Maris ansigt blev knust: Sådan genopbyggede lægerne det

I 2015 var en 17-årig pige centrum for en ulykke, som efterlod norske kirurger med et kompliceret puslespil.

Hun står foran spejlet og holder sit blik på det eneste, hun stadig kan genkende: Øjnene. Resten er fremmed for hende. Knust.

Familietur

"Kom nu, Hanne!"

Mari ville have sin storesøster lidt op i fart.

Grusvejen slyngede sig ned ad den brede dal. Snedækkede bjergtoppe stak op i landskabet. Kold og frisk fjeldluft.

Sommeren 2015: 17-årige Mari H. Hegvik så frem til turen med familien.

Hegvik-familien fra Brekstad, vest for Trondheim, var på vej ned til turisthytterne ved foden af Glittertinden, som er Norges næsthøjeste fjeld.

Mari elskede fart og susede ned på sin cykel. Familien skulle ned til parkeringspladsen, videre til lufthavne og så til Kreta. Turen i fjeldet var bare et stop på vejen inden et par uger i den sydlige varme.

De havde det godt alle fem. Mor, far, Hanne (19), Mari (17) og Øystein (15). De var med hele banden. Far var kørt i forvejen. Mor og Øystein var længere bagude.

Vibrerende hjul på grus

- Kom nu, råbte Mari igen. Hun kunne se, at hun ikke fik sin storesøster med og satte selv tempoet op. I fuld fart henover det grove grus.

Dalen var bred, stille, mægtig og smuk. En lille, rislende flod snørklede sig stille ved siden af vejen.

Turen havde været god. Mari havde egentlig ikke været helt i humør til det, men mor Liv Janne var så glad for fjeldet, at det smittede af på de andre.

Stenen i floden

Mari husker, at det skete i et sving. Cyklen gled på det grove grus. Hun nåede at tænke, at hun nok ville få et blåt mærke eller to, inden hun og cyklen drønede mod den lille flod. Hun så stenen på flodbredden og håbede, at hun lige ville flyve let henover den.

Sådan gik det ikke. Hun glemmer aldrig lyden af sit ansigt mod sten eller lyden af sit eget skrig.

I kaosset, der fulgte, blev hun først trukket ned i floden og under vandet. Hun fik rejst sig op. Hun følte først smerter i den ene skulder, men det skulle senere vise sig bare at være en bagatel.

For da hun tog hænderne op til ansigtet, kunne hun mærke, at noget var galt. Frygtelig galt. Ansigtet var løst som en krabbeskal, der ikke sad fast. Ingenting sad fast, og der var blod omkring hende. Hun mærkede, at huden var intakt, men stadig… Der var noget helt galt.

Der flød blod fra ørerne.

Noget under øjnene spærrede hendes syn, og hun måtte vippe hovedet for at få et glimt af, hvad der var foran hende. Senere opdagede hun, at hendes øjne havde rykket sig en anelse på grund af de knuste øjenhuler.

Hun fik også øje på sin vante, der engang havde været hvid. Den lå helt roligt i floden. Dyppet i det skummende vand, som nu var rødt af blod.

Hun kunne ane skyggerne af nogen oppe på vejen.

Et mareridt uden dækning

Oppe på grusvejen havde Hanne kastet cyklen fra sig og kom løbende mod Mari. Skriget fra søsteren vidnede om, hvor alvorligt det var. Et mareridt – uden mobildækning.

Mor og Øystein havde været lidt sløve og var sakket bagud. Da de kom over bakketoppen, så de Hanne løbe mod dem.

"Mari ligger i floden! Løb efter hjælp!," råbte hun. Øystein sprang på cyklen og stormede mod turisthytterne. Der havde de en satellittelefon. Men han var nødt til at vide, om det var alvorligt nok til at tilkalde en helikopter. Det syn, der ramte ham få minutter senere, gjorde beslutningen nem.

For dernede sad Mari. Våd og med hænderne foran sit foroverbøjede hoved. Vandet rislede rødt og roligt under hende.

Perlekæden der forsvandt

- En af de første ting, jeg tænkte på, var mine tænder. Jeg var så glad for dem, siger Mari.

