Størstedelen af danske børn kan godt lide fisk, men deres forældre serverer det ikke

Mange forældre er usikre på, hvordan de tilbereder fisk.

Kun 42 procent af børnene havde fået fisk indenfor den seneste uge. Fødevarestyrelsen anbefaler, at man spiser cirka 350 gram fisk om ugen. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

‘Ad, det kan jeg ikke lide’.

Man kan fristes til at tro, at det er børns reaktion, når der kommer fisk på middagstallerkenen.

Men en ny undersøgelse fra Københavns Universitet og Professionshøjskolen Absalon viser, at det ofte ikke er tilfældet.

Her har forskerne spurgt 669 danske børn om deres forhold til fisk. Børnene er mellem 11 og 13 år gamle.

Resultaterne viser, at knap 70 procent af børnene godt kan lide fisk. Men de får det sjældent serveret derhjemme.

Kun 42 procent af børnene har fået fisk inden for den seneste uge. Fødevarestyrelsen anbefaler ellers, at børn og voksne spiser cirka 350 gram fisk om ugen.

Det må godt være fiskefilet

Danmark er omgivet af vand, og alligevel får mange børn ikke nok fisk.

Det kan være forældrenes evner i køkkenet, der står i vejen for mere fisk i kosten.

- Vores resultater tyder på, at mange er usikre på, hvordan man tilbereder fisk. Det kan virke som et stort projekt, siger Rikke Højer fra Professionshøjskolen Absalon, Ernæring og Sundhed i Slagelse, der har ledet undersøgelsen som en del af sin ph.d.-afhandling på Københavns Universitet.

Men det behøver ikke være svært.

- Det er ikke et krav, at forældrene nu skal servere østers eller komplicerede fiskeretter for børnene. En fiskefilet eller fiskefrikadeller er også rigtig godt. Det har vi masser af eksempler på, at mange børn godt kan lide, siger hun.

Det gælder også om, at forældrene måske skal ændre deres vaner, når de står i køkkenet efter en lang arbejdsdag.

- Det burde være sådan, at de fleste har et par enkle fiskeretter i sit mad-repertoire. Så er der større chance for, at man får nok fisk i sin kost, siger Rikke Højer.

Tag børnene med i køkkenet

Det kan også være en god idé at tage børnene med i køkkenet. Især hvis de er lidt skeptiske overfor nye retter med fisk.

- Vi ved fra tidligere forskning, at det hjælper at få børnene med i køkkenet. De bliver mere bekendte med og trygge ved maden, de skal spise, siger Michael Bom Frøst fra Institut for Fødevarevidenskab ved Københavns Universitet, hvor han også har været med til at lave den nye undersøgelse.

En tidligere undersøgelse fra Arla-fonden viser, at kun 26 procent af danske børn jævnligt er med i aktiviteter omkring madlavning som at lave maden, vaske op, dække bord eller handle ind.

Og det er selvom, at undersøgelsen indikerer, at mange børn og unge er interesserede i madlavning.

- Der kan være mange gode grunde til, at børnene ikke er med til at lave mad så tit. De går måske til en sportsaktivitet. Eller måske er det for omstændeligt at involvere dem i madlavningen, når forældrene har travlt. Men forskning peger på, at det er en god investering at tage børn med i køkkenet, siger han og fortsætter:

- Det er vist flere gange, at man i højere grad lever efter kostrådene og har en sundere mad-livsstil, når man har gode kundskaber i køkkenet.

Rettelse: Tidligere var den ledende forsker, Rikke Højer, ikke citeret i artiklen. Derudover fremgik det af artiklen, at undersøgelsen kun stammede fra Københavns Universitet. Dette er ikke korrekt. DR beklager fejlen.

FacebookTwitter