Sygt forhold til slankekure: 'Jeg vekslede mellem en størrelse 36 og 44'

Suzy Wengel har droppet slankekurene og lyttet til videnskaben. For kure er meningsløse, siger fedmeforsker.

Fire ud af ti danskere er på et tidspunkt i livet på slankekur. (Foto: Sonny Munk Carlsen © Scanpix)

- Sidst jeg var på kur, tabte jeg 30 kilo på fire-fem måneder, fordi jeg skulle giftes. Men dagen efter brylluppet begyndte jeg at overspise igen, fortæller Suzy Wengel.

Fire ud af ti danskere er på et tidspunkt i livet på slankekur. Måske er du netop nu på en som en del af et nytårsforsæt?

Men drop den. Videnskaben slår gang på gang fast, at det kun sjældent lykkes at holde vægten i længere tid, hvis du har været på slankekur.

- Vægttab har ikke noget med en slankekur at gøre. Der skal en mere grundlæggende livsstilsomlægning til, hvis overvægtige skal tabe sig og derefter være i stand til at holde det. En kur, der er begrænset i tid, er meningsløst, siger Bjørn Richelsen professor ved Aarhus Universitet og en af landets førende eksperter inden for ernæring og fedme.

Yoyo-vægt er deprimerende men ikke usundt

For Suzy Wengel har vægten fyldt meget, siden hun var teenager, hvor hun trods en normal vægt og et BMI på omkring 26 tog det nu forbudte slankemiddel Letigen. Det var starten på mere end 15 år med stærkt svingende vægt, fordi hun tog på igen efter hver kur.

- Jeg er hele tiden gået fra at være på en eller anden slankekur for så at tage de tabte kilo på igen efter kuren. Jeg har vekslet mellem en størrelse 36 og 44 på få måneder, siger Suzy Wengel.

Det har været diskuteret, om en svingende vægt er usundt på grund af de udsving, det giver i kroppen. De seneste undersøgelser på dyr viser dog, at kroppen ikke tager skade.

- Men der kan hos mennesker være nogle psykologiske problemstillinger. At man for eksempel bliver deprimeret eller får lavt selvværd over at kæmpe med at tabe i vægt og tager kiloene på igen, siger Bjørn Richelsen.

Der er ingen genvej til vægttab

Igennem tiden har folk forsøgt sig med mange genveje for at tabe sig. Lige nu er det populært med suppe-kure og Low Carb-bølgen er stadig igang, fortæller sundhedsdebattør, cand.scient i ernæring og livsstilscoach Morten Elsøe i Recept på P1 om Det perfekte vægttab.

Men selv antallet af slankekursbøger og fedme og overvægt vokser proportionalt, er slankekure ikke løsningen.

- De fleste kan genkende slankekure ved, at de er kortvarige, ekstreme og krydret med en pseudovidenskabelig gimmick. De, jeg møder, har ofte hoppet fra kur til kur, og det er et problem, siger Morten Elsøe og fortsætter:

- Når man hopper fra kur til kur, så er der ingen vedholdenhed. Vedholdenhed er nødvendig for et succesfuldt vægttab. Når jeg vejleder folk, så ser vi på den enkeltes livsstil for at finde frem til, hvor det går galt: Er det ved et bestemt måltid, når de er alene eller sammen med andre?

Det løser ikke samfundsproblemet med stigende overvægt, pointerer Morten Elsøe, men at arbejde individuelt med den enkeltes livsstil er det bedste at gøre lige nu.

- Jeg mener, at der burde være mere fokus på forebygning af overvægt, og så tror jeg, vi i fremtiden vil få ny viden om appetitregulering via fedme-kirurgi, som lige nu er det bedste tilbud til svært overvægtige, siger Bjørn Richelsen.

Endelig en stabil vægt

Suzy Wengel har endelig fundet en metode til at holde vægten på et sundt niveau. Og det blev videnskaben og ikke slankekurene, der hjalp hende ud af de voldsomme vægttab med slankediæter efterfulgt af kraftige vægtøgninger på grund af overspisning.

- Jeg var så langt ude i forhold til min fornemmelse for mad, at jeg måtte sætte noget systematisk op omkring min spisning. Dog uden at det skulle være restriktivt. Der skulle være plads til fødselsdage, siger Suzy Wengel.

Siden 2012 har hendes vægt været stabil. Og faktisk har hun haft så gode oplevelser med sin livsstilsomlægning, at hun nu lever af at dele sin viden med andre.

Facebook
Twitter