Nu kan en DNA-test fra nettet faktisk gøre dig (lidt) klogere på dit helbred

Teknologien bag gen-analyser er kommet langt, men kvaliteten på det private marked er svingende, konkluderer to eksperter.

(© dr)

Kunne du tænke dig at få lavet en DNA-test?

De fleste af os ved ikke, om vores DNA er sammensat på en måde, der gør, at vi har en øget risiko for at få kræft eller hjerteproblemer.

Indtil for få år siden kunne vi kun gætte på, hvem der havde været heldige og uheldige i livets helt store lotteri.

Men i dag kan forskere læse gener – og de er endda godt på vej til også at forstå det, de læser.

En konsekvens af det er, at flere private virksomheder nu tilbyder DNA-test. I sidste uge annoncerede virksomheden MyHeritage, som indtil videre kun har solgt DNA-test for slægtskab, at de nu også har en DNA-sundhedstest.

Men hvad får du egentlig at vide, når du tager en privat DNA-test på internettet, og kan du stole på det?

Anne-Marie Gerdes er klinikchef på Rigshospitalets Genetiske Afdeling og formand for Etisk Råd. Hun er generelt kritisk overfor de gentest, man kan købe på nettet.

- Jeg vil vove den påstand, at du ikke får en reel indsigt i dine gener og risiko for sygdom af at tage sådan en test. Det er meget svært at gennemskue, om resultaterne er korrekte og meningsfulde, vurderer hun.

De private test kan overse meget

Anne-Marie Gerdes mener, at mange af de private DNA-test ikke er nøjagtige nok. Der er nemlig som regel tale om såkaldte SNP-test, som ikke læser hele vores DNA-kode, men leder kun efter nogle helt bestemte variationer eller sygdomsgivende fejl i DNA’et.

For nogle sygdomme leder testene efter en enkelt fejl. Har du fejlen, er der også en stor risiko for, at du udvikler sygdommen.

Andre sygdomme er genetisk mere komplicerede. For eksempel er der mange variationer i dit DNA, der hver især spiller en lille rolle for, om du har særlig stor risiko for at få hjerteproblemer. For eksempel blodpropper.

(© dr)
(© dr)

Problemet er, at der kan være en lang række andre variationer, end lige netop dem, som en privat DNA-test undersøger for, som også øger vores risiko for hjertesygdomme.

- Det kan resultere i falsk-positive resultater, siger Anne-Marie Gerdes.

Det betyder, at du som forbruger kan få at vide, at du har en meget lille risiko for for eksempel blodprop, men i virkeligheden er din risiko ikke mindre end for gennemsnittet. Hvis du indretter din livsstil efter de forkerte resultater, kan det få uheldige konsekvenser.

Ny type test er bedre

Thomas G. Jensen, der er professor i medicinsk genetik og institutleder på Institut på Biomedicin på Aarhus Universitet, er enig i, at DNA-test ikke giver den absolutte sandhed.

- Helt overordnet har der været meget stor usikkerhed med de her test. Tidligere har mange sammenlignet testene med et horoskop, fortæller han og henviser til, at testene tidligere var baseret mere på spådom end videnskab.

Man han mener dog, at den nye test fra MyHeritage adskiller sig fra mange andre private DNA-test, fordi den undersøger for langt flere forskellige variationer i DNA’et.

- Jeg mener, at det er en ny type test, de tilbyder. Man kan købe den, hvis man er interesseret i at vide lidt om, hvad ens risiko er for en række sygdomme. Men man skal også tage en masse forbehold, siger Thomas G. Jensen.

Han nævner blandt andet, at miljøfaktorer og livsstil også spiller en stor rolle for, om du udvikler mange sygdomme. Og det gælder, uanset om din risiko set ud fra generne er stor eller lille.

Fire ud af fem resultater var forkerte

Men en ting er, at testene ikke fortæller alt. Noget andet er, hvis du tror, at du har risiko for en livstruende sygdom, uden at det reelt er sådan, det forholder sig.

- Vi har på det seneste haft en håndfuld patienter, der efter en privat DNA-test er bekymrede for, at de havde uheldige varianter i generne for arvelig brystkræft. Men i fire ud af fem tilfælde har det været forkerte resultater. Vi har i hvert fald ikke har kunne genfinde dem, fortæller Anne-Marie Gerdes.

