Nyfødt abe er kommet til verden ved hjælp af et stykke frossen testikel

Forskere har fundet en ny måde at skabe liv på. Det kan hjælpe kræftramte drenge til at bevare fertilitet.

Grady er den første abe, der er født ved hjælp af umodent testikelvæv. Stamcellerne blev opsamlet, før hendes far var kommet i puberteten. (© OHSU)

Denne lille, søde baby-abe Grady er ikke helt almindelig.

Den er nemlig kommet til verden ved hjælp af et lille stykke frossen abe-testikel, og det giver udsigter til en ny måde at bevare fertiliteten for fx kræftramte drenge.

Amerikanske forskere har vist Grady frem og fortalt, hvordan aben er kommet til verden ved hjælp af frostprøver fra en abe-testikel, som er taget før Gradys far kom i puberteten.

Det har altså ikke været nødvendigt at bruge sædprøver, for at få Grady til verden.

Og det er et vigtigt skridt, forklarer professor Claus Yding Andersen fra Rigshospitalet til videnskabsmagasinet Så vidt vi ved på P1.

- De har vist med aben, at man kan få stamcellerne i sin biopsi til at lave de sædceller, som er nødvendige for at befrugte partnerens æg. Det er første gang, det er sket, siger han.

Gennembrud i måden at skabe laboratoriebørn

Helt konkret har de amerikanske forskere først været inde og skære i Gradys far og fire andre makakaber, der alle var for unge til at producere sædceller. Her fjernede de en testikel på dem hver og frøs dem ned.

Derefter sikrede forskerne sig, at aberne var sterile ved at fjerne deres sidste testikel.

Da aberne blev ældre og kom i puberteten, blev de frosne testikler tøet op og opereret ind i pungen på den abe, hvor prøven var taget.

Otte til tolv måneder senere, var forskerne i stand til at hente væv fra transplantaterne i aberne og udvinde sæd fra det i laboratoriet.

Det resulterede i 138 befrugtede æg, hvoraf 11 fostre blev overført til kvindelige aber.

Én af de kvindelige makakaber blev gravid og satte Grady til verden.

Kan sikre drenges mulighed for at få børn

I dag er særligt kræftramte mænd i farezonen for at miste fertiliteten, fordi kræftbehandlingen skader produktionen af sædceller.

Heldigvis kan lægerne fryse sædceller ned ved minus 200 grader, så de slipper for at tage skade af kræftbehandlingen.

Men den løsning kan ikke bruges ved drenge, der ikke er kommet i puberteten, forklarer Claus Yding Andersen.

- Hvis behandlingen sker før puberteten, laver drengen ikke sædceller. Så har vi kun de stamceller, der senere starter produktionen af sædceller. Ved at tage en biopsi af testiklen og fryse den, så kan vi bevare de stamceller, forklarer han.

Nu er det altså lykkedes forskere, rent faktisk at få en abe til verden ved hjælp af de kolde testikelprøver.

Dermed kan Grady bane vejen for, at kræftramte drenge også har mulighed for at få biologiske børn.

Og faktisk opbevarer man på Rigshospitalet allerede testikelprøver, som potentielt kan bruges på samme måde, som sædprøver kan i dag.

- Lige nu kan vi ikke gøre sådan. Men der går nok også 25 år, før drengene kommer og spørger, om vi ikke havde noget af deres væv i fryseren, fortæller Claus Yding Andersen.

Facebook
Twitter