Simon: Magiske svampe i bittesmå doser giver overskud

Kreativ, angstfri, problemløser. Sådan lyder oplevelserne efter indtagelse af små mængder psykedeliske stoffer. Nu skal danskledet forskning undersøge fænomenet.

Ved mikrodosering af LSD tager man fx i en periode ti mikrogram LSD hver fjerde morgen. Det er meget lidt i forhold til en almindelig dosis, der kan være ca. 100 mikrogram. (Foto: Psychonaught - Wikimedia Commons)

- Jeg vejede en svamp af til 0,2 g og spiste den. Pludselig, mens jeg var i gang med at lave mad, slog det mig, at jeg var super fokuseret på det, jeg gjorde, fortæller Simon på 28 år, hvis fulde navn er kendt af redaktionen.

Simon har "mikrodoseret" den psykedeliske psilocybin-svamp. I stedet for at tage en fuld dosis af et psykedelisk stof, som fx psilocybin svampe og opnå et hallucinerende “trip”, så tager han en meget lille mængde.

- Jeg oplevede, at jeg i min hverdag var meget mere fokuseret på det, jeg gjorde, jeg var mere nærværende og tilstede, og jeg havde et kæmpe overskud fysisk og psykisk, fortæller Simon.

Det er han ikke alene om at opleve. Derfor skal forskere nu for første gangen nogensinde undersøge fænomenet mikrodosering.

Psykedeliske stoffer er ulovlige, og det frarådes at du selv eksperimenterer med det, pointerer psykiatrisk overlæge Henrik Rindom.

Psykedeliske stoffer virker mod depression

- Der er utrolig mange interessante positive vidneberetninger om mikrodosering. Folk beskriver øget motivation, kreativitet og velvære, siger danske psykiater og hjerneforsker ved Imperial College London, David Erritzøe, der står i spidsen for forsøget, der netop er blevet etisk godkendt.

Simon har mikrodoseret psilocybin svampe. Der er tidligere forsket, hvordan en fulddosis af psilocybin svampe påvirker folk med depression. Resultaterne tyder på en positiv effekt.

- Selv patienter med svære depressioner har det langt bedre efter forsøg med psilocybin svampe, siger David Erritzøe.

Resultaterne er meget interessante og kan have betydning for fremtidig behandling, mener psykiatrisk overlæge Henrik Rindom:

- Det kan betyde, at der vil ske et fuldstændigt skred i behandlingen af depressive tilstande, og antidepressiver vil få en helt anden plads, siger han.

Ekspert er bekymret: Hjernen kan tage skade

Meget mere skeptisk er Henrik Rindom over for psykedelisk mikrodosering. Han udtrykker i P1-programmet Recept en bekymring for, om mikrodosering kan give skader i hjernen på længere sigt.

Simon, som selv har prøvet at mikrodosere, fortæller, at han bliver overrasket, hvis mikrodosering ikke viser sig at have nogen effekt i den kommende forskning.

Han mikrodoserede psilocybin-svampe i omkring to måneder og stoppede så, fordi han efter den sidste gang ikke oplevede at få den fulde effekt af stoffet.

Folk som Simon vil kunne være med i David Erritzøs forskning. Han inviterer nemlig folk, der i forvejen mikrodoserer, ind til at medvirke i et online forsøg med mikrodosering.

Det er ikke en ikke optimalt studiemetode, erkender han

- Men det kan bruges til hypotesegenerering. Vi kan finde ud af, om der kan være noget om effekten af mikrodosering, siger David Erritzøe.

Facebook
Twitter