Sov lige på det: En god nats søvn kan faktisk løse dit problem

Din hjerne kører for fuld skrue, når du sover. Og derfor kan du komme sovende til mange løsninger.

Når du sover, gør din hjerne rent og rydder op. Det er uhyre vigtigt, for at vi kan løse komplekse problemer. Foto: Redigeret af Mathis Birkeholm Duus, original: Colourbox.

Du ved bare, at løsningen er lige foran din næse.

Men du kan ikke finde den.

Det er midnat: Du er træt og frustreret.

- Sov på det, siger din meget utålmodige kæreste.

Det er smadderirriterende sagt. Men kæresten har nok ret.

I hvert fald viser en mindre undersøgelse, at det er mere sandsynligt, at vi mennesker kan løse et komplekst puslespil, hvis vi lige har sovet på det.

Marian Christin Petersen er adjunkt på Syddansk Universitet og forsker i søvn. Hun har ikke været med til at lave den nye undersøgelse.

- Det er en spændende undersøgelse – men jeg er ikke overrasket. Vi løser vores problemer i søvnen. Det er en af grundene til, at den er så pokkers vigtig, siger hun.

Hun peger i øvrigt på, at undersøgelsens brug af lyd til at styre søvnen er uhyre spændende.

- Vi lytter, når vi sover. Og det kan til en vis grad bruges til at styre tankerne i bestemte retninger. Det bekræfter undersøgelsen, siger Marian Christin Petersen.

Små lyde kan styre tankerne

Helt specifikt skulle de knap 60 deltagere i undersøgelsen forsøge at løse en række komplekse puslespil om aftenen.

Til hvert puslespil blev der spillet en bestemt lyd.

- På den måde begynder deres hjerne at associere lyden med det problem, de står overfor, forklarer Marian Christin Petersen.

Om natten blev deltagerne så igen udsat for lydene, der hørte til deres uløste spil, mens de sov. Næste morgen skulle de give sig i kast med puslespillene igen.

- Og her løste folk flere spil, end de kunne om aftenen. Det er nok ikke så overraskende, at man kan løse flere problemer, når man er frisk, siger Marian Christin Petersen og fortsætter.

- Men de deltagere, der i søvnen var blevet sporet hen på de uløste puslespil, løste faktisk signifikant flere puslespil end andre.

Ud fra det konkluderer forskerne, at forsøgspersonerne ikke kun blev bedre, fordi de var friskere, men også fordi de i søvnen specifikt løste puslespil.

Søvn er vigtigt, hvis vi skal lære noget

Og hvad kan du så bruge det til?

- Det viser, at søvn er vigtigt – også for læring. Vi kan ikke rigtig løse vores problemer eller huske noget, hvis vi ikke sover, siger Marian Christin Petersen.

Men hvad med det med lyden? Det er næppe sådan, at du skal sætte lyde til dine problemer for at løse dem bedst i søvne.

- Men det minder os om, at vi altså ikke slår ørene fra, når vi sover, selv om det godt kan føles sådan. Forsøg så vidt muligt at have et stille soveværelse, for lydene forstyrrer vitterligt søvnen, siger Marian Christin Petersen.