Ny dansk opdagelse vil give bedre medicin mod depression

For cirka 30 procent af patienterne virker den nuværende medicin ikke.

De seneste 30-40 år har medicinen ikke ændret sig væsentligt, men det kan ny opdagelse måske lave om på. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Hvis du bliver ramt af en depression, er der heldigvis hjælp at hente. Du kan blandt andet få terapi eller medicin mod den psykiske lidelse.

Desværre hjælper medicinen ikke alle. Hos cirka 30 procent af patienter med depression, virker medicin ikke.

Derfor er det godt nyt, at en dansk-amerikansk forskergruppe har fundet en måde, hvor de måske kan gøre depressionsmedicin endnu mere effektivt.

Med den nye opdagelse kan forskerne nu i endnu højere grad styre, hvordan medicinen påvirker patienten.

Det nye studie er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Nature Communications.

Medicin stopper oprydning i din hjerne

Hvis du er deprimeret, kan det ofte hjælpe at øge mængden af serotonin i din hjerne.

Serotonin er et signalstof, der er vigtigt, fordi det blandt andet er med til at styre dit humør.

Derfor er forskerteamet dykket helt ned i depressionsmedicinen ‘vilazodon’, der er på markedet i USA og Canada.

I den type medicin, kaldet SSRI, bliver et særligt protein i hjernen reguleret.

I din hjerne bliver der hele tiden frigivet serotonin. Her er proteinets opgave at fjerne det aktive serotonin i hjernen, så der igen er plads til et nyt skud serotonin.

Med medicinen slukker man for ‘oprydningen’, så serotoninen ikke bliver fjernet så hurtigt. Serotonins øgede aktivitet kan hjælpe på depressionen.

Tidligere har forskere troet, at alle former for SSRI-medicin regulerede proteinet på samme måde. Men det ændrer det nye studie på.

- Ved andet medicin kan vi kun slukke for ‘oprydningen’ af serotonin. Men i vilazodon finder vi muligheden for en ny mekanisme, vi kan udnytte, siger Claus Juul Løland.

Han er professor ved Institut for Neurovidenskab ved Københavns Universitet, og en af hovedforfatterne bag det nye studie.

- I stedet for bare at have en tænd-sluk mekanisme, kan vi skrue op og ned for oprydningen, som på en volumeknap.

Vi har brug for nyt medicin

Det er kærkomment, at forskerne nu aner en mulighed for at lave depressionsmedicin på en ny måde.

- De seneste 30-40 år har medicin mod depression ikke ændret sig væsentligt. Der er ikke noget nyt på markedet, der kan gøre noget markant anderledes end den nuværende medicin. Forskningen har lidt spillet fallit her, siger Claus Juul Løland og fortsætter:

- Der er virkelig brug for nye midler og stoffer, der kan hjælpe personer med depression. Vores nye opdagelse kan være en ny måde at hjælpe i fremtiden, siger han.

Kan hjælpe på flere psykiske sygdomme

Forskerne er helt nede på molekyleniveau, hvor de kan se præcist, hvilke mekanismer, der får medicinen til at virke.

Derfor kan de også bruge den nye viden til at udnytte, hvordan fremtidens lægemiddel skal styre serotonin-niveauet.

- Her åbner sig et vindue med nogle nye muligheder, som vi ikke har kendt til før. Det kan påvirke måden vi laver depressionsmedicin, siger Claus Juul Løland.

Han ser to måder, deres nye opdagelse kan blive brugt i fremtiden.

- I de lande, hvor vilazodon er godkendt, kan man afprøve det som behandling allerede nu. Fordi vilazodon er lidt anderledes i sin opbygning, kan det måske hjælpe patienter, der ikke har glæde af andet medicin mod depression, siger han og fortsætter:

- I et langsigtet perspektiv håber jeg, at vores opdagelse åbner op for at lave medicin på en ny måde, som er i stand til at finjustere serotonins aktivitet. Der er potentiale for, at man også kan behandle andre psykiske sygdomme med den slags behandling.

Facebook
Twitter