Stop nu, hjerne! 5 tidspunkter hvor din hjerne modarbejder dig

Søvnløshed, dårlige vaner og kvalme på køreturen. Din hjerne er ret genial, men nogle gange driller den lidt.

Det mest komplekse organ. Hjemstedet for din intelligens. Hjernen er på mange måder fantastisk, men af og til kan det virke som om, den modarbejder dig.

Her følger en række eksempler på, hvordan din hjerne til tider kan få dig til at handle irrationelt - illustreret med DR3-miniserien 'Mig og min hjerne'.

1

1. Når du ikke kan falde i søvn

Klokken er mange, og du skal tidligt op. Du føler dig udmattet og træt, men alligevel kører tankerne rundt.

Mere end 40 procent af danskerne lider af søvnbesvær i en eller anden grad, og tallet er stigende. Især blandt unge.

Selvom der kan være mange forklaringer, er der noget, der tyder på, at en lille elektronisk ven ofte bærer en del af skylden. Din smartphone.

Naja Hulvej Rod er professor på Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, og sammen med kolleger gennemførte hun i november en stor undersøgelse af danskernes søvnvaner.

- Problemet med at gribe ud efter telefonen om natten - og eksempelvis give sig til at tjekke Facebook eller nyheder - er, at man sætter nogle mentale processer i gang, som kan gøre det svært at falde i søvn igen, fortalte Naja Hulvej Rod i efteråret til DR Viden.

Rent fysiologisk tyder meget også på, at det blå lys fra telefonen kan have en indvirkning på produktionen af søvnhormonet melatonin. Men det er endnu ikke fuld afdækket.

- Vi har set en massiv stigning i unge med søvnproblemer, og vores undersøgelsen viser altså, at mobilen kan være en del af forklaringen, fortalte Naja Hulvej Rod.

2

2. Når du er stangstiv

Har du prøvet at være meget fuld, har du nok også oplevet ikke at have helt styr på dine bevægelser.

Når promillen stiger, mister vi nemlig kontrollen over flere kropslige funktioner - herunder balanceevnen. Når du op på en promille på omkring 2-3, kan du miste kontrollen helt over dine bevægelser.

3

3. Når du er bange for noget irrationelt

Mange af os er bange for irrationelle ting som for eksempel edderkopper eller mørke. Når frygten betyder, at man undgår situationer i hverdagen, er der tale om en fobi.

Heldigvis kan langt de fleste fobier kureres.

- De fleste udvikler fobier tidligt i livet, og det kan have store konsekvenser for ens livskvalitet, hvis man ikke gør noget ved det. Stort set alle fobier vil kunne kureres, da angst er en af de psykiske sygdomme, som vi har bedst mulighed for at behandle, fortalte Psykiatrifondens chefpsykolog Michael Danielsen til Sundhedsmagasinet i 2016.

4

4. Når du får kvalme på køreturen

Har du prøvet at blive køresyg? For nogle er det velkendt, mens andre aldrig oplever at få kvalme under en køretur.

Forskerne er stadig usikre på, hvorfor køresyg kun rammer nogle, men de har en formodning om, hvad der kan udløse det.

- Man får forskellige sanseindtryk, og hvis de indtryk ikke stemmer overens, så kan hjernen ikke finde ud af, hvad der foregår, forklarer Mads Klokker, der er overlæge på på Øre-næse-halskirurgisk & Audiologisk Klinik på Rigshospitalet.

Hvis din synssans ser på noget stillestående i bilen, mens balancecenteret mærker, at kroppen er i bevægelse, og følesansen måske oplever slinger eller opbremsning, så bliver hjernen forvirret.

- Man bliver kvalm og tør i munden, og det ender ofte med opkast, siger Mads Klokker.

5

5. Når du bare MÅ have nikotin

Januar er højtid for rygestop. Mange rygere forsøger i øjeblikket at droppe den dårlige vane og kvitte cigaretterne.

Udover den afhængighedsskabende nikotin kan også vanens kraft være stærk, og det er ikke nemt at ændre på en indgroet vane.

Lene Tanggaard er professor i pædagogisk psykologi ved Aalborg Universitet. Hun mener ikke, det virker vanebrydende at forbyde noget - som for eksempel rygning.

- Hvis du vil bryde en vane, så duer det ikke, at du står i et tomrum, når du har forladt din vane. Du skal erstatte den med noget, måske endda noget, der giver dig den samme tilfredsstillelse, sagde hun i radioprogrammet 'Brinkmanns briks' på P1 i januar.

Facebook
Twitter