Ny forskning: Diabetes er ikke to, men fem forskellige sygdomme

En ny kategorisering af diabetes kan føre til bedre og mere præcis behandling af forskellige typer af patienter, mener forsker.

Ny forskning viser, at diabetes kan deles op i fem grupper. Og det kan gøre behandlingen af sygdommen mere præcis, mener forsker. (Foto: © lev dolgachov, ColourBox)

Mange danskere lider af diabetes. En tilstand, der altid er blevet inddelt i to kategorier: Type 1- og type 2-diabetes.

Men nu har nordiske forskere fundet ud af, at sygdommen faktisk kan deles op i fem grupper. Og det kan få afgørende betydning for behandlingen af diabetes i fremtiden.

- Det er absolut banebrydende forskning og resultater af allerhøjeste internationale klasse. Der er ingen tvivl om, at de personer, som har diabetes, og de læger, som læser det her, vil begynde at tænke over, om virkeligheden ikke er skruet lidt anderledes sammen end hidtil antaget, siger Niels Ejskjær, klinisk professor på Steno Diabetes Center Nordjylland på Aalborg Universitetshospital.

De fem grupper

  • Gruppe 1 minder om den type 1-diabetes, vi allerede kender. Det er forholdsvist unge mennesker helt uden insulinproduktion. Deres immunapparat har ødelagt de insulin-producerende celler i bugspytkirtlen.

  • Gruppe 2 er også unge, og de har heller ingen insulinproduktion. Men det skyldes ikke immunapparatet. I stedet er der noget galt med cellerne, som producerer insulin. Denne gruppe har øget risiko for diabetiske øjenskader.

  • Gruppe 3 er generelt overvægtige og svært insulinresistente. Det vil sige, at bugspytkirtlen producerer rigeligt insulin, men kroppens celler reagerer ikke på det længere. Denne gruppe har øget risiko for diabetiske nyreskader.

  • Gruppe 4 er en mildere diabetes, som minder om gruppe 3. De er også overvægtige, men deres sukkerstofskifte er nær normalt.

  • Gruppe 5 er en mildere, aldersrelateret diabetes, som indfinder sig i en højere alder end i de andre grupper, og udvikler sig mindre kraftigt med hensyn til sen-komplikationer.

Behandling kan skræddersyes den enkelte patient

Den nye forskning kommer fra Lunds Universitets Diabetescenter i Sverige og Institut for Molekylær Medicin i Helsinki i Finland - og er baseret på data fra over 14.775 diabetespatienter.

- Det her studie åbner op for en helt ny verden og peger i retning af, at vi med tiden vil kunne beskrive mange flere forskellige diabetestyper og dermed også kunne sige hvilken type diabetes, der er farligst. Vi håber, at vi i fremtiden vil kunne sætte ind tidligt, og at vi vil kunne skræddersy behandlingen til den enkelte patient, siger Niels Ejskjær og fortsætter:

- I en af de nye grupper i studiet synes der for eksempel at være højere risiko for påvirkning af synet. Og i en anden af grupperne en højere risiko for at få skade på nyrerne. Mit bud er, at vi indenfor nogle år vil være i stand til at gøre en ekstra stor indsats for, at skaderne ikke indtræffer hos den enkelte person med diabetes, siger han.

Diabetesforeningen: Det er en win-win

Ifølge administrerende direktør i Diabetesforeningen, Henrik Nedergaard, er den nye forskning både godt nyt for patienter og for samfundet.

- Det er helt i overensstemmelse med, hvordan vi ønsker det i Diabetesforeningen – nemlig at vi ser på den enkelte patient. Det vil betyde for den enkelte patient, at han eller hun får en større livskvalitet og kan leve på lige vilkår med alle andre, siger han.

- Og når vi gør det, så gavner vi også samfundsøkonomien. Så det er en win-win, fortsætter Henrik Nedergaard.

Han håber, at Sundhedsstyrelsen vil tage det alvorligt, og at læger og sundhedspersonale bliver mere opdateret på den nye viden.