Psykologer: Vaner er en god ting - men husk at bryde de dårlige

Selvom vi ofte taler om vaner som noget dårligt, er de faktisk sunde for os, mener Svend Brinkmann.

Hvis du vil kvitte smøgerne, skal du selv ville det, siger psykolog Lene Tanggaard i Svend Brinkmanns nye radioprogram, Brinkmanns briks. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Har du et mål om at bryde en vane i 2019? Måske vil du stoppe med at ryge, eller også har du tænkt dig at lade være med at være så meget på Facebook?

Vi taler ofte om vaner som en dårlig ting, men faktisk er det direkte sundt at have vaner.

Lene Tanggaard er professor i pædagogisk psykologi ved Aalborg Universitet. Hun har længe forsket i kreativitet og har i år udgivet en bog om vanebrud. Hun mener, at vaner er nødvendige.

- Noget, jeg har observeret, er, at de mennesker, der skaber noget nyt, gør det på en bund af vaner. Det er ligesom et isbjerg, hvor toppen er kreativitet og bunden er vaner.

- Når man googler kreativitet, så kommer der altid op, at man skal bryde sine vaner, men det kan man jo kun, hvis man har vaner i forvejen. Vanerne udgør vores fundament, og de gør, at vi får noget fra hånden, siger hun.

- Hvis man skal tænke over hvert eneste skridt, man tager, hvordan skal man så nogensinde få den psykologiske energi til at skabe noget, der giver mening?

Den ide, bakkes op af Svend Brinkmann, professor i almenpsykologi på Aalborg Universitet. I det nye P1-program Brinkmanns briks siger han faktisk, at vaner er en af de fundamentale ting ved at være menneske.

Sådan slipper du de dårlige vaner

Men selvom vaner er nødvendige, så er det selvfølgelig ikke alle vaner, der er skabt lige. Derfor får du her et par gode råd til at slippe af med din dårlige vane.

Lene Tanggaard mener, at det er en god idé at skifte sin dårlige vane ud med en anden, bedre vane.

- Hvis du for eksempel ryger, så kan du skifte til damp (e-cigaret, red). Hvis du vil bryde en vane, så duer det ikke, at du står i et tomrum, når du har forladt din vane, så du skal erstatte den med noget, måske endda noget, der giver dig den samme tilfredsstillelse, siger hun.

Hun mener ikke, det virker vanebrydende at forbyde noget - som for eksempel rygning. I stedet skal man tage ejerskab over at bryde sin vane.

- Når lægen siger, at man ikke må, så vil patienten have en tilbøjelighed til at gøre det, han eller hun ikke må. Det handler om ejerskab og om, at man selv synes, det er en dårlig vane. Det skal være dit projekt og ikke andres, siger hun.

Facebook
Twitter