Light-sodavand kan ændre bakterierne i dine tarme, men er stadig bedre end almindelig sodavand

Vi ved endnu ikke, hvad ændringerne betyder for din sundhed, siger eksperter.

Mange elsker lightsodavand, hvor sukker er udskiftet med for eksempel sødemidlet aspartam (Collage: Ingeborg Munk Toft, originalfoto © Unsplash)

De bakterier, der lever i dine tarme, er vigtige for din sundhed.

Det er der efterhånden ikke meget tvivl om blandt tarmforskere.

Blandt andet har det de seneste år vist sig, at visse sygdomme kan kureres ved fæces-transplantationer, altså overførelse af afføring og de bakterier, der er i det, fra et sundt til et sygt menneske.

Og sammensætningen af dine tarmbakterier afhænger af, hvad du spiser. Det fortæller professor og forskningsleder Oluf Borbye Pedersen fra Novo Nordisk Fondens Metabolismecenter på Københavns Universitet.

- Dine tarmbakterier påvirkes fra fødslen og hele livet. Og de reguleres blandt andet af, hvad du spiser.

Visse fødevarer, især grove grøntsager og fuldkorn, kan øge mængden af sundhedsfremmende bakterier, og andre fødevarer kan øge mængden af sygdomsgivende bakterier.

Nu viser en gennemgang af de videnskabelige undersøgelser på området, at flere typer kunstige sødemidler også kan gøre livet surt for de sundhedsfremmende bakterier.

- Det er en kritisk og balanceret gennemgang. Men det er vigtigt at huske, at forskningen på det her område stadig er ung, og stritter i mange retninger, siger Oluf Borbye Pedersen.

Der findes mange slags kunstige sødemidler

Almindelig sukker er letfordøjeligt. Det betyder, at det optages tidligt i tarmen og sjældent når ned til tarmbakteriernes hovedsæde, tyktarmen.

Så hvis du spiser meget sukker, får dine tarmbakterier ikke meget at arbejde med. Men hvad med kunstige sødemidler, er de bedre for tarmen?

- Det er svært at svare på. For det er et meget broget billede, som tegner sig. Det ser ud til, at forskellige typer kunstige sødemidler påvirker tarmbakterierne ganske forskelligt, vurderer Oluf Borbye Pedersen.

Han peger på, at bunken af EU-godkendte kunstige sødemidler består af en række grupper, der i kemisk sammensætning og påvirkning af tarmene varierer.

Nogle af dem ser ud til at påvirke tarmbakteriernes sammensætning og funktion, mens andre ikke har den store betydning.

Hvordan de enkelte grupper ifølge den nye undersøgelse påvirker tarmene, kan du læse om i de røde bokse.

Sukker er nok værre for tarmbakterierne

Flere af grupperne ser ud til at påvirke tarmbakterierne negativt, fastslår undersøgelsen. Men der er undtagelser.

- Der er nogle af de såkaldte sukkeralkoholer, der faktisk ser ud til at have en gavnlig effekt på de sundhedsfremmende bakterier, siger Oluf Borbye Pedersen og fortsætter.

- Til gengæld giver de ofte mavegener som luft i tarmene.

Påvirkningen er dog generelt så lille, at Oluf Borbye Pedersen vurderer, at de fleste mennesker trygt kan drikke en sukkerfri sodavand eller køre lidt ’diabetes-snolder’ ned i ny og næ.

Det er Christian Lodberg Hvas, overlæge i mave-tarmsygdomme på Aarhus Universitetshospital og klinisk lektor på Aarhus Universitet, enig i.

Han peger på, at det sukker, som de kunstige sødemidler erstatter, også kan påvirke tarmbakterierne.

- Sukkerstoffer har mange skadelige effekter, som er velbeskrevne. Selve det at erstatte sukker med kunstige sødemidler bør derfor medføre en helbredsgevinst. Men det er svært at dokumentere, siger han.

Der mangler forskning

Grunden til, at det kan være svært at dokumentere, er blandt andet, at man ikke lige bare kan sammenligne mennesker, der spiser meget kunstigt sødemiddel med personer, der spiser meget sukker og andre personer, der holder sig fra søde sager.

For grupperne vil ofte adskille sig på mange andre måder i forhold til kost og generel livsstil. Det kan derfor være vanskeligt at vide med sikkerhed, om det er de kunstige sødemidler eller noget helt andet, der er på spil.

- Idealet er at lave dobbeltblindede, kliniske forsøg, der løber over mange år. Dem har vi ikke mange af på det her område, siger Christian Lodberg Hvas.

Anne Raben fra Københavns Universitet er professor i ernæring og overvægt. Hun er enig med i, at man ud fra den nuværende forskning ikke kan konkludere, at kunstige sødemidler skadelige for tarmene.

- Hvilke effekter de her stoffer har i forhold til sukker i en ellers sund kost i det lange løb, det ved vi ikke endnu. Det kan godt være, at de påvirker tarmene lidt, men hvis det ikke betyder noget for sundheden, eller det er mindre end sukker, så er det jo interessant, vurderer hun.

Hun mener også, at det er væsentligt at huske på, at den mængde sødemiddel, der er i kosten, oftest er mange hundrede gange mindre end mængden af sukker, da de fleste sødemidler har en meget kraftigere sødeevne.

Dermed kan effekten på organismen også være ganske lille eller ubetydelig, vurderer hun.

Hold dig fra sødemidler, hvis du har tarmsygdom

Der skal altså zoomes lidt ud og forskes meget mere, før vi kan vurdere, om kunstige sødemidler er gode for folkesundheden eller ej, siger forskerne.

Der er dog nogle mennesker, der ifølge Oluf Borbye Pedersen allerede nu godt kan holde sig fra kunstige sødemidler.

- Der er en stor gruppe danskere, der lider af irriteret tyktarm og de mere sjældne tarmsygdomme crohns og colitis ulcerosa. De grupper vil jeg anbefale at undgå kunstige sødemidler med den viden, vi har i dag, siger han.

Derudover kan nogle mennesker, som lider af for eksempel Føllings Sygdom, være allergiske overfor visse kunstige sødemidler. Og så skal man selvsagt holde sig fra dem.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk