Migræne hos gravide øger risikoen for højt blodtryk og tidlig fødsel

Men hvis du får den rette medicin, kan du mindske risikoen.

Gravide med migræne kan nedsætte risikoen for komplikationer med medicin, peger ny forskning på. (Foto: Christian Mailand)

Følelsen af en hjelm, der spænder om dit kranie, kender de fleste, der har haft almindelig hovedpine.

Men migræne er en voldsom hovedpine, der både kan forstyrre dit syn og gøre dig lys- og lydfølsom. Og under graviditet er migræne forbundet med større risiko for en række komplikationer, viser en ny undersøgelse fra Aarhus Universitet.

- Vi fandt flere komplikationer for gravide med migræne, hvoraf forhøjet blodtryk var den mest almindelige, siger Nils Skajaa, der er forsker ved Klinisk Epidemiologisk Afdeling ved Aarhus Universitet.

- Derudover fandt vi ud af, at migræne giver en lille øget risiko for abort, lav fødselsvægt hos barnet, for tidlig fødsel og kejsersnit, siger han.

Undersøgelsen er lavet med data fra det danske fødselsregister og omfatter mere end 22.000 gravide med migræne. De migræneplagede gravide er blevet sammenlignet med en ti gange så stor gruppe gravide uden migræne.

Risikoen for forhøjet blodtryk er størst

Bekymringer er der nok af, når man sætter børn i verden.

Derfor understreger Nils Skajaa også, at mange kvinder godt kan gå igennem en graviditet med migræne uden at opleve andre problemer.

- Der er jo altid en risiko for at få komplikationer, når man er gravid – om man har migræne eller ej, siger Nils Skajaa.

Forskerne fandt, at gravide med migræne har 50 procent øget risiko for forhøjet blodtryk sammenlignet med gravide uden migræne.

Men også efter barnet er kommet til verden, er familien oftere i kontakt med Sundhedsvæsenet, viser undersøgelsen.

- Vi kan se, at den nyfødte har en lille øget risiko for at blive indlagt, at forældrene har indløst receptpligtig medicin, eller at der opstår akut lungesvigt eller feberkramper hos barnet, fortæller Nils Skajaa.

Forskeren understreger derfor, at migræne under graviditet skal tages alvorligt.

Medicin kan nedsætte risikoen

Resultaterne i undersøgelsen peger dog også mod en løsning.

Det er vigtigt at behandle migræne, hvis du er gravid. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

- Heldigvis tyder det på, at hvis man får behandling for sin migræne under sin graviditet, så nedsætter medicinen den øgede risiko for de komplikationer, som vi fandt, siger Nils Skajaa.

Han anbefaler altså gravide med migræne til at søge egen læge.

- Det er vigtigt at tage migræne alvorligt under graviditet, så tag en samtale med din læge, råder Nils Skajaa.

Facebook
Twitter