Myterne holder sjældent: Light er sundere end sukkerfyldt sodavand og snolder

Light-sodavand gør dig næppe overvægtig eller kræftsyg, men sødemidlerne kan ændre dine tarmbakterier.

Det er lørdag aften, og du skal forkæles med søde sager og sodavand.

Du går på jagt i supermarkedet, og står nu med valget: Light eller almindelig sodavand?

Slik og sodavand, hvor kaloriefyldt sukker er udskiftet med kunstige sødemidler, frister måske.

For selvom smagen kan være lidt anderledes, kan du spare mange kalorier.

Det giver god mening i en tid, hvor flere bliver overvægtige og får farlige livsstilssygdomme.

Men er sukkerfri alternativer egentlig sunde – eller kan de ligefrem være skadelige?

- Der er myter om, at sødemidler giver lyst til mere sødt og øger vægten, er dårlige for bakterierne i tarmene og endda kan give kræft.

Det fortæller professor Anne Raben fra Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet. Hun er selv involveret i et stort EU-projekt, der skal efterprøve nogle af de mange påstande, der findes om kunstige sødemidler.

Her er en række eksperters dom over lightprodukterne og de myter, der findes om dem.

Sødemidler kan gøre det lettere at tabe sig

Randi Tobberup er ledende klinisk diætist på Aalborg Universitetshospital. I sit møde med overvægtige har hun ofte hørt bekymringen for, at sødemidler skulle øge appetitten eller lysten til sødt.

- Men jeg har aldrig har mødt én person, der selv oplevede, at de spiste mere sødt, efter at de for eksempel har drukket lightsodavand. Tværtimod siger nogle, at det tager toppen af lysten, fortæller hun.

Hendes observation får opbakning af forskningen.

Det fortæller Anne Raben, der derfor undrer sig over, at den type myter bliver ved med at eksistere.

- Tilbage i 1980’erne var der nogle forsøg, der fandt en sammenhæng mellem indtag af kunstige sødemidler og lyst til sukker. Men de er ikke blevet bekræftet i nyere og større undersøgelser. Og for at vi tror på forskning, skal det bekræftes i uafhængige undersøgelser, siger hun.

Visse nyere undersøgelser viser modsat, at chancen for at lykkes med et vægttab faktisk øges, hvis vi erstatter for eksempel sodavand med en light-version.

- Jeg anbefaler derfor overvægtige, at de drikker light, hvis de gerne vil have sodavand en gang i mellem, for det sparer kalorier, siger Randi Tobberup, som dog understreger at tørst generelt skal slukkes i vand.

Aspartam giver ikke kræft

Flere kunstige sødemidler har gennem tiden været mistænkt for at øge risikoen for kræft og andre alvorlige sygdomme. Især har aspartam været under luppen.

Men der er ikke hold i anklagerne.

Det vurderer samtlige af de eksperter, som DR Viden har talt med. Derfor er sødemidlet, ligesom alle andre sødemidler, der bruges i fødevarer herhjemme, godkendt af de europæiske fødevaremyndigheder.

Det skriver Fødevarestyrelsenderes hjemmeside.

- Godkendelsen beror på omfattende videnskabelige undersøgelser af stoffet, der viser, at det ikke er sundhedsskadeligt for mennesker, herunder at stoffet ikke kan give skader på arveanlæg, forstyrrelser i forplantningsevnen eller kræft.

Randi Tobberup minder dog om, at godkendelsen baseres på, at du holder dig under en grænseværdi. Men før du får for meget aspartam, skal du, hvis du vejer omkring 70 kilo, for eksempel drikke 4-5 liter lightsodavand om dagen, fortæller hun.

- Og hvis du er oppe at drikke den mængde, har du under alle omstændigheder et problem, siger hun.

Der har også været skiverier om, at lightsodavand øger risikoen for demens og slagtilfælde. Det afviser eksperterne ligeledes. Læs mere her.

