På Aarhus Universitet sidder en kvinde og forsker i noget, der kan virke helt vildt nørdet og langt væk fra virkeligheden, men som kan ende med, at mennesker med kroniske smerter i fremtiden kan blive smertefri.

Kvinden hedder Mette Richner og er 35 år. De sidste ti år har hun forsøgt at forstå, hvad et lille molekyle, som findes i vores nerveceller, betyder for kronisk smerte.

Nu har hun opnået noget, som mange unge forskere drømmer om: Hendes forskning er blevet publiceret i et af verdens mest prestigefyldte akademiske tidsskrifter, Science Advances.

- Vi har lagt en brik i puslespillet, men det er slet ikke den sidste brik i puslespillet om at forstå smerte, siger hun selv.

For det, Mette Richner laver, er grundforskning, og der er aldrig en sidste brik i det puslespil. Alligevel er det netop grundforskning, der i sidste ende har ført til nærmest alle de store medicinske gennembrud, verden har set.

Vi forstår ikke kroniske smerter

Det anslås, at 800.000 danskere lider af kroniske smerter. Alligevel er smerterne den dag i dag et mysterium. Ingen kan helt forklare, hvorfor nogle smerter bliver kroniske.

Og fordi vi ikke ved, hvad der sker i kroppen hos alle de her mennesker, får de ikke den optimale behandling, siger Mette Richner.

- Vi har i dag ikke en tilstrækkelig behandling til de mennesker, der har kroniske smerter. Og det gør jo frygtelig ondt, forklarer hun.

Og så er det jo oplagt, hvad der skal gøres: Hvis vi en dag skal kunne behandle kroniske smerter, må vi først forstå alle detaljer og nuancer i tilstanden.

Nogle forskere er gode til at opsøge heldet

Det er den forståelse, grundforskere som Mette Richner arbejder på at få. Men når man ikke helt ved, hvad man leder efter, vil der i sagens natur også være masser af grundforskning, der ikke rigtig fører nogen steder hen.

Derfor afhænger god grundforskning af tålmodighed. Og held.

Det fortæller Anders Nykjær, der er professor på Aarhus Universitet, og har været med til at starte flere grundforskningscentre op. Det var også ham, der for 10 år siden startede projektet om kronisk smerte op sammen med Mette Richner.

- Dengang forfulgte vi en interessant, tilfældig opdagelse, siger han og fortsætter.

- Man kan ikke negligere helds betydning. Men der er nogen, der er langt bedre til at opsøge heldet end andre.

Var det held, der førte til opdagelsen af penicillin?

Ser man tilbage på nogle af historiens største medicinske gennembrud, lugter de også langt væk af held og tilfældigheder. Penicillin, det første antibiotikum, blev opdaget ved et tilfælde af bakteriologen Alaxander Flemming i 1928.

Men det var i sidste ende Alexander Flemings skarpe observationssans, der førte til, at vidundermidlet kom til at redde millioner af menneskeliv. Udover held, kræver gennembrud altså, at man sætter de rigtige mennesker på holdet.

- Et forskerhold med mange forskellige typer mennesker er afgørende. Forskellige baggrunde. Kvinder og mænd. Danskere og udlændige. Folk, der ikke er helt mainstream, og dem, der kan føre det videre, vurderer Anders Nykjær.

Ikke noget for industrien

Der er rigtig meget grundforskning, som ikke ender i de mest prestigefyldte akademiske tidsskrifter. Og det er kun en forsvindende lille del, der fører til medicinske gennembrud - for ligegyldigt hvor dygtige, forskerne er, så er held jo en lumsk størrelse.

Så grundforskning er rigtig dyrt, risikabelt og ofte langt fra produktionen af lægemidler mod de sygdomme, der plager os.

Derfor er det ikke noget, medicinalindustrien almindligevis er interesseret i at smide penge efter. Grundforskning er derimod afhængig af fondsmidler.

I Danmark har vi bl.a. Danmarks Grundforskningsfond, der hvert år støtter grundforskning med cirka 400 millioner offentlige kroner. Mette Richners projekt er blandt andet finansieret af netop den fond.

Direktøren for fonden er Søren-Peter Olesen.

- Vi støtter forskning, der bringer ny viden. Nogle gange er det langhåret viden – men vi kigger faktisk ikke på, om det kan anvendes umiddelbart– kun om det bringer ny viden, fortæller han.

Fra langhåret forskning til faktura

Langhåret – som i betydningen lidt højtflyvende og intellektuelt – kan man nok godt kalde Mette Richners forskning.

Skal hun selv forklare, hvad hun har fundet, lyder det nogenlunde sådan her:

- Jeg har fundet et molekyle, sortilin, der fungerer som en bremse på den bremse, der stopper smerte i nervecellerne.

Det giver ikke så meget mening for de fleste mennesker. Men heldigvis giver det mening for de forskere, der arbejder i samme felt som Mette Richner, men sidder ude i medicinal-virksomhederne.

For nu er det deres tur. Mette Richner slipper sin opdagelse, netop nu, hvor hun har fortalt verden om den.

- Det er jo essensen i grundforskning. Vi har ledt og fundet viden om et nyt angrebspunkt – det kan bruges til at lave ny medicin. Men det er ikke os, der udvikler det. Vi håber bare, at industrien tager over, forklarer hun.