Sloges i skolegården og var snotprovokerende: I dag har han en Nobelpris

Michael Rosbash var skolelærernes mareridt, men er endt som topforsker.

Michael Rosbash var i sidste uge på besøg i Danmark for at fortælle om sin prisbelønnede forskning. Her fortalte han også lidt om sin rastløse barndom. (Foto: Jeppe Knudsen)

Da Michael Rosbash var 10 år gammel, faldt hans far om med en blodprop.

Dødsfaldet ændrede alt for hans lille familie. Pludselig skulle moren kæmpe med næb og kløer for at forsørge sine to sønner, mens hun forsøgte at komme igennem sin egen sorg.

I forvejen havde hun ikke haft et let liv. Som jøde måtte hun sammen med sin mand flygte fra Nazityskland i 1930’erne, da jødeforfølgelserne tog til.

Det var derfor ikke noget særlig nemt barne- og ungdomsliv, Michael Rosbash måtte gå igennem. Det at drømme om en Nobelpris var derfor heller aldrig noget, han gjorde. Faktisk drømte han ikke rigtigt om andet end at klare sig igennem dagligdagen, fortæller han.

- Det var virkelig hårdt for vores familie, da min far døde, så jeg kan ikke huske, at jeg havde overskud til at gå og drømme om fremtiden, siger han.

Alligevel endte Michael Rosbash (sammen med to kolleger) i en alder af 73 år med at modtage Nobelprisen i medicin for sin opdagelse af, hvordan en række bestemte molekyler regulerer vores døgnrytme. Noget, der tidligere var et mysterium for forskerne.

Lidt af en møgunge

Havde du spurgt Michael Rosbashs lærere i folkeskolen eller high school, om han en dag ville modtage en Nobelpris, var der nok ikke én eneste, der havde svaret “ja”.

Michael Rosbash havde svært ved at sidde stille i klasselokalet. Han snakkede i timerne, sendte sedler rundt og var flabet over for de andre elever. Og så blev han stædig, når lærerne fortalte ham, hvordan tingene skulle gøres.

Det var et held, at han ikke blev smidt ud af high school, forklarer han.

- Jeg er heldig, at mine forældre flygtede til USA. Havde jeg gået i gymnasiet i Frankrig eller Tyskland, var jeg blevet smidt ud på grund af min opførsel. Ingen vil finde sig i den slags i Europa. I USA er vi lidt mere tolerante, siger han.

Selvom Michael Rosbash var lidt af en mundfuld for lærerne, klarede han sig godt i alle fag. Især matematik kom let til ham, og derfor fik han også længere snor, vurderer han.

- Jeg var en rimelig dygtig studerende - ikke fantastisk, men ret god - og det gjorde, at jeg kunne tillade mig lidt mere end de fleste, siger han.

Michael Rosbash holder foredrag for mere end 300 mennesker på Panum-instituttet og fortæller lidt om, hvor hans forskning har båret ham hen, efter han vandt Nobelprisen. (© Lars Svankjær / Videnskabernes Selskab)

Ville gøre tingene på sin egen måde

Det var dog ikke kun problemer med at sidde stille i klasselokalet, der voldte Michael Rosbash problemer som barn.

På hans karakterblad fra 1. klasse i grundskolen står der, at han “viser utilfredsstillende selvkontrol”, “ikke kan følge instrukser”, “har svært ved at arbejde selvstændigt” og “at han roder og skaber uorden”.

Og hele vejen op til sjette klasse går det igen, at han ikke “går i gang med at arbejde, når han bliver sat til det “.

Karakterbladet delte han for et par år siden i det litterære tidsskrift Cell, hvor han i anledning af, at han modtog Nobelprisen, var blevet bedt om at skrive lidt om sit liv.

Når man læser det, tænker man ikke umiddelbart, at man har med en fremtidig eliteforsker at gøre. Men det er måske netop de kvaliteter, der har gjort, at han er nået helt til tops i forskningsverdenen, vurderer han.

- En vis mangel på respekt for autoriteterne er en god ting rent videnskabeligt. Det at udfordre konventionel visdom og ikke nødvendigvis acceptere det som sandheden, når nogen forklarer dig noget, er grundlaget for god videnskab. I stedet afprøver du hypoteserne selv og prøver at finde ud af, om du kan blive klogere, siger han.

