Skader og grusomme styrt: Sådan kan cykelryttere fortsætte med brækkede knogler og dybe sår

Topatleter har trænet både krop og hjerne til at udholde stor smerte, siger ekspert.

Verdens største cykelløb sender hvert eneste år mange ryttere til tælling. Men på trods af brækkede knogler og slemme sår har feltets topatleter en række værktøjer, som gør, at de ofte kan overkomme smerten og fortsætte, fortæller dansk ekspert. (Foto: CHRISTOPHE PETIT-TESSON)

Landevejscykling er for mange forbundet med en kombination af yndefuld ro og hæsblæsende dramatik.

Slangen af toptrimmede ryttere snor sig år efter år gennem nogle af Europas flotteste landskaber, mens taktiske genistreger og kraftfulde ben afgør, hvem der først krydser målstregen på de lange etaper.

Midt i al kontrollen lurer faren for styrt dog altid lige om hjørnet.

Styrt som ofte kan resultere i brækkede knogler, grimme sår og knuste drømme.

Heller ikke i årets Tour de France har feltet været forskånet for uheld, hvor ryttere kommer i nærkontakt med asfalten.

Både en af årets helt store favoritter i Primoz Roglic og danske Søren Kragh Andersen har måtte udgå af løbet på grund af styrt.

Men selvom skaderne kan blive for slemme, er professionelle cykelryttere lavet af noget helt særligt, når de bider smerten i sig og kommer tilbage på jernhesten.

Det fortæller Lars Arendt-Nielsen, som er professor på Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital, hvor han forsker i smerte.

- Vi har at gøre med toptrænede atleter, som på mange punkter har optrænet perfekte forudsætninger for at kunne håndtere og klare sig igennem smerte, som mange af os andre nok var bukket under for. De har udviklet både fysiske og psykiske fordele, som gør dem i stand til at kæmpe sig igennem helt vanvittige skader uden at stå af cyklen og give op, siger han.

På grund af den høje fart og den meget korte afstand mellem cyklerne, styrter en rytter i feltet sjældent alene. Her er en gruppe væltet på første etape af årets Tour de France. (Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT / POOL)

Kampens hede bremser smerten

Allerede for mere end 100 år siden opdagede læger i militæret, at sårede soldater først for alvor oplevede smerte, når de ikke længere befandt sig midt på slagmarken.

Og der er mange af de samme faktorer i spil, når en cykelrytter styrter midt i et hæsblæsende løb, fortæller Lars Arendt-Nielsen.

- En stress-situation kan i høj grad hæmme eller blokere for smerten, indtil der ikke længere er akut fare på færde. På slagmarken handler det om at komme væk fra krigszonen, inden man tager stilling til skudhullet i sit ben – for cykelrytteren handler det om at komme tilbage på cyklen, inden chancen for at gennemføre løbet forsvinder, siger han.

I nogle tilfælde fortsætter feltets ryttere dog i flere dage – nogle gange uger – med store sår eller brud på knogler.

Her handler det i høj grad om, at topatleter har nogle helt særlige grænser, når det kommer til at føle og håndtere smerte, fortæller Lars Arendt-Nielsen.

- Toptrænede sportsfolk tester altid tårnhøjt, når det handler om smerteopfattelse. Når man er vant til at få en masse tæsk i forbindelse med sin sport – og til at træne gennem smerten – kan man ignorere og leve med rigtig meget. Det er det, vi kalder ’coping’, siger han.

’Man dør ikke af et brækket kraveben’

Når en cykelrytter for eksempel kan cykle videre med 33 sting i balle og lår, handler det også om den måde, han eller hun rent psykologisk tager imod smerten.

Hvis man formår at acceptere smerten i stedet for at blive nervøs eller bange, kan man lære at skubbe en skade i baggrunden og fokusere på strabadserne på landevejen, fortæller Lars Arendt-Nielsen.

- Man dør ikke af at brække et kraveben eller få benet flænset af et pigtrådshegn. Men det gør hamrende ondt, og man skal virkelig være i stand til at abstrahere fra det for at cykle videre. Nogle styrt kan man selvfølgelig ikke fortsætte efter, men som smerteforsker er det helt utroligt at se, hvad rytterne nogle gange udholder, siger han.

Udover at være toptrænede og sejlivede er der også en sidste væsentlig faktor, som gør, at cykelrytterne kan fortsætte.

Der er guld i sigte for enden af regnbuen, fortæller Lars Arendt-Nielsen.

- Hvis smerten fører noget positivt med sig, er vi langt mere tilbøjelige til at bide tænderne sammen og fortsætte. Det bedste eksempel er nok en fødsel, hvor det helt fantastiske resultat gør smerten værd at gennemgå. Men det positive kan også være en podieplacering eller bare en chance for at fortsætte i løbet, når man er topatlet, siger han.

FacebookTwitter