Efter otte lange år med bøjle var "perlekæden" blevet hendes store stolthed.

- Jeg var utrolig tilfreds med resultatet og syntes, at de var blevet rigtig fine, fortæller Mari.

Hun husker alt fra ulykken. Hun ledte desperat efter tænderne med tungen rundt i munden. Men hun indså, at de var væk.

På parkeringspladsen et par kilometer væk var far Roar allerede ved at gøre bilen klar til den næste del af rejsen. Hele familien skulle efterhånden snart være kommet ned. Lyden af en helikopter brød fjeldets stilhed. Roar så den "gule fugl" flyve i dalen. Familien kom ikke.

Lørdag den 18. juli 2015 blev roen i fjeldet afbrudt af den dramatiske ulykke ved floden. (Foto: MARI H. HEGVIK)

Ferieuger på St. Olavs hospital

Tidligt om eftermiddagen lørdag den 18. juli landede helikopteren på St. Olavs hospital i Trondheim. Ansigtet på den pige, de modtog, var hævet, hendes hud havde kun en lille ridse på næsen. Men de CT-billeder, de tog hendes kranie den eftermiddag, afslørede, hvad der var skjult under det unge ansigts hud.

Et komplet kaos af knuste knogler og ødelagte led. Lægerne havde ikke set værre ansigtsskader før.

Mari fik brud mange steder under ulykken.

Der er kun få specialister i Norge, som har kompetencerne til at gå i gang med så komplekse ansigtsskader. To af dem boede tæt på hospitalet i Trondheim. Men det var lige midt i industriferien. Ingen af dem formåede at komme hurtigt nok.

For Mari med det knuste ansigt hastede det. Hun måtte sendes til Oslo.

Ansigtet flød

I Oslo var der varmt, og der var feriestemning. Pål Galteland var hjemme, da telefonen ringede. En ung pige var på vej med store skader.

Maris øjenhuler blev knust da hun ramte stenen (Foto: MARI H. HEGVIK)

Som en af få specialister inden for kæbe- og ansigtskirurgi, også kaldet maxillofacial kirurgi, var han vant til store, komplekse skader i ansigtet. Men pigen fra Brekstad skulle give ham og holdet store udfordringer. På grænsen til, hvad de kunne klare. Det gik op for dem, at det ville kræve deres ypperste. Tålmodighed og ekstrem præcision.

- Det her var specielt. Den midterste del af ansigtet var helt ødelagt, og der var kun små knoglefragmenter tilbage, fortæller han.

Kæbe- og ansigtskirurg Pål Galteland arbejder ved Oslo universitetshospital og stod for de første operationer på Mari. (© COLOSSEUM TANNKLINIKK)

De hastede med at stabilisere ansigtet og stoppe blødningen. Den følgende dag - 19. juli - lå et vanvittigt puslespil foran dem på operationsbordet. Maris ansigtsform var præget af kollisionen med stenen. De havde ingen referencer i forhold til de store brud på underkæben og den knuste overkæbe. De anede ikke, hvordan slutresultatet ville blive.

En fejl kunne have store konsekvenser for pigen.

- Det var lidt specielt med Mari, der var så ung. Hun var 17 år gammel og havde hele sit liv foran sig, fortæller Pål.

Kæbe i gips

Den første operation blev udført for at stabilisere ansigtet og stoppe blødningen. Og ikke mindst skulle lægerne forhindre infektioner. Modelleringen og æstetikken måtte komme senere.

Skaderne var værst i midten af hendes ansigt. Tænderne var blevet løsnet og presset op mod næseområdet, og de lå nu løse blandt knækkede knoglefragmenter. Ødelagt for altid.

Maris tænder blev ødelagt i ulykken. Der skulle gå lang tid før hun fik nye. (© ST. OLAVS HOSPITAL)

Ikke desto mindre skulle tænderne ende med at blive kirurgens vigtigste redskab, da de skulle genopbygge hendes ansigt.

For hos en kæbeortopæd i Trondheim lå en gipsstøbning af hendes kæber. Efter de otte år med bøjle fandtes der en skabelon. En kopi blev sendt sammen med billeder og røntgenbilleder til hospitalet, og kirurgerne kunne gå i gang.

