Skal du skære ned? Ni ud af ti danskere spiser for meget salt

Fødevarestyrelsen og de fleste eksperter er enige: Spiser vi mindre salt, bliver vi sundere.

Over 80 procent af den salt, vi danskere indtager, er allerede tilsat fødevarerne, når vi køber dem. (© colurbox)

Sådan lyder det officielle kostråd fra Fødevarestyrelsen.

Men er det nu sikkert, at det ville være sundt for lige netop dig at skære ned på saltet?

Ja, ni ud af ti danskere spiser for meget salt. Faktisk spiser vi i snit otte-ti gram salt og altså en del mere end de anbefalede maks. fem-seks gram om dagen, viser en opgørelse fra Fødevareinstituttet på DTU.

Og de fleste danskere vil have godt af at skære ned på saltet.

Det fortæller Anne Dahl Lassen. Hun er seniorforsker på DTU Foods og har været med til at udgive opgørelsen, der viser, at vi spiser mere og mere saltholdig mad – så problemet med for meget salt er næppe på retræte.

- Der er rigtig meget at vinde og ikke noget at tabe ved at skære lidt ned på saltet, siger hun.

Hun får opbakning fra hovedparten af de eksperter, som DR Viden har talt med.

Men samtidig viser visse store befolkningsundersøgelser, at risikoen for at dø faktisk er højere hos folk, der spiser under den anbefalede mængde salt, sammenlignet med dem, der spiser omtrent den mængde salt, som gennemsnitsdanskeren spiser.

Så hvad er op og ned? Skal du skære på saltet, eller er natriumklorid, som køkkensalt hedder i videnskaben, kommet i skammekrogen uden nogen ordentlig grund?

Du kan ikke leve uden lidt salt

Lad os lige starte med at se på, hvad salt egentlig er for en størrelse.

- Salt er et livsvigtigt mineral. Vi kan ikke leve uden salt. Men vi har kun brug for meget lidt – halvanden gram om dagen, for at dække vores behov, fortæller Ulla Toft, som er forsker ved Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse på Bispebjerg Hospital.

Hun fortæller, at det nærmest er umuligt at komme ned under den minimale mængde salt, som vores krop har brug for, på en dansk kost.

- Det er ikke at få for lidt salt, vi skal bekymre os om. Det er at få for meget. For meget salt kan være livsfarligt, siger hun.

Det skyldes primært, at salt får blodtrykket til at stige. Og hvis blodtrykket er for højt gennem længere tid, øger det risikoen for hjertekarsygdomme.

Næst efter kræft er hjertekarsygdomme det, der tager livet af flest danskere.

Skal alle skære ned på saltet?

Ulla Toft og Anne Dahl Lassen repræsenterer den overbevisning, som de fleste eksperter på området har. Men der er også eksperter, der mener, at de officielle anbefalinger er for lave.

En af dem er Niels Albert Graudal, overlæge på Rigshospitalet. Han anerkender, at der er danskere, der ville have gavn af at skære ned på saltet, men det er et fåtal.

- Hvis du har forhøjet blodtryk og spiser meget salt, det vil sige over tolv gram om dagen, så vil det nok være fornuftigt at skære ned. Men for de fleste danskere er der en sundhedsrisiko, hvis man kommer ned under fem-seks gram.

Han mener derfor, at det er forkert, at anbefalingen netop hedder 'Højest fem-seks gram om dagen'.

Han peger på, at flere store befolkningsundersøgelser har vist en U-formt kurve, når man ser på saltindtag og dødelighed. Alt andet lige, så er risikoen for at dø simpelthen lavest, hvis du spiser mellem seks og 12 gram om dagen. Og det er i lige det interval, de fleste danskere allerede befinder sig.

Men hvorfor skulle der være en risiko ved at spise under seks gram salt?

- Ud over at det øger blodtrykket, har salt også andre, mere positive virkninger i kroppen. Det aktiverer blandt andet det sympatiske nervesystem og hjælper med at frigøre fedtstoffer til blodet, siger Niels Albert Graudal.

Han mener, at disse positive virkninger ofte bliver ignoreret i forskningen og af myndighederne.

Færre dødsfald, når der bliver skåret ned

Men den påstand mener de andre eksperter ikke holder. Ulla Toft fra Frederiksberg Hospital peger på, at befolkningsundersøgelserne, som Niels Albert Graudal refererer til, lider af en række svagheder.

- Befolkningsundersøgelserne er udfordret metodisk. Derfor mener jeg, at det er forkert at lave anbefalinger alene ud fra dem, siger hun.

Hun henviser blandt andet til, at mange af undersøgelserne beror på en enkelt urinprøve fra hver deltager (hvorfra man så beregner indtagelsen af salt), ligesom det er svært ud fra den type undersøgelser, om det nu også er salten, der gør udslaget i dødsfald - der kan være mange andre ting, som adskiller grupperne.

- Men hvis vi ser på undersøgelser, hvor en gruppe mennesker får mindre salt og en anden kontrolgruppe fortsætter som hidtil, ser vi en væsentlig nedsat dødelighed hos dem, der skærer ned på saltet.

Ulla Toft peger på, at den type undersøgelser viser, at skærer man ned på saltet, så det bare nærmer sig anbefalingerne, falder antallet af dødsfald på grund af hjertekarsygdomme med intet mindre end 25-40 procent.

De kontrollerede forsøg mener Niels Albert Graudal modsat er tvivlsomme. Han peger på, at de ofte er lavet på mennesker, der i forvejen for eksempel har tendens til forhøjet blodtryk eller på andre måde var udsatte.

- Det er grupper, som har en øget risiko for hjertekarsygdomme. Så den type undersøgelser giver ikke mening at bruge som reference, når der skal laves anbefalinger til hele befolkningen, siger han.

Mindre salt kan redde millioner

Sidste år udkom en række artikler på baggrund af en international undersøgelse, der kaldes Global Burden of Disease. Det er en undersøgelse, der har samlet data fra over 120 af verdens lande over 27 år for at give et indblik i, hvilke faktorer, der har betydning for, at vi dør før tid.

Undersøgelsen er ikke et selvstændigt forsøg, men en statistisk undersøgelse, som henter og samler data fra andre forsøg.

I en af artiklerne så forskerne på, hvilke ting i vores mad, der tager flest leveår fra os. Her konkluderede de, at 11 millioner menneskers død i 2017 på verdensplan skyldes den mad, de spiste.

Og selvom for lidt fuldkorn og frugt (ligesom for få grøntsager, nødder og frø) alt sammen var et problem, var et for højt saltindtag, ifølge undersøgelsen, skyld i tre millioner menneskers død alene i 2017. Dermed var det den af de undersøgte madvaner, der slog flest mennesker ihjel.

Anne Dahl Lassen fra DTU mener, at det er den type resulter, som du skal tage med dig, hvis du gerne vil leve sundere.

- Som forsker synes jeg, det er interessant, at der har været nogle undersøgelser, som viser, at et meget lavt saltindtag også kan have en helbredsbetydning. De resultater ser vi også på. Men de modsiger altså langt størstedelen af den viden, vi har, siger hun.

Hun mener derfor, at det bedste, du kan gøre, er at lytte til de officielle kostråd om at skære ned på saltet.

- Det er faktisk rigtig svært at komme helt ned under fem gram, hvis du lever som de fleste danskere. Men hvis du bare kan skære lidt væk, er det altså rigtig godt, siger hun.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du får for meget – eller for lidt – salt, så tag en snak med din læge.