Ny teknik kan afsløre langt flere tilfælde af livmoderhalskræft

En ny teknik kan sikre, at vi opdager næsten alle kvinder med livmoderhalskræft og samtidig undgår overbehandling. Det har stort potentiale i Danmark, vurderer ekspert.

Fra 2020 bliver en ny screeningsteknik indført i Danmark. Man vil undersøge kvinder for HPV-virus i stedet for at undersøge for celleforandringer.

I Danmark tilbydes alle kvinder mellem 23 og 64 år regelmæssig screening for livmoderhalskræft.

Men selvom screeningen hvert år redder liv, er det ikke alle tilfælde, der bliver fanget.

- Med den nuværende metode finder vi 60-65 procent af de kvinder, der har celleforandringer eller i værste fald livmoderhalskræft, siger Jesper Bonde, seniorforsker på Patologiafdelingen, Hvidovre Hospital.

Fra 2020 bliver en ny screeningsteknik derfor indført i Danmark. Man vil ikke længere lede efter celleforandringer. I stedet vil screeningen finde de HPV-infektioner, der giver celleforandringer.

- HPV-screening vil betyde, at vi finder op til 95 procent af de kvinder, der skal i behandling. Og det er meget positivt. Men molekylær screening kan føre til mere overbehandling, med mindre vi effektivt kan skelne mellem de kvinder, hvor en HPV-infektion ikke har nogen betydning og dem, hvor infektionen har betydning, siger Jesper Bonde.

Overbehandlingen skyldes, at mange kvinder er HPV-positive uden, at de har celleforandringer.

Ny teknik kan finde forandrede celler

For at undgå overbehandling er jagten gået ind på at finde en effektiv metode til hurtigt at sortere de raske kvinder med HPV fra dem, der har celleforandringer.

- Overbehandling har omkostninger. Både personligt for den enkelte kvinde og økonomisk for sundhedsvæsnet, forklarer Jesper Bonde.

Nu har en gruppe internationale forskere fundet en teknik, der kan vise sig at være løsningen. Tanken bag teknikken er at undersøge, om HPV-infektionen hos den enkelte kvinde har forandret cellerne i livmoderhalsen genetisk. Metoden undersøger den såkaldte methyleringsprofil af både menneskelige celler og virusgener i prøven.

- Er der methylering, så er der sket skade på cellerne som følge af HPV. Men hvis der ikke er methylering, så viser resultaterne, at vi med næsten 100 procents sandsynlighed kan udelukke, at der er uopdaget kræft gemt i prøven, siger Jesper Bonde.

Fandt flere kvinder med kræft

Forskerne har afprøvet teknikken på næsten 16.000 kvinder i Canada med lovende resultater. Her fandt analysen alle invasive livmoderhalskræft- tilfælde i gruppen af undersøgte kvinder. Til sammenligning blev knapt halvdelen opdaget alene med en HPV-test og 25 procent med et celleskab.

- Det er en flot og veludført undersøgelse, som jeg læser med stor interesse, siger Jesper Bonde.

Han er helt overbevist om, at teknikken – eller en lignende teknik – vil blive indført i Danmark indenfor en kort årrække.

- Vi arbejder selv med udvikling af tilsvarende systemer sammen med europæiske kollegaer. Vores resultater matcher meget godt de her erfaringer. Om det er den ene eller anden methyleringsanalyse, der er bedst, er for tidligt at spå om, men hovedbudskabet er, at vi med brug af methylering som en del af screeningsanalysen kan sikre, at der ikke er uopdaget kræft i en screeningsprøve, siger Jesper Hansen.

Han mener derfor, at de nye resultater i en ikke fjern fremtid kan være med til at gøre screeningen for livmoderhalskræft endnu bedre.

Facebook
Twitter