Light-sodavand kan give tandskader

At sukker ikke er godt for tænderne, ved de fleste. Men hvad med kunstige sødemidler?

- Hvis sukkeret er erstattet af sødemidler, er det megagodt til at undgå huller i tænderne, fastslår Bente Nyvad. Hun er professor på Institut for Odontologi og Oral Sundhed på Aarhus Universitet.

Sukker omsættes nemlig til syre af bakterier, der sidder i belægninger på tænderne. Men det slipper du for, når du erstatter sukkeret med sødemidler.

- Kunstige sødestoffer kan bakterierne typisk ikke omsætte til syre, og så er risikoen for huller altså mindre.

Bente Nyvad understreger dog, at alle sure læskedrikke, også light sodavand, alligevel kan være skadeligt for tænderne. Sure læskedrikke har nemlig ofte en lav ph-værdi, fordi der er syre i.

- Problemet med syren er, at den kan ætse tandemaljen ikke kun der, hvor der sidder belægninger. Så syren i lightsodavand kan give syreskader, siger hun.

Syreskader kommer ofte snigende efter længere tids indtag af læskedrikke. Undertiden ændres tændernes form, så det kræver behandling hos tandlægen.

Sødemidler kan ændre tarmbakteriernes sammensætning

I dine tarme lever billioner af bakterier. De er er afgørende for dit helbred.

Det fortæller professor og forskningsleder Oluf Borbye Pedersen fra Novo Nordisk Fondens Metabolismecenter på Københavns Universitet.

- Bakterierne er vigtige for hvor gode vi er til at modstå sygdom, for stofskiftet - de påvirker praktisk talt alle vores organer, inklusiv hjernen.

Noget mad gør, at der kommer flere bakterier, der er gode for vores krop og helbred, mens andet mad øger mængden af bakterier, der potentielt kan gøre os syge. Men hvad med sødemidler?

- Det er et broget billede. For der findes flere forskellige grupper af sødemidler, og de påvirker meget forskelligt, siger Oluf Borbye Pedersen.

De fleste grupper ser dog ud til at have en negativ betydning for tarmbakterierne. Det viser en ny videnskabelige rapport.

Alligevel er det for tidligt at konkludere, at de er skadelige for vores helbred, understreger Oluf Borbye Pedersen.

For betydningen af de ændringer for vores almene sundhed har forskerne langt fra overblik over.

Generelt peger Oluf Borbye Pedersen dog på, at langt de fleste mennesker trygt kan indtage kunstige sødemidler i de anbefalede mængder uden at det går ud over tarmenes sundhed.

- Men lider du af en tarmsygdom, for eksempel irriteret tyktarm, Crohns sygdom eller colitis ulcerosa, så vil jeg anbefale, at du holder dig fra sødemidler, siger han.

Alt i alt: Light er nok godt nok

Forvirret? Det er meget forståeligt.

For ligesom med så meget andet, er det ikke sort-hvidt. Når du vælger at putte noget i munden, påvirker det en masse ting.

Men overordnet set er der ikke grund til at tro, at sødemidler er farlige for dig, så længe du ikke er for eksempel allergisk overfor dem eller indtager det i meget store mængder.

Hvis du har tendens til at få for mange kalorier ind, kan de endda være en god måde at spare på dem.

- Specielt i drikkevarer, hvor vi potentielt kan få rigtig mange kalorier meget hurtigt, uden de bidrager særlig meget til mætheden. Hvis du erstatter din sodavand med en sukkerfri, er det godt, fastslår Anne Raben fra Københavns Universitet.

Når det gælder andre fødevarer, skal man dog være opmærksom på, at de godt kan være kalorietunge, selvom det tilsatte sukker er erstattet med sødemiddel. For nogle gange er der tilsat ekstra stivelse eller fedt.

- Så tjek nærringsindholdet, råder Anne Raben.

Facebook
Twitter