- På den måde vidste vi, hvordan kæben oprindeligt havde set ud. Det gav os et udgangspunkt at bygge videre på, fortæller Galteland. Han blev en af to kirurger, som skulle følge Mari tæt de kommende år.

Et snit fra øre til øre

For at komme ind til kraniet lagde kirurgerne et snit over hovedet. Fra øre til øre og over kraniet. Ved forsigtigt at rulle hud og blødt væv ned, kom de ind til knuste knogler og utallige brud. De arbejdede sig langsomt nedover panden og forbi nerverne ned til øjenhulerne. Så kunne de begynde at sætte brudfladerne sammen igen. De smed stumper væk, der var for små.

- Det er altid lidt usikkert, hvordan resultatet bliver. Det er sjældent, vi får dem til at se ud helt som før, fortæller Pål Galteland.

For at kunne operere, lagde kirurgerne et snit fra øre til øre.

Med små titaniumplader og skruer fastgjorde de igen brudfladerne. De fem millimeter brede plader blev skruet ind i leddene. For at få adgang til hendes knuste øjenhuler, lavede kirurgerne nye snit under øjnene, og et net af titanium blev skruet på som fremtidig støtte.

Dele af hendes kæbe måtte de tage ud og bygge på bordet, før de kunne sætte det ind igen og skrue det på.

Snittet over hovedet blev klipset sammen igen. (Foto: Liv Janne Hegvik)

Operationer skulle der komme mange af for den 17-årige Mari de næste år. Både i Oslo og i Trondheim.

Øjne i spejlet

Mari husker kun fragmenter af de første intense, men døsige dage efter ulykken. Dopet og træt. Hun havde ikke kræfter til at se sig selv. Først efter en uge. Der sendte hun en snap til sine veninder. Hun kunne ikke fortælle så meget og ville ikke være offer. På vej til en undersøgelse fik hun et glimt af sig selv i et spejl.

- Jeg så jo helt forfærdelig ud, fortæller hun.

De første uger så hun kun på sine øjne i spejlet, for de var det eneste, hun kunne genkende.

Hjemme

Fire år efter den forfærdelige lørdag i fjeldet sidder hun på sofaen hjemme i Brekstad. I køkkenet laver hendes storesøster Hanne kaffe, og hendes bror Øystein smider sig på sofaen. De bor stadig hjemme alle sammen. Ulykken og Maris operationer er blevet en del af hverdagen for dem.

På skærmen foran Mari stirrer en pige med et drilsk smil på os. En vidtåben mund viser en overkæbe helt uden tænder.

Det var svært med tænderne.

- Jeg gik længe rundt sådan. Jeg mistede jo alle tænder og knogler i overkæben. Tandkødet var også væk, fortæller hun.

Og næsen var skæv.

Følgesvend i Trondheim

Der er livligt på operationsstuen på St. Olavs hospital i Trondheim. I radioen synger Whitney Houston ”I will always love you”. Hun bliver efterfulgt af en god radiovært. Der er overfyldt på stuen.

En af de tre kirurger, som står bøjet over operatørbordet, er Nils Petter Fossland. Han er, som Pål Galteland, kæbe- og ansigtskirurg. De er begge specialister i at operere ansigt og kranie efter skade eller sygdom som kræft. Det er også dem, der genopbygger, hvis kraniet ikke har udviklet sig normalt.

Seks måneder efter ulykken lå Mari på bordet foran Nils Petter. Han og teamet på St. Olav skulle rette hendes næse. De lavede nye brud for at genopbygge næsen. Flere af titaniumpladerne blev også fjernet.

Nils Petter Fossland ved afdelingenen for kæbe- og ansigtskirurgi på St. Olav Hospital i Trondheim var på ferie den dag, ulykken skete, men har opereret Mari og fulgt hende tæt i tiden efter. (Foto: RLEND LÅNKE SOLBU © NRK)

Mari har været igennem syv operationer siden juleaften 2015. For det tager tid at reparere et ansigt, hvor skelet og blødt væv skal bygges op og vokse sammen. Både Pål og Nils Petter har fulgt hende tæt i tiden efter.

- Det har betydet uendelig meget, siger hun.

