Sjældent syndrom: Kvinde bryggede alkohol i sin blære

En kombination af diabetes og en gærsvamp fik kvinde til at tisse alkohol.

Den kvindelige patients urinprøve viste både spor af alkohol, sukker, og gær. (© WikiMedia Commons)

Bliver du rigtig fuld efter bare et par øl? Måske er du bare ikke så modstandsdygtig over for alkohol.

Eller måske lider du af den meget sjældne syndrom med det engelske navn ’auto brewery syndrom’.

Syndromet betyder, som navnet antyder, at du har et minibryggeri i din krop, hvor gærsvampe producerer alkohol af den sukker, du spiser.

Det var tilfældet for en 61-årig kvinde i USA, der har fået amerikanske forskere til at opdage et helt nyt tilfælde af det sjældne syndrom.

Syndromet er tidligere fundet i tarmsystemet, hvor en blanding af bestemte gærsvampe og sukkerholdig mad har sat gang i bryggeriprocessen.

Men det er første gang, at der er registreret et tilfælde, hvor processen foregår i blæren.

Patient måtte insistere på, hun ikke var alkoholiker

De amerikanske læger gjorde opdagelsen, da den 61-årige kvinde ville skrives op til en ny lever.

Kvinden havde både diabetes, som hun ikke var god til at passe, og skrumpelever.

Men til en forundersøgelse blev hun afvist på hospitalet.

I stedet blev hun anbefalet at søge behandling for det alkoholmisbrug, som hendes urinprøver havde sladret om.

Kvinden insisterede imidlertid på, at hun ikke havde nogle problemer med sit alkoholforbrug, og det fik lægerne til at kigge nærmere på prøverne.

Og det var en god beslutning, siger professor i urologi ved Odense Universitetshospital Lars Lund.

- De har jo ikke vidst, hvad det var. Men de har tænkt tanken, at det kunne skyldes gær ligesom i tarmen. Og det var jo så faktisk en gærsvamp magen til den, man bruger til brygning, siger han.

Sådan får du et bryggeri i din blære

Et afgørende skridt på vejen til at etablere et mikrobryggeri i blæren er at få sukkersyge.

Mennesker med sukkersyge har nemlig sukker i urinen.

Alle mennesker har gærsvamp som en del af vores naturlige flora.

Og i et lukket miljø som vores blære, hvor der ikke er noget ilt, kan sukkeret og gærsvampene sætte gang i en alkoholproduktion magen til den, man finder på et bryggeri.

Det forklarer også, hvorfor flere sukkersygepatienter i en ældre undersøgelse viste sig at have en anelse mere alkohol i blodet end andre.

Det er dog ikke noget, man skal være bekymret for.

- Det er overhovedet ikke farligt, og sukkersygepatienter skal ikke være nervøse. Man går ikke rundt og er halvfuld. Det er ekstremt små mængder, siger Lars Lund.

Læger skal stole på patienten

I den amerikanske kvindes tilfælde havde bryggeriet i hendes blære vokset sig så stort, at alkoholen røg ud i hendes urin.

Det var lige ved at koste hende en operation for hendes dårlige lever. Og derfor er fundet enormt vigtigt, mener Lars Lund.

- Jeg er helt sikker på, at der er nogle, der er blevet bortdømt fra transplantation på grund af det her. Man kan som læge nemt få en forudindtagelse, når man opdager alkoholen. Hun drikker. Hun skal ikke have en transplantation, for hun har et misbrug, siger han og fortsætter:

- Det her viser jo, at man som udgangspunkt skal stole på det, som patienten siger.