. For at gøre noget. Og de vil gerne have vejledning omkring sikkerheden af den alternative behandling af deres læge, siger Nanna Cornelius.

Facebook
Twitter