I karakterbladet fra 1. til 6. klasse får Michael Rosbash gang på gang karakteren "utilfredsstillende", når det kommer til hans opførsel. (© Cell)

Fik en ny start i Californien

Som barn gik Michael Rosbash ikke og drømte om en akademisk karriere. Han var mere optaget af, hvordan Boston Celtics klarede sig i NBA, om Boston Red Sox ville kvalificere sig til slutspillet - og så selvfølgelig piger.

Det var da heller en særligt motiveret ung mand, der rykkede videre fra grundskolen til high school.

- Jeg flød ligesom bare med strømmen i high school. Skolearbejdet var let for mig, så jeg koncentrerede mig ikke rigtigt om noget og lavede meget lidt, siger han.

Men da han skulle på college, skete der noget.

Derhjemme var moren stadig i sorg over farens død. Derfor besluttede Michael Rosbash sig for at ansøge et college så langt væk som muligt.

Han kom i 1961 ind på Caltech i Los Angeles og rejste tværs over USA, hvilket var meget unormalt på det tidspunkt.

- Jeg havde kun mig selv i Californien. Ingen familie. Og det var rigtig godt for mig. Samtidig var det et meget seriøst college, og jeg lærte, at jeg måtte arbejde hårdt, hvis jeg ville klare mig godt, siger han og fortsætter:

- Det var her, jeg lærte at elske videnskaben og virkelig begyndte at koncentrere mig om den. Jeg ved ikke, hvor jeg var endt, hvis ikke min far var død, og jeg var rejst til vestkysten.

Havde nok fået en diagnose i dag

Var Michael Rosbash vokset op i dag, er han sikker på, at han ville have fået diagnosen add, som er en variant af adhd.

Han tror, at lidelsen kan have været med til at drive ham mod den, han er i dag.

- Jeg var et rastløst barn, som havde svært ved at høre efter, men jeg tror, det var en god ting, at jeg ikke fik medicin mod det. For milde tilfælde synes jeg ikke, det er en god ting, siger han.

Hans opførsel fortsatte da også ind i voksenlivet. Da han var i 20’erne og 30’erne, kom han nogle gange i fysiske slagsmål med folk, han var uenige med.

- Selv i den akademiske verden kom jeg op at slås. Jeg vil ikke gå i detaljer, for ikke alle i den konflikt er døde. Men jeg må fortælle om det en dag, for det er en god historie, fortæller han.

Michael Rosbash står sammen med nogle af de kolleger, der har været med til at lave den forskning, som han i 2017 fik Nobelprisen for. Den forskning, han har fået prisen for, blev udgivet i 1980'erne. Billedet er er fra 1985, og Michael Rosbash er nummer to fra højre. (© Cell)

Upopulær blandt cheferne

Da Michael Rosbash endelig stod til at få sin fastansættelse på universitetet, efter mange års hårdt arbejde, gav hans opførsel bagslag.

De ældre kollegaer og bestyrelsen var godt trætte af, at han konstant udfordrede og provokerede dem. Bestyrelsen endte derfor med at afvise hans ansøgning om at blive fastansat.

- Jeg kan ikke bevise, at det var på grund af min opførsel, men jeg er ikke i tvivl om, at de afviste mig, fordi de ikke kunne lide mig. Jeg havde publiceret min forskning i alle de rigtige tidsskrifter, jeg var god til at hive fondsmidler ind til universitetet, og jeg var villidt af de studerende, siger han.

Et års tid efter fik han dog alligevel sin fastansættelse, og det er universitetet nok glad for den dag i dag, nu hvor han har vundet en Nobelpris.

Kun en skygge af sig selv

Hvor Michael Rosbash var letantændelig og opfarende i sin barndom, ungdom og store dele af sit voksenliv, er han i dag meget mere afdæmpet, fortæller han.

- Jeg er en skygge af mig selv. Selvfølgelig kan jeg stadig miste besindelsen, men det sker langt sjældnere, siger han.

Og som han understreger, så er det svært at være rebelsk og antiautoritær, når man selv er blevet den øverste autoritet på et område. Han føler derfor ikke, at han kan slippe afsted med at opføre sig sådan længere.

Men alligevel kan ikke lade være med at stikke lidt til folk.

- Der er en populær tv-serie kaldet “Curb Your Enthusiasm”. Hovedpersonen heri, Larry David, elsker at skabe lidt ballade og blande sig i andres liv. Det kan jeg egentlig også meget godt lide, griner han.

Facebook
Twitter