De patienter, som Anne-Marie Gerdes henviser til, havde taget en privat DNA-test. Vi ved dog ikke hvilken. Kun at det ikke var MyHeritages test, da den først kom på markedet i sidste uge.

På internettet kan man finde en lang række DNA-test, som adskiller sig kraftigt fra hinanden både i forhold til pris og analyse-metode. Der findes både mindre danske virksomheder og store udenlandske virksomheder, der sælger disse DNA-test.

MyHeritage: Vores test er afprøvet på 250.000 mennesker

Professor Yaniv Erlich, som er forskningschef hos MyHeritage, mener, at firmaet har taget en række valg, der gør deres test mere sikker end flere af de private DNA-test, som hidtil har været at finde på internettet.

- Vi har testet den på 250.000 mennesker og set, at sygdomsfrekvenserne er som forventet. Der er ikke mange laboratorier, der kan sige, at de har afprøvet deres produkt på så stor en testgruppe, fortæller han.

Undersøgelsen er dog blevet udført af MyHeritage selv, som ikke har udgivet en artikel i et akademisk tidsskrift om det. Derfor har DR Viden ikke kunne vurdere undersøgelsens kvalitet.

Yaniv Erlich fortæller også, at hvis MyHeritages test viser, at du har en DNA-fejl, der kan give en alvorlig arvelig sygdom, for eksempel arvelig brystkræft, modtager du en ekstra test gratis. For at være sikker på at resultatet er korrekt.

Alligevel vil Anne-Marie Gerdes ikke stole på resultatet, hvis en patient bliver henvist til hende på baggrund af en privat DNA-test.

- Hvis en patient kommer til os med sådan en test, så vil vi altid starte med at lave en hel udredning og lave en DNA-undersøgelse selv, siger hun.

Vordende forældre kan have farligt gen

Anne-Marie Gerdes er dog ikke kun negativ overfor DNA-test, som er købt på nettet. For der er sygdomme, som det ifølge hende kan give mening at teste for.

- Man kan godt overveje, om det for eksempel giver mening at tilbyde vordende forældre en test for, om de er raske anlægs-bærere af cystisk fibrose, fortæller hun.

Cystisk fibrose er en alvorlig sygdom, der resulterer i store lungeproblemer og en væsentligt nedsat levetid. Sygdommen er arvelig, men et barn kan kun udvikle den, hvis begge forældre er raske bærere. Hver 30. etniske dansker er rask bærer.

En undersøgelse af, om du er bærer af cystisk fibrose, er en del af de fleste af de private DNA-test.

Men selv om en test for for eksempel cystisk fibrose kan give mening, mener Anne-Marie Gerdes ikke, at de private gentest nødvendigvis er sagen.

- Man kan stadig være anlægs-bærer, men have en anden genvariant end de mest almindelige. Det gen, der spiller en rolle i cystisk fibrose, er et stort gen, og der kan ses variationer mange steder i genet, forklarer hun.

Derfor er det bedste at læse og analysere hele genet. Ikke kun tjekke for de mest almindelige fejl, forklarer Anne-Marie Gerdes.

Derudover mener hun, at det ville være mere rimeligt, at alle vordende forældre fik tilbud om at blive undersøgt.

Ikke kun dem, der har råd, mod og overskud til at tage en privat test.

Meget bedre end et horoskop

Alt i alt vurderer Anne-Marie Gerdes ikke, at det kan betale sig at bruge penge på en privat DNA-test.

- De lover mere, end de kan holde. Men teknologien udvikler sig hurtigt, så det vil sandsynligvis forbedre produkterne, siger hun.

Yaniv Erlich mener ikke, at MyHeritage lover for meget. I pressemeddelelsen om deres nye DNA-test gør firmaet det klart, at testen hverken skal diagnosticere, forebygge eller behandle nogle sygdomme eller lidelser.

- Men vi vil give folk muligheden (for at vide mere om deres gener, red.). Produktet er ikke altomfattende, og det siger vi også. På den måde er vi ærlige, siger han.

Thomas G. Jensen er enig.

- Det er vigtigt at tage forbehold og vide, at det er begrænset, hvad man som individ kan bruge det her til. Men teknologien bag er nu så langt, at det ikke længere er at sammenligne med et horoskop, vurderer han.

Facebook
Twitter