I februar 2019, fire år efter ulykken, møder hun Nils Petter på St. Olav for at få fjernet nogle sting efter den sidste operation, hun fik hos Pål i Oslo. De prøver at få hendes overlæbe til at blive mere bøjelig, fordi huden strammer, og hun har svært ved at lukke munden.

- Jeg har lært, at jeg for eksempel skal lukke min mund, når jeg spiser. Det kan jeg ikke gøre nu, siger hun.

Gebis til efterfest

Mari har altid troet på, at hun skulle blive god igen. Tidligt besluttede hun sig for, at hun skulle fortsætte med at smile. Selv uden tænder. Hun var tilbage i skolen, da 2.g begyndte i gymnasiet i august. Under en måned efter ulykken. Hun ville ikke gå glip af tiden med vennerne.

- Jeg gik med kæbelås de første otte uger, så knoglerne kunne vokse sammen. Som en del af det havde jeg en form for hvid skinne i overmunden. Så så det ud som om, at jeg havde tænder. I hvert fald på afstand, smiler hun.

Efter nogle måneder fik hun det første gebis.

- Venindeflokken sagde, at de aldrig havde troet, at de skulle sidde der i studiegruppen og se et gebis på bordet. Og til fest havde vi meget sjov med det, griner Mari.

Hun fortæller, at hendes mor måtte på gebisjagt, efter at datteren havde glemt det til en efterfest.

- Når nu alt det her var sket, måtte vi have lidt sjov ud af det, griner hun.

- Det er også lidt mærkeligt. Når du har set så forfærdelig ud, som jeg gjorde, bliver man hurtigt vant til det. Jeg synes jo, det var fint. Med hensyn til hvordan jeg så ud.

Nu har hun fået en bro med nye tænder, der ligner dem, hun havde. Perlerækken er på plads igen.

Næsten som sig selv

- Selvom det er blevet rigtig godt, er der stadig noget tilbage, siger Mari.

Hun har flere operationer i vente.

Hun har blandt andet en nerve, der sover i venstre side, og det gør noget ved mimikken i ansigtet.

- Det er jo specielt at arbejde med ansigtet. Der er så meget af vores personlighed, som ligger der, siger Nils Petter Fosland.

Han beundrer Maris holdning. På trods af enorme skader har hun holdt modet oppe og set det positive i alt.

- Det har været meget specielt at se. Vi så jo, hvor utroligt skadet hun var, og vi vidste ikke, hvordan vi skulle gøre det, siger han.

3D-printet kæbe

De var heldige at have hendes kæbe-skabelon efter ulykken. Ved skrivebordet foran dem ligger nogle 3D-printede modeller af kæbepartierne fra flere af Nils Petters patienter.

3D-printede modeller og skabeloner kan blive et viktigt værktøj for kirurgerne i arbejdet med ansigtsskader fremover. (Foto: ERLEND LÅNKE SOLBU © NRK)

Han fortæller, at de i tiden fremover håber at kunne bruge den slags modeller som skabeloner, når de skal operere ansigtsskader eller genopbygge eksempelvis en kæbe.

Omhyggelig planlægning af data på forkant og printning af personlige implantater eller skabeloner kan ruste dem endnu bedre til at få sat brikkerne rigtigt på plads. De håber, at det kan gøre operationerne mere skånsomme for patienterne og mere effektive for kirurgerne.

Et ansigt af titanium

Under den glatte hud kan Mari mærke titaniumpladerne. Nogle er blevet fjernet, men mange vil blive der for evigt.

I sofaen derhjemme sidder hun og ser på billederne fra de forfærdelige dage. Ikke med vrede og bitterhed, men med nysgerrighed og fascination.

- Jeg har set meget på dem. Jeg kan egentlig godt lide at se dem, og jeg synes, det er interessant. Jeg var aldrig bange for, at det ikke ville blive godt, siger Mari.

Hun ligner næsten sig selv og er imponeret over, hvad Pål og Nils Petter har opnået.

- Nu er jeg meget glad, siger Mari og smiler bredt.

- Jeg bestemte mig tidligt for at det her skulle ende godt, fortæller den nu 20-årige Mari H. Hegvik. (Foto: HENRIETTE DÆHLI © NRK)
Facebook
Twitter