'Magisk uge' i graviditeten sænker markant risikoen for brystkræft

På sigt kan forskerne måske udvikle en pille, der beskytter kvinder mod brystkræft, forklarer forsker.

(Foto: MARIA HEDEGAARD © Scanpix)

Hver niende kvinde i Danmark vil få brystkræft i løbet af livet.

Det gør det til den kræftform, der oftest rammer danske kvinder. Men det er ikke alle, som har lige stor risiko for at udvikle sygdommen.

For hvert barn, en kvinde får, inden hun fylder 28, falder hendes risiko for brystkræft med otte procent. Det viser en ny undersøgelse, hvor data fra 2,3 millioner danske kvinder er inkluderet.

Forskerne har også fundet ud af, at beskyttelsen ikke gælder for kvinder, der føder væsentligt før termin.

- Det helt fantastisk interessante er, at den reduktion i brystkræftrisiko, som en graviditet repræsenterer, den sker på et helt bestemt tidspunkt i graviditeten, nemlig i uge 34, fortæller Mads Melbye, som er professor og direktør for Statens Serum Institut og også en af forskerne bag undersøgelsen.

Den viden er vigtigt, fordi forskerne nu præcist ved, hvor de kan lede efter forklaringen på, hvordan graviditet beskytter mod brystkræft.

- Vi håber, at vi nu kan komme til at forstå, hvad der giver den beskyttende effekt. Drømmen er, at vi med en pille til unge kvinder, i fremtiden kan sikre, at deres risiko for at få brystkræft senere i livet reduceres markant, fortæller Mads Melbye.

Få mange børn - tidligt.

Danske kvinder er i gennemsnit 29,2 år, når de får deres første barn. Men der er god grund til at komme hurtigere i gang med at få ungerne.

For den faktor, der beskytter en kvinde mest mod brystkræft, er at få mange børn - tidligt. Det har forskning før vist, og det bekræftes i undersøgelsen.

Det skyldes blandt andet, at cellerne i brystet gennemgår en modning i graviditeten. Det gør brystet i stand til at producere mælk.

- Men modne celler er også mindre påvirkelige overfor cancer, end umodne er, fortæller Mads Melbye.

Den beskyttelse, som modningen tilsyneladende fører med sig, varer hele livet. Men hvorfor kvinder, der bliver gravide, når de er over 28, ikke oplever samme effekt, ved forskerne endnu ikke.

Uge 34 gør forskellen

Men det er ikke nok bare at være ung og gravid.

Man skal forbi den 'magiske' uge 34 i graviditeten, før beskyttelsen opstår. Det er den overraskende konklusion af den nye undersøgelse.

- Så hvis en kvinde under 28 fødte i uge 33, så har hun samme risiko for brystkræft som en kvinde, der ikke har været gravid, men er hun gravid bare én uge mere, så får hun resten af livet en reduktion på otte procent, forklarer Mads Melbye.

Modningen af brystet sker gradvist gennem graviditeten, så det kan ikke forklare, hvorfor netop uge 34 skulle være særlig vigtig. Mads Melbye vil nu forsøge at finde ud af, hvorfor netop den uge spiller så stor en rolle i forhold til brystkræft.

- Vi skal nu i gang med nogle omfattende undersøgelser, hvor vi skal måle titusinder af signalstoffer i kvindernes blod i ugerne før og efter uge 34, siger Mads Melbye.

Han mener, at resultatet bedst kan forklares ud fra et endnu ukendt biologisk fænomen, der sker netop på det tidspunkt i en graviditet.

Skyldes ikke amning

I undersøgelsen har forskerne forsøgt at sikre sig, at der rent faktisk er tale om netop en effekt af den 34. graviditetsuge og ikke noget andet.

For eksempel har de udelukket, at effekten skyldes amning: De kvinder, hvis børn var dødsfødte, havde samme positive effekt for deres risiko for brystkræft som andre kvinder, hvis de var gravide efter i mindst 34 uger.

Desuden har forskerne bekræftet de danske tal, som er baseret på over 2,3 millioner kvinder, med tilsvarende data fra norske kvinder.

- Og her fik vi samme resultat, fastslår Mads Melbye.

Resultaterne er stærke

Niels Kromann, cheflæge og professor i brystkræftkirurgi hos Kræftens Bekæmpelse, har ikke selv været med til at lave undersøgelsen.

Men han vurderer, at konklusionerne står usædvanligt stærkt.

- Resultaterne er så stærke, som de overhovedet kan være, forklarer han og fortsætter:

- Det viser meget tydeligt, at man skal frem til uge 34, før man får den her beskyttende effekt.

En pille, der beskytter mod brystkræft

Derfor er næste skridt ifølge Mads Melbye at få klarlagt, hvad der sker omkring uge 34.

- Hvis vi finder ud af, hvilke signalstoffer fra kroppen der sætter gang i den beskyttende effekt, vil man måske på sigt kunne udvikle en pille, der vil kunne beskytte kvinder mod brystkræft. Det har længe været min drøm, siger han i en pressemeddelelse fra Statens Serum Institut.

Han understreger dog, at der stadig er mange usikkerheder - og derved lang vej til den magiske pille.

Pillen har lange udsigter

Niels Kromann fra Kræftens Bekæmpelse mener dog, at det langtfra er sikkert, at der sker et 'mirakel' i uge 34, som giver den positive effekt.

Han mener, at der kan være tale om en proces, som kommer i mål i netop den uge.

- Mange mærker en forandring i brysterne allerede meget tidligt i graviditeten. Det vidner om, at der sker noget med brystvævet gennem hele graviditeten. Jeg tror, at der er tale om en lang proces, som starter, når man bliver gravid og bliver færdig omkring uge 34, siger han.

Hvis Niels Kromann har ret, vil der være endnu længere udsigter til en pille, der kan beskytte kvinder mod brystkræft.

- Hvis man en dag kan påvirke brystvævet, og kun det, til en kunstig graviditet, så kunne det da være spændende. Men en graviditet er en avanceret størrelse, og der er langt dertil endnu, forklarer han.

Undersøgelsen publiceres i dag i det akademiske tidsskrift Nature Communications.

Facebook
Twitter