Mundbind er blevet et nyt våben i kampen mod coronavirus i Danmark. Det er de fleste danskere efterhånden blevet opmærksomme på.
Men på de sociale medier diskuteres effekten af mundbind heftigt blandt nogle.
DR Viden erfarer, at der på Facebook deles opslag om, at mundbind kun virker mod bakterier og ikke mod vira som for eksempel corona.
Og det er vildledende information, mener Brian Kristensen, der er læge og sektionsleder i Infektionsepidemiologi og Forbyggelse ved Statens Serum Institut:
- Det er sandt, at en kirurgisk maske, også kaldet mundbind, er testet til at forhindre bakterier. Men vi kan se, at når sundhedspersonale og andre går med mundbind, er der en nedsat risiko for, at de bliver inficerede med virus, siger Brian Kristensen.
Han bakkes op af Søren Riis Paludan, der er professor i virologi og immunologi ved Aarhus Universitet:
- Der er ingen, der har påstået, at mundbind kan reducere smitterisikoen til nul. Men vi ved, at det reducerer risikoen, siger han.
Eksperterne henviser blandt andet til en stor international undersøgelse publiceret i det videnskabelige tidsskrift Lancet tidligere i år.
Mundbind blokerer ikke alle dråber
Skeptikerne skriver på Facebook, at mundbind er gode til at blokere bakterier, da de er langt større end virus. Og den er god nok.
Men mundbindet kan også blokere en del vira. For det nye coronavirus opholder sig typisk i dråber, og de dråber kan være mindst lige så store som bakterier, forklarer Søren Riis Paludan:
- Så mundbind holder rent faktisk nogle vira tilbage, og derfor holder argumenterne om, at mundbind kun kan blokere bakterier, ikke, siger Søren Paludan.
Vira kan også være i meget små dråber. Dråben kan måske være så lille, at den er inde i det, der kaldes en aerosol. Det betyder, at nogle dråber potentielt kan ryge derind, hvor mundbindet ikke slutter helt tæt.
- Hvis man skulle være 100 procent sikker på ikke at få virus ind, så skulle masken være hermetisk tillukket, så luften ikke trænger igennem. Og så kan du ikke få luft, siger Brian Kristensen.
I nogle situationer har man fremstillet særlige masker, hvor luften ikke kan komme ind på samme måde som ved mundbind. Det gælder for eksempel ved behandlingen af patienter med sygdommen ebola, som er meget smitsom og dødelig.
Du skal stadig holde afstand
Både Brian Kristensen og Søren Riis Paludan understreger, at brugen af mundbind blot er endnu et redskab til at holde smitten nede i landet.
Hvis vi skal have kontrol over det nye coronavirus, er det vigtigt, at vi samtidig holder fast i vaner som at holde afstand og spritte af.
- Det går ofte galt, når folk tror, at vi reducerer smitterisikoen til nul ved at bruge mundbind. Vi taler om at reducere folks risiko for at blive smittet på populationsniveau og dermed virusspredning i samfundet, siger han.
Derudover er det vigtigt, at du bruger mundbindet korrekt, forklarer Brian Kristensen:
- Det er pinevigtigt, at du ikke forurener din hånd med det, der sidder på mundbindets yderside og derefter fører hånden op til munden. Så har du ikke vundet noget som helst ved det, siger han.
Her kan du se, hvordan du bruger mundbind korrekt.
Sundhedsstyrelsen anbefaler desuden, at mundbind bør være af medicinsk/kirurgisk kvalitet (type I og type II). Det vil sige, at de er fabriksfremstillede og CE-godkendte.
Her kan du læse om mundbind, som Sikkerhedsstyrelsen har fundet på det danske marked, der ikke lever op til lovgivningens sikkerhedskrav.