Mystiske symptomer efter HPV-vaccine kan skyldes almindelige infektioner

Infektioner som hals- og bihulebetændelse kan være skyld i, at nogle kvinder oplevede bivirkninger.

Forskning har flere gange slået fast, at HPV-vaccinen er sikker og effektiv. (Foto: National Cancer Institute © Unsplash)

I 2015 sendte TV2 en dokumentar om piger og unge kvinder, der fik bivirkninger efter HPV-vaccinen, som forebygger livmoderhalskræft.

Pigerne oplevede blandt andet træthed, hovedpine, svimmelhed og koncentrationsbesvær.

Efterfølgende er det igen og igen blevet slået fast, at HPV-vaccinen er både sikker og effektiv, og ingen forskere har kunnet finde en sammenhæng mellem vaccinen og de symptomer, som pigerne beskrev.

Så hvor kommer de vaccinerede piger og kvinders symptomer fra?

Det har en ny undersøgelse fra Aarhus Universitet kigget nærmere på.

Forskerne kan se, at hvis kvinderne havde en infektion i måneden efter - eller op til - deres HPV-stik, var der op til 150 procent større risiko for, at de blev henvist til et HPV-center med deres symptomer.

Der er tale om almindelige infektioner som for eksempel hals- eller bihulebetændelse.

Symptomer minder om kronisk træthedssyndrom

Lene Wulff Krogsgaard har været med til at lave undersøgelsen i forbindelse med sin ph.d. på Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet.

Ideen til undersøgelsen fik forskerne, fordi infektioner som eksempelvis halsbetændelse og bihulebetændelse tidligere har været kædet sammen med kronisk træthedssyndrom.

Mange af de symptomer, som pigerne blev henvist til centrene med, mindede meget om de symptomer, man har, hvis man har kronisk træthedssyndrom.

- Så vi tænkte: Kan det i virkeligheden være, at pigerne har haft en infektion, og at det kan være én af forklaringerne på, at de oplever de her symptomer, siger hun og fortsætter:

- Vi kan ikke sige, om det er infektionen i sig selv, der har medført de mulige bivirkninger, eller om det er en kombination mellem en infektion og så det at få HPV-vaccinen.

Undersøgelsen har vist, at piger, der fik behandling mod en infektion omkring vaccinationstidspunktet havde mellem 50 procent og 150 procent højere risiko for senere at blive henvist til et HPV-center.

- Det er påfaldende oftere, at kvinderne med symptomer havde en infektion end andre HPV-vaccinerede kvinder. Det er ikke en tilfældighed, siger Henrik Nielsen.

Han er professor og overlæge ved infektionsmedicinsk afdeling ved Aalborg Universitetshospital.

Han har ikke været med til at lave den nye undersøgelse.

- Vi ved, at symptomer fra en infektion kan vare ved i flere måneder. Det ser vi blandt andet også under covid-19-pandemien. Derfor spiller infektioner nok også en rolle på en eller anden måde for nogle af kvinderne med symptomer, siger han.

Mangler retningslinjer

Der er retningslinjer, der siger, at man ikke vaccinerer personer, der har feber.

Det skyldes først og fremmest, at feber kan påvirke vaccinens effekt.

Men retningslinjerne er også til for at sørge for, at symptomerne ikke bliver forvekslet med bivirkninger fra en vaccine.

Sådan er det dog ikke med infektioner.

- Lige nu er der ikke nogen klinisk retningslinje for, at man ikke vaccinerer personer, der har eller har haft en behandlingskrævende infektion lige i nærheden af, at man giver dem en vaccine, fortæller Lene Wulff Krogsgaard.

Infektioner er ikke hele forklaringen

Selvom forskerne ikke kan slå fast, at infektionerne er årsagen til nogle af pigernes og kvindernes symptomer, så er det stadig vigtigt nyt.

- Det er rigtig relevant for de unge kvinder og piger. De har jo søgt og søgt efter en forklaring på, hvorfor de pludselig fik de symptomer. Det her kan måske give en del af svaret, siger Lene Wulff Krogsgaard.

Hun understreger dog, at hun ikke tror, at infektionerne er hele forklaringen på de mange symptomer hos alle de vaccinerede.

- Det her studie viser, at det kan være en forklaring for nogle af de piger, der blev henvist. Det forklarer ikke alt for alle, men jeg synes, det er en vigtig brik i puslespillet, siger Lene Wulff Krogsgaard.

Det er også vigtigt i forhold til fremtidige vacciner.

- Hver undersøgelse i de mulige bivirkninger bidrager med, at vi får en større forståelse for mekanismerne, når man vaccinerer, siger Henrik Nielsen og fortsætter:

- På den måde har vi mere viden og bliver bedre rustet til fremtidige situationer, hvor der kan opstå mistanke til bivirkninger efter nye vacciner.

FacebookTwitter