Mæslinger hærger videre i Europa: Antallet af smittede er tredoblet i 2018

Det er især i Syd- og Østeuropa, at sygdommen spreder sig. Men heller ikke Danmark går fri af den ekstremt smitsomme sygdom.

(Arkivfoto) Herhjemme får børn den første af to doser af mæslingevaccine, når de er 15 måneder gamle. Skal du ud og rejse med dit barn inden, kan vaccinen gives helt ned til 9 måneder. (Foto: Dmitry Naumov © COLOURBOX)

Næsten 83.000 europæere blev i 2018 smittet med mæslinger. Det er mere end tre gange så mange som året forinden og hele 15 gange så mange som i 2016.

Det viser tal fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO.

- Vi har set et kæmpe udbrud i 2018. Der har især været nogle områder i Syd- og Østeuropa med meget stor smittespredning, siger Palle Valentiner-Branth, der er leder af sektion for vaccineforebyggelige sygdomme på Statens Serum Institut.

Særligt Ukraine har været hårdt ramt, men også i lande som Frankrig, Italien, Serbien, Rumænien og Grækenland har der været store udbrud af den meget smittefarlige virussygdom.

I alt har der været mæslinger i 47 ud af 53 europæiske lande, og 72 personer er døde af de komplikationer, som kan følge med sygdommen.

Danmark går ikke fri

Heller ikke Danmark er gået fri. Flere gange i løbet af 2018 fik danskere konstateret mæslinger, selvom vi egentlig opfylder WHO's kriterier for at have udryddet mæslinger.

Det skyldes, at personer, som ikke er immune tager smitten med hjem fra udlandet.

- Jeg vil kraftigt opfordre alle de danskere, som ikke er immune over for mæslinger (enten fordi de har haft sygdommen eller er vaccinerede, red.) til at få vaccinen, siger Palle Valentiner-Branth.

Han opfordrer til, at man i det mindste tænker på mæslingevaccinen som en rejsevaccine, så man får den, inden man rejser til udlandet.

Siden april sidste år har vaccinen været gratis for alle voksne danskere, som ikke i forvejen er vaccineret eller er immune.

Flere og flere bliver vaccineret

Det var ikke kun antallet af mæslinge-smittede, der satte rekord i Europa i 2018. Det gjorde antallet af vaccinerede heldigvis også.

- Det er selvfølgelig glædeligt, men det er lidt for tidligt at blive optimistisk, siger Palle Valentiner-Branth.

Der er nemlig stadig lommer rundt omkring i Europa, hvor vaccinedækningen er lav.

Fordi sygdommen er så smitsom, er det vigtigt, at vi får høj immunitet overalt, så vi beskytter hinanden og dem, der ikke er immune, siger Palle Valentiner-Branth.

Derfor ligger der stadig et stort arbejde foran lande som Ukraine, hvor der var 53.000 tilfælde af mæslinger i 2018.

- Der er forskellige grunde til, at folk ikke er vaccineret, men i et land som Ukraine skyldes det blandt andet skepsis i forhold til myndighederne, siger Palle Valentiner-Branth.

Herhjemme blive børn vaccineret for mæslinger, når de er 15 måneder gamle og igen, når de er fire år gamle. Langt de fleste danskere er i dag immune.

Der findes ingen medicin mod mæslinger, som giver høj feber, forkølelse og øjenbetændelse, inden et rødt, prikket udslæt breder sig over hele kroppen.

I sjældne tilfælde kan sygdommen medføre alvorlige komplikationer som hjernebetændelse.

Facebook
Twitter