Stor undersøgelse: Vegetarisk og vegansk kost går ud over knoglerne

Du skal huske kalktabletter, hvis du skærer kød, æg og mælk fra din kost. Ellers risikerer du at få svage knogler, viser forskning.

Forskning viser, at veganere og vegetarer har færre mineraler i kroppen end personer, som spiser kød og animalske produkter. Men grøntsager som grønkål, broccoli og grønne bønner er kilder til calcium. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Du skal drikke din mælk for at blive stor og stærk. Det har mange hørt i deres barndom.

Men det vigtigste er egentlig bare, at du får kalk nok -især hvis du fx ikke spiser smør og yoghurt og måske spiser vegetarisk eller vegansk.

I en ny undersøgelse har forskere samlet op på, hvad vi ved om betydningen af ikke at spise animalske produkter som fx kød, mælk og æg.

Og det har været nødvendigt med en samlet oversigt.

Forskningen på området peger nemlig i to retninger, når det kommer til, om det er godt for dine knogler at droppe kød og animalske produkter: Nogle viser, at det er godt, mens andre viser, at der er skidt.

Derfor har spanske forskere samlet forskningsresultater fra over 37.000 mennesker. Resultatet viser, at veganere og vegetarer generelt har færre mineraler - primært calcium, altså kalk - i deres knogler.

Det er særligt veganere, som vælger alle animalske produkter fra - altså både kød, mælk og æg - der mangler kalk til at bygge stærke knogler. Men det kan også være et problem for vegetarer.

Og det kan altså få store konsekvenser, hvis man mangler kalk i sin kost.

Forskerne fandt nemlig ud af, at veganere og vegetarer oftere brækkede knogler. Der er også større risiko for sygdomme som knogleskørhed, hvis man ikke får nok kalk.

- Det giver stof til eftertanke, at man måske lige skal give sine knoglers sundhed et eftersyn, hvis kosten ikke er så bredt sammensat, siger Bente Langdahl til Recept på P1.

Hun er forsker og overlæge på Afdelingen for Diabetes og Hormonsygdomme, Aarhus Universitetshospital.

Grøntsager kan også være vejen frem

Det er heldigvis ikke kun fra mælkeprodukter, at man kan få kalk ind i kroppen. Det kan også blive klaret gennem grøntsager.

Men når man lever efter en vegansk eller vegetarisk kost, så skal man være ekstra opmærksom på, at man får nok kalk gennem sin mad.

- Jo mere ensidig kost man spiser, jo større ansvar påtager man sig for at sikre sig, at den indeholder alle de ting som kroppen har brug for, siger Bente Langdahl.

Elitesportsudøvere skal også være opmærksomme

Hun forklarer, at det kan også gøre sig gældende, hvis man for eksempel er elite idrætsudøver eller på en diæt, hvor den strenge kost ikke indeholder nok kalk.

Så det er vigtigt, at man snupper nogle kalktabletter, hvis det ikke kommer gennem maden.

- Man skal ikke drikke mælk, hvis man ikke har lyst. Man skal bare sikre sig, at man får sin kalk på en anden måde, siger Bente Langdahl.

Om du får kalk gennem tabletter eller et glas mælk, det er faktisk lige meget.

Bente Langdahl forklarer nemlig, at du gennem de fleste kalktabletter på det danske marked optager cirka 25 procent af det kalk, som er i tabletten.

I et glas mælk optager kroppen cirka 30 procent af kalken.

Så hvis du har skåret kød og animalske produkter fra din kost, så husk på dine knogler, og få kalk på andre måder.

Facebook
Twitter