Malke-edderkop laver mælk til sine unger

Hoppende edderkop producerer en væske, som er fire gange så næringsrig som komælk.

Det ligner en myre men er faktisk en hoppende edderkop (læg mærke til de otte ben), som producerer mælk til sine unger. (© Chen Zhanqi/Science)

Mennesker, køer og heste er alle pattedyr. Og det ligger ligesom i navnet, at det der definerer os, er at vi som helt små, drikker mælk fra vores mor.

Men nu har kinesiske forskere fundet en edderkoppeart, der udfordrer vores særlige egenskab. Den hoppende edderkop Toxeus magnus lader nemlig sine unge "patte" en næringsrig væske hos sig.

Det skriver Chinese Academy of Sciences i en pressemeddelelse.

Edderkoppen har udviklet en ekstrem lighed med myrer og har åbenbart også udviklet evnen til at producere en mælkelignende substans, som pibler ud af en åbning på edderkoppens underside.

Forskerne observerede, at edderkoppeungerne først suttede dråber i reden i sig, men senere også drak direkte fra edderkoppemoderen.

Døde uden modermælken

Analyser af mælken viser, at den indeholder sukker, fedt og omkring fire gange så meget protein som komælk.

Forskerne eksperimenterede også med at blokere adgangen til mælken, for at finde ud af hvor vigtig den var for de små edderkopper. Og for nyfødte edderkopper var det fatalt - de døde allesammen uden adgang til "modermælken".

Det er ikke første gang at forskere har opdaget dyr udover pattedyr, som producerer mælkelignende substanser til deres unger. Men en så afgørende rolle, hvor mælken er livsnødvendig, er ikke observeret før.

Forskningen er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Science.

Ungerne sutter mælken i sig fra en åbning på moderens underside. (Foto: Chen Zhanqi © CAS)
Facebook
Twitter