Lyseslukker: Selv en smule lys i soveværelset kan føre til depression

Der kan være en sammenhæng mellem natlys og depression, viser undersøgelse. Vi ved ikke helt hvorfor, siger dansk forsker.

Det er vigtigt, at der er helt mørkt i soveværelset. For selv det mindste lys kan måske føre til depression, konkluderer japanske forskere. (© ColourBox)

Sluk fjernsynet. Væk med telefonen. Og hvad med den der gadelampe, som lyser ind i dit soveværelse? Måske du skal overveje at købe mørklægningsgardiner.

For et helt mørkt soveværelse kan have stor betydning for din søvnkvalitet og dit mentale helbred. Og selv meget lidt lys kan være forstyrrende.

Det konkluderer japanske forskere fra Nara Medical University School of Medicine i en undersøgelse, der er publiceret i American Journal of Epidemiology.

- Vores studie viser, at et mørkt soveværelse kan være afgørende, hvis man vil undgå depression, siger PhD på Nara Medical University School of Medicine, Kenji Obayashi, til DR Viden. Han er en af forskerne bag undersøgelsen.

I en periode på to år undersøgte forskerne 863 patienter, der var over 60 år gamle. Inden undersøgelsen havde ingen af deltagerne symptomer på depression. Ved at placere sensorer i deltagernes soveværelser kunne forskerne måle lysstyrken om natten.

13,7 procent af alle deltagerne, som blev udsat for minimum 12,4 lux, viste efterfølgende symptomer på depression. Lux er en måleenhed for lysstyrke.

Og 7,3 procent af de deltagere, som kun blev udsat for 0,4 lux, viste symptomer på depression.

- Det er et meget interessant og vigtigt studie. Det betyder jo, at vi stadigt ikke helt forstår, hvad lys egentlig gør ved vores fysiologi, siger læge Anders Sode West, der forsker på Enhed for Klinisk Apopleksiforskning på Rigshospitalet.

Svært at forklare hvorfor

Ifølge forskerne har undersøgelsen sine begrænsninger, og belysningen er ikke nødvendigvis forklaringen på depressionerne.

Men tidligere forskning bakker op om resultaterne. Blandt andet viser en undersøgelse fra 2009, at mus, der bliver udsat for lys om natten, kan udvikle depression.

De japanske forskere har ikke undersøgt, hvorfor lyset muligvis kan være skyld i, at gruppen af ældre udviklede depressive symptomer. Ifølge Anders Sode West kan det hænge sammen med, at lys om natten kan forstyrre vores døgnrytme.

Døgnrytmen er vores indre biologiske ur. Den styres dybt inde i hjernen af en gruppe nerveceller. Og lyset er en afgørende faktor for døgnrytmen. Det er vigtigt, at man får lys om morgenen og mørke om aftenen.

- 20 minutters lys klokken to om natten kan for eksempel rykke vores døgnrytme med nogle timer. Og tidligere forskning viser, at forstyrrede døgnrytmer faktisk kan føre til depression, siger han.

- Men det er enormt komplekst, og der er stadig meget, vi endnu ikke ved om, hvordan lyset påvirker os. Så det er i virkeligheden svært at forklare, hvorfor belysning og depression kan hænge sammen, fortsætter Anders Sode West.

God idé at mørklægge soveværelset

Selvom det er svært at komme med en forklaring på problemet, er Anders Sode West enig med de japanske forskere i, at det er en god idé at mørklægge soveværelset.

- Hjernen bruger lyset til at fortælle organerne, hvad klokken er. Så hvis hjernen bliver udsat for lys om natten, bliver den misinformeret, og så regulerer den kroppen forkert, siger han.

Ifølge Anders Sode West bliver nogle mennesker også decideret forstyrret af lyset, hvilket gør, at de ikke kan sove. Og dermed bliver deres søvnrytme også påvirket.

- Nogle kan jo godt sove, selvom der er lyst. Men andre har svært ved det og får dermed mindre søvn. Og så er det jo klart, at de kan blive deprimerede, siger Anders Sode West.

Både Anders Sode West og Kenji Obayashi understreger, at emnet kræver mere forskning.

Facebook
Twitter