Småbørn får unødvendig antibiotika mod øjenbetændelse

Danske børn får meget mere antibiotika end norske og svenske børn, viser studie, men medicinen er ofte unødvendig.

Moderat øjenbetændelse kan sammenlignes med en forkølelse, og antibiotika er som regel helt unødvendigt. (© ColourBox)

Røde øjne og gult pus i øjenkrogen. Øjenbetændelse er en hyppig tilstand hos helt små børn, og resulterer ofte i et besøg på lægen og en recept på antibiotika.

For danske småbørn bliver i langt højere grad behandlet for øjenbetændelse med antibiotika end børn fra Norge og Sverige.

Fire gange så mange behandles

Forskere fra Øjenklinikken på Rigshospitalet Glostrup har netop publiceret et studie, der viser, at danske børn mellem 0 og fire år har fået 271.980 behandlinger med antibiotika mod øjenbetændelse mellem 2000 - 2015. Det svarer til, at 210 børn ud af 1000 får behandling.

I Sverige bliver 50 ud af 1000 børn behandlet, i Norge er det 150 ud af 1000 børn.

Men antibiotika er ofte en helt overflødig behandling, siger forskeren bag undersøgelsen, læge og PhD-studerende, Jasmine Andersson.

- Langt de fleste øjenbetændelser hos børn er ikke farlige og går over af sig selv i løbet af nogle dage, og antibiotika er derfor ikke nødvendig, siger hun.

Ligesom en forkølelse

Øjenbetændelse kommer enten af en virus eller på grund af bakterier, og i mild og moderat form smitter den ikke mere end en forkølelse gør. Desuden virker antibiotika ikke på øjenbetændelse, som skyldes en virus.

I de generelle retningslinjer for daginstitutioner er der heller ikke noget krav om behandling før at barnet må komme i institution, med mindre det er en svær øjenbetændelse, understreger Jasmine Andersson.

Symptomer på svær øjenbetændelse

  • Hvis der er øjenbetændelse med stærkt pusflåd

  • Hvis der er øjenbetændelse og tydelig lysskyhed

  • Hvis der er øjenbetændelse og påvirket almentilstand

Ikke tid til sygdom

Forklaringen på den øgede behandling af danske børn, kan også være en anderledes tilgang til sygdommen i forhold til vores nabolande, mener Anders Beich, der er læge og formand for Dansk Selskab for Almen medicin.

- Det tyder på, at der er nogle grundlæggende forskelle i opfattelsen af, hvad det er for en problemstilling, vi har med at gøre. Og det måske både hos læger og patienter men også i de institutioner, hvor børnene skal passes og det samfund, der sætter rammerne for vores familie-liv, hvor børnefamilierne er under pres.

Information til institutionerne

Han opfordrer til, at man fortæller børneinstitutionerne, at øjenbetændelse som udgangspunkt ikke smitter mere end en almindelig forkølelse, og så tror han i øvrigt, at udviklingen er ved at vende i takt med, at lægerne allerede udskriver mindre antibiotika helt generelt til små børn.

- Jeg tror alle læger i dag godt ved, at øjenbetændelse skal man kun undtagelsesvis behandle, og flere og flere forældre bliver også klar over, at antibiotika ikke er så nødvendigt, som vi troede engang.

Facebook
Twitter