Kvinder er ikke bygget til at få menstruation hver måned

Månedlig menstruation er 'unaturlig' og øger risikoen for brystkræft, mener forsker.

For mange kvinder kommer menstruationen en gang om måneden. Uanset om du bruger p-piller eller ej.

Det bliver til omkring 350-400 menstruationer gennem et helt liv.

Men sådan har det ikke altid været.

Forskning viser nemlig, at hvis vi ‘rejser tilbage i tiden’, hvor der ikke blev brugt

prævention
, så havde en kvinde kun omkring 100 menstruationer i løbet af sit liv.

Det har den amerikanske evolutionsbiolog Beverly Strassmann fundet ud af, efter hun boede hos Dogon-folket i Mali i to år.

Den afrikanske stamme er så afskåret fra den moderne verden, at deres levevis kan gøre os klogere på, hvordan vestlige kvinders menstruationscyklus har været førhen.

Månedlig menstruation er 'unaturlig'

Beverly Strassmann valgte Dogon-folket, fordi det var let for hende at holde øje med, hvornår kvinderne havde deres menstruation.

Det er nemlig stammens

skik
, at kvinderne flytter uden for landsbyen i en såkaldt ‘Punulu’ - en menstruationshytte - mens de har deres menstruation.

I 736 dage noterede Beverly Strassmann, hvem der kom og gik fra hytterne. Hun tog også urinprøver for at sikre sig, at kvinderne havde menstruation, når de opholdt sig i hytten.

Og det gav Beverly Strassmann et helt

unikt
datasæt.

- Resultaterne siger noget om, hvordan vores menstruation så ud, før vi introducerede

prævention
og familieplanlægning. Og hele pointen er, at den månedlige menstruation er en anomali, fortæller hun til
DR
Viden.

Og det er ikke kun Beverly Strassmanns forskning, der viser, at kvinders cyklus er helt anderledes i samfund uden

prævention
. Også Stanley Boyd Eaton, der har studeret jæger-samlerfolket Hadza i Tanzania, er kommet frem til de samme tal.

Menstruation øger risikoen for brystkræft

Men hvorfor er det vigtigt, om det er 'naturligt' at have 100 eller 400 menstruationer i løbet af livet?

Det er det, viser Beverly Strassmanns forskning, fordi flere menstruationer øger risikoen for brystkræft.

- Jo flere menstruationer du har, desto flere hormoner bliver din krop eksponeret for - og det øger simpelthen din risiko for at få brystkræft, siger hun og fortsætter:

- Jeg har ikke tal på Dogon-kvindernes kræftrisiko, men generelle tal fra Afrika viser, at afrikanske kvinder har otte procent lavere risiko for at få brystkræft end vestlige kvinder.

Paven er skyld i p-pillens månedscyklus

Hvis flere menstruationer øger risikoen for brystkræft, hvor kommer idéen så fra, at kvinder på p-piller skal have menstruation én gang om måneden?

Det er der mange forskellige bud på.

Nogle mener, at det er fordi konceptet så var nemmere at sælge til den katolske kirke, som opfinderen af p-pillen, John Rock, var en del af.

Andre forklarer det ved, at det skal imitere kvindens naturlige cyklus, der har cirka samme tidsinterval.

Forklaringen kan også være, at før du kunne tage en graviditetstest derhjemme, var det en nem måde for kvinderne at vide, om de var gravide.

Og den sidste pointe fremlægger speciallæge i Kvindesygdomme og Fødsler, Ditte Trolle også.

Hun har forklaret til

DR
Viden, at den eneste fordel ved at holde pause fra dine p-piller én gang om måneden er, at du kan holde styr på, om du er gravid. Det er ikke nødvendigt ellers, hvilket også fremgår af sundhed.dk.

Forskere ved ikke, hvorfor mennesker får menstruation

Men faktisk ved forskerne ikke helt, hvorfor kvinder overhovedet får menstruation.

Og mennesket er faktisk ét af ganske få pattedyr, der får menstruation.

Kun få pattedyr har menstruation. Elefantspidsmusen er én af dem. (Foto: Handout © Scanpix)

Evolutions-biologen Deena Emera har til BBC forklaret, at hendes forskning tyder på, at menstruation er til for at sortere dårlige fostre fra.

De dyr, der har menstruation, har nemlig det, man kalder ‘extended copulation’. Det betyder, at dyrene har sex på tidspunkter, hvor hunnen slet ikke kan blive gravid.

Og dem er mennesket en del af - i modsætning til eksempelvis hunde og katte, der kun parrer sig, når hunnen er i løbetid.

Fordi mennesker har sex på alle tidspunkter af cyklussen, kan et menneskeæg være flere dage gammelt, når det bliver befrugtet, forklarer Deena Emera. Og så er der større risiko for at udvikle et dårligt foster.

Menstruationen beskytter på den måde moren fra at bruge masser af energi på et foster, der alligevel ikke kan overleve, forklarer hun.

Er menstruation energieffektiv?

Netop det med energiforbruget er også hovedpointen i Beverly Strassmanns teori om, hvorfor vi har menstruation.

Hun understreger, at det kræver meget energi at have en tyk livmoderslimhinde kørende i kroppen hele tiden - som hunde og katte har.

Hun mener, at menstruationen, der skyller slimhinden ud, når vi ikke har brug for den, sparer os en masse energi.

En anden forklaring, som forskeren Margie Profet er kommet med, er, at menstruation er til for at forsvare kroppen mod sygdomsfremkaldende mikroorganismer båret ind med sæden.

Der er dog stadig meget, vi ikke ved, om hvorfor kvinder menstruerer, hvor ofte det er 'sundt' at bløde, og hvordan de naturlige og kunstige hormoner, påvirker kvinder.

Denne artikel er en omskrivning og genudgivelse af en tidligere artikel fra juli 2018.

Facebook
Twitter