Spis spinat og grønkål: Så kan du få Skipper Skræk-muskler som pensionist

Ældre kvinder, der spiser masser af grøntsager, har en større muskelstyrke end andre kvinder, viser ny forskning.

Forskerne mener, at især nitratholdige grøntsager som rødbede og spinat er godt for ældres muskelstyrke. (Foto: Bjørn Kähler © Scanpix)

Det er næppe et kæmpechok for dig, at grøntsager er sunde.

Nu viser en ny australsk undersøgelse, at det måske især er godt at spise grøntsager som spinat, rødbede, kål, selleri og rucola.

For de indeholder relativt meget nitrat. Og de nitratholdige grøntsager kan være med til at øge vores muskelstyrke langt op i alderdommen, konkluderer undersøgelsen.

Her sammenholdt forskerne over 1.400 ældre kvinders muskelstyrke med deres kost. Og det viste sig, at de kvinder, der spiste flest nitratholdige grøntsager, også var de stærkeste.

Christina Dahm er lektor på Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet. Hun forsker i, hvordan vores kost bl.a. påvirker vores risiko for at få hjertekarsygdomme og kræft.

Hun finder den nye undersøgelse interessant.

- Der bliver ikke lavet mange af den her slags store og samtidig ret objektive undersøgelser af muskelstyrke, for de er omfattende, siger hun.

Nitrat er kontroversielt

Nitrat findes bl.a. i en lang række madvarer og i drikkevand.

- Man kan ikke smage det. Og betydningen for vores sundhed er lidt kontroversiel. For nitrat findes også i store mængder i forarbejdet kød, hvor det i visse undersøgelser har været sat i forbindelse med tarmkræft, fortæller Christina Dahm.

I den nye undersøgelse ser forskerne dog ikke på den mulige sammenhæng mellem nitrat og kræft. Her vurderer de udelukkende, hvorvidt der kan være en sammenhæng mellem kvinders muskelstyrke og deres indtag af nitrat fra grøntsager.

Alle kvinderne, der deltager, er fyldt 70 år.

- Muskelstyrke er egentlig en god indikator for den generelle sundhed, især i alderdommen. Men det kunne have været spændende at have haft andre sundhedsparametre med, siger Christina Dahm.

Tidligere forskning har dog vist, at nitrat øger blodgennemstrømningen og muskelfunktionen hos yngre mennesker. Men hvordan nitrat i fødevarer påvirker ældre, har man ikke tidligere undersøgt, skriver de australske forskere i en akademisk artikel om undersøgelsen.

Stærke kvinder har måske mere overskud

I undersøgelsen vurderes kvindernes muskelstyrke ud fra, hvor stærkt et greb de har, og hvor hurtigt de kan rejse sig fra en stol. Det sammenholder forskerne så med de svar, som kvinderne har givet i et spørgeskema om kostvaner.

- Det viser sig, at jo flere nitratholdige grøntsager, kvinderne siger, de spiser, desto bedre klarer de testene for muskelstyrke. Det kan så tyde på, at grøntsagerne gør dem stærkere, siger Christina Dahm.

Men Christina Dahm ser også en anden mulig forklaring på sammenhængen.

- Resultaterne kan også skyldes, at de stærkeste kvinder også er dem, der har overskud til at købe og tilberede flest friske grøntsager. Det er svært at udelukke på grund af den måde, som undersøgelsen er bygget op på, siger Christina Dahm.

Det er også svært at vide sig sikker på, at det er grøntsagernes indhold at nitrat, der netop er i spil. Endelig peger Christina Dahm på, at der er en vis usikkerhed med spørgeskemaundersøgelser generelt. For hvor godt husker vi egentlig, hvad vi selv har spist i løbet af for eksempel det seneste år?

- Det er nogle udfordringer, der næsten altid vil ses ved den her slags undersøgelser. Og at mange mennesker kunne have godt af at spise flere grøntsager, det tror jeg er ret harmløst at tilslutte sig, slutter Christina Dahm.

Facebook
Twitter