For mange shots? Når du er meget stiv, opfører du dig som en hjerneskadet

Store mængder alkohol ødelægger kortvarigt din hukommelse og evnen til at kontrollere din adfærd.

En våd nat fuld af breezere, ølbong og shots kan være svær at huske dagen efter.

Og så er det jo godt at have “gode” venner og veninder, som kan minde én om alle de pinlige og dumme ting, man gjorde, mens man var stiv.

For din hjerne kan du ikke regne med.

Alkohol hæmmer nemlig hjernens nerveceller.

Det fortæller David Woldbye, der er lektor på Institut for Neurovidenskab ved Københavns Universitet.

- Når man ikke kan huske, hvad der skete efter en fuld nat i byen, er det sandsynligvis, fordi den hjerneregion, der hedder hippocampus, er blevet kraftigt hæmmet af alkoholen, siger han.

Hippocampus er et meget vigtigt sted for vores hukommelse. Området sørger for, at oplevelser bliver flyttet fra vores korttidsshukommelse over i langtidshukommelsen.

I korttidshukommelsen ligger det, som er sket indenfor de seneste sekunder og minutter, mens det, der er sket længere tid tilbage, lagres i langtidsshukommelsen.

Når du indtager meget alkohol, risikerer du kortvarigt at blive som en dement person, der sagtens kan huske, hvad der skete for mange år siden, men til gengæld ikke husker, hvad der skete i går - eller for endnu kortere tid siden.

Fulde folk minder om hjerneskadede patienter

Når du drikker dig fuld, er det ikke kun hippocampus, som bliver hæmmet.

Det gør forhjernen også.

Og det er her, at evnen til at kontrollere vores adfærd, findes.

Det er grunden til, at du mister hæmningerne, når du er fuld og kan finde på at gøre en masse pinlige ting, du har det nederen over dagen efter.

- Personer, der har indtaget alkohol, opfører sig nogle gange på måder, som minder om folk, der har fået skader i forhjernen. Den type patienter opfører sig nogle gange meget upassende og gør dumme ting, som ikke er normalt, siger David Woldbye.

Hvis man først har fået tendens til blackouts efter en nat i byen, er det et tegn på, at man skal passe lidt bedre på.

- Så skal man i hvert fald ikke drikke hård alkohol på tom mave. Man skal hellere drikke sit alkohol over længere tid. Blackouts fortæller en, at man har indtaget for meget alkohol for hurtigt, siger David Woldbye.

Facebook
Twitter