- Det ligner lidt en smoothie, der har stået natten over.
Sådan beskriver Sundhedsmagasinets vært Peter Geisling den røde og gule masse, der er resultatet af en fedtsugning, han netop har overværet.
De 300-400 gram fedt har en plastickirurg hentet ud af maven på 58-årige Michael Wurtz, og det er der en særlig grund til.
For der findes masser af stamceller i fedt, og ved hjælp af nogle særlige enzymer, skal de nu isoleres fra fedtvævet, og efterfølgende sprøjtes ind i Michaels penis. Håbet er, at stamcellerne kan vække de celler i vævet i svulmelegemet, der giver erektion.
I videoen ovenfor kan du se, hvordan det hele foregår.
Saltvand eller stamceller
Michael Wurtz blev i 2013 ramt af prostatakræft. En operation fjernede kræften, men den fjernede også hans evne til at få erektion. Derfor ligger han nu på Odense Universitetshospital og håber på, at den behandling, han gennemgår, kan hjælpe.
Og det kan den sandsynligvis, hvis Michael er en af de heldige, der rent faktisk får stamceller indsprøjtet og ikke saltvand. For forskerne er nemlig i gang med det, de kalder et randomiseret forsøg - det vil sige et forsøg, hvor halvdelen af de 70 deltagere får stamceller sprøjtet ind i svulmelegemet, og den anden halvdel får saltvand.
Det skal sikre, at behandlingen rent faktisk virker, og at det er ikke psykologi eller andet, der spiller ind, når mændene oplever, at de får erektionen tilbage.
Kroppens reservelager
At Michael overhovedet ligger på hospitalet og modtager behandlingen skyldes, at en gruppe forskere for et par år tilbage kom til at snakke om stamceller og erektion under et møde om, hvad stamceller kunne anvendes til.
Stamceller er en helt særlig gruppe celler i kroppen, der så at sige kan udvikle sig til andre celler i kroppen. Et slags reservelager, om man vil. Vi har forsøgt at vise det i grafikken her:
Hvad nu hvis stamceller i svulmelegemet kunne få gang i de slumrende celler, som forhindrer en erektion?
Succesrigt forsøg
Forskerne fik lov til at lave et såkaldt sikkerhedsforsøg, der skal afklare, om der er bivirkninger ved indgrebet. 15 personer deltog, og otte af dem genvandt erektionen og kunne gennemføre et samleje tilsyneladende uden nævneværdige bivirkninger.
Det gav forskerne blod på tanden, forklarer professor og urolog Lars Lund fra Odense Universitetshospital.
- Vi var bare helt op at køre, og vi var så indstillede på, at vi bare skulle hurtigst muligt i gang med det her.
Så derfor ligger Michael Wurtz her i hospitalssengen. Han er er parat til at gå hele vejen for at genvinde sin erektion, og hvis han har fået saltvand denne gang, er han klar til at forsøge igen, når resultaterne af det randomiserede forsøg ligger klar.
Resultater til foråret
Professor Lars Lund regner med, at de vil have de første resultater i foråret 2019. Han har høje forventninger, og regner med, at metoden med tiden vil kunne hjælpe helt op mod 80 procent af patienterne.
Lige nu behandler man kun patienter, der har haft prostatakræft, fordi man skal bruge en ensartet gruppe, men der er kæmpestore patientgrupper, der vil kunne have gavn af behandlingen, hvis den virker, forklarer Lars Lund.
- 75 procent af alle med rejsningsproblemer skyldes patienter med diabetes og folk med hjertekarproblemer, men vi skal være meget påpasselige og først gå ud med den her viden, når vi er helt sikre på, at det virker.
Indtil da krydser Michael Wurtz fingre. Først om nogle uger vil det vise sig, om han har fået stamcelle-behandlingen, og om den virker på ham. Men han har fået håbet tilbage om, at han kan få sit sexliv i gang igen. Det er det vigtigste lige nu.
Sundhedsmagasinet handler denne gang om sexlivet, når man er oppe i årene. Programmet kan ses lige her.