Overraskede forskere: 2.600 år gammelt skelet havde velbevaret hjerne

Efter 11 år har de fundet forklaringen på, hvorfor hjernen har holdt sig så godt.

Ifølge de britiske forskere har hjernen en konsistens, der minder om tofu. (Foto: Fotocollage: Mathis Birkeholm Duus/Originalt foto: Dr. Axel Petzold)

Tilbage i år 2008 fandt engelske arkæologer kraniet fra en mand, der først var blevet hængt og derefter halshugget for mere end 2.600 år siden.

Mandens hud, hår og organer var for længst blevet nedbrudt af naturen.

Men da arkæologerne undersøgte kraniet nærmere, fandt de et stykke af mandens hjerne i en sjældent velbevaret tilstand.

Hjernen var skrumpet ind til 20 procent af sin oprindelige størrelse, men den fremstod med tydelige hjernefolder og lignede på mange måder en hjerne, som vi kender den.

Hvorfor hjernen var bevaret, når resten af vævet var nedbrudt, vidste arkæologerne ikke. Men i en ny undersøgelse er de kommet tættere på et svar.

Forskerne studerede hjernen med et mikroskop og sammenlignede proteinernes struktur med en hjerne, der lige var fjernet fra et lig.

Da de sammenlignede de to hjerner, kunne de se, at proteinerne i den gamle hjerne ikke var nedbrudt lige så hurtigt, som den burde.

Hvad består hjernen af?

  • Hjernen består ligesom resten af vores krop hovedsageligt af vand. Når hjernen stadig sidder i kraniet og er i brug, er omkring 75 procent af den vand.

  • Hvis hjernen drænes for væske, består det resterende af hjernen af omkring 60 procent fedt. Det gør hjernen til det fedeste organ i kroppen.

  • Fedtet, som hjernen består af, er komplekse fedtsyrer som for eksempel DHA. DHA er en Omega-3 fedtsyre. Omega-3 fedtsyrer spiller blandt andet en en vigtig rolle i opbygningen og funktionen af cellemembraner i hjernen.

  • Kilde: NatGeo, Videnscenter for Demens.

Den langsomme nedbrydning gjorde, at proteinerne fik mulighed for at klumpe sig sammen på en måde, man ofte ser hos mennesker med demens.

Sammenklumpningen gjorde det muligt for fedtstofferne i hjernen at indkapsle proteiner, hvilket har været med til at bevare den.

Velbevarede hjerner findes ofte i byer

Grunden til, at proteinerne i hjernen ikke er blevet nedbrudt så hurtigt, er, ifølge de britiske arkæologer på grund af mindre aktivitet fra et enzym kaldet protease.

Protease bryder proteiner ned i mindre dele.

Ifølge Jesper Lier Boldsen, som er professor i antropologisk biologi ved Retsmedicinsk Institut på Syddansk Universitet, giver det god mening, at der har været nogle ting i jorden, der har hæmmet proteaserne.

- Det er sjældent, at vi ser hjerner, der er bevarede, uden der er sket en mumificering af kroppen. Men de tilfælde, hvor jeg har set det, har det været i en særlig type jord, der er helt sort og fedtet. Og man finder oftest den type jord på steder, hvor der er meget nedbrudt affald.

Jesper Lier Boldsen fortæller, at man for eksempel har fundet bevarede hjerner på gamle bykirkegårde, hvor større mængder affald gennem tiden er blevet nedbrudt.

For sent at finde svar

De britiske forskere er i den nye undersøgelse kommet nærmere et svar på, hvorfor hjernen er bevaret.

Men de har stadig ikke et svar på, hvad det præcist er i jorden, der har hæmmet enzymerne.

Billederne, der er taget tilbage i 2008, viser hvordan hjernen gemte sig inde i kraniet. (© Dr. Axel Petzold)

Og ifølge Jesper Lier Boldsen er det heller ikke noget, de har mulighed for at finde svar på nu - mere end ti år efter hjernen blev fundet.

- Hvis man skal finde ud af, hvad jorden består af, skal der både være kemikere og jordbundsfolk til stede ved udgravningen, som er klar til at lave en undersøgelse af jorden, når man gør fundet, siger han og fortsætter:

- Men ofte opdager arkæologerne ikke, at der er en hjerne, før de har renset skelettet. Og så er det for sent.

Selvom forskerne ikke får svar på, hvad det præcist er for nogle forhold, der har gjort, at hjernen er så velbevaret, håber de at kunne bruge deres opdagelse til at få en større indsigt i demenssygdomme.

Det vil de gøre ved at undersøge den sammenklumpning af proteiner, der er sket i den gamle hjerne. Det minder nemlig om det, der sker i hjernen hos mennesker med demens.