Tager Hollywood fejl? Sådan ville det se ud, hvis du affyrede et maskingevær med én arm

Rambo og The Terminator kan i filmene, men det ville ikke gå så glat for dig.

(Foto: Ronald Grant Archive)

En bandana-klædt og hårdt pumpet Sylvester Stallone kommer sprintende ud af en bambushytte.

Under den ene arm bærer han en såret vietnameser, mens han i den anden holder en fuldautomatisk AK-47-riffel.

Mens han buldrer hen over en gårdsplads, affyrer han i strakt arm sit våben mod de mange fjender, som er efter ham. Og det lykkes i høj grad at få ram på dem.

I Hollywoods actionbaskere er John Rambo ikke den eneste hovedrollefigur, som har evnen til nonchalant at skyde skurke med store våben, selvom han kun bruger én hånd.

Arnold Schwarzenegger gør det for eksempel også som The Terminator, hvor han til tider betjener hele to maskingeværer på én gang.

Men kunne den manøvre overhovedet lade sig gøre, hvis ikke man befandt sig midt i en biograffilm?

Herunder fortæller en våbenekspert fra Forsvaret, hvordan det formentlig ville se ud, hvis sådan en scene skulle udspille sig i virkeligheden.

Selv Arnold er nok for slap

I Terminator-filmene er Arnold Schwarzenegger ganske vist en dræberrobot, som selvfølgelig har nogle helt særlige kræfter.

Hvis man fjerner metallet fra filmen, er han muligvis et stort nok jern til stadigvæk at kunne affyre geværet i strakt arm.

Men det ville de fleste af os andre med statsgaranti ikke kunne, understreger major Jesper Holm, som er våbenekspert hos Forsvaret i Oksbøl.

- Den type gevær plus ammunition vejer snildt 12-14 kilo. Hvis der var tale om en håndvægt, kunne et stort brød nok sagtens holde den vægt ud i strakt arm, men geværet er bygget til to hænder og er virkelig svært at balancere. Selv hos os i Forsvaret har vi altså ikke nogen med kræfter som Rambo eller Terminator, siger han.

Dræberrobotten The Terminator formår også at betjene store geværer med én arm. Nogle gange to på én gang. (Foto: Ronald Grant Archive)

I en anden kendt film med den hærdebrede østriger slæber en af Schwarzeneggers kompagnoner rundt på en såkaldt Gatling Gun ude i en jungle.

På jagt efter den famøse fjende ’Predator’ vandrer en gruppe grovhakkede gutter rundt i timer – ja næsten dage – og da et sammenstød endelig opstår, kommer Gatling Gun’en i brug.

45 sekunder i streg stryger patronerne ud af det kanonlignende våben, og den scene har Jesper Holm regnet lidt på.

- En Gatling Gun vejer i sig selv 30 kilo, og det antal patroner, som skal bruges til at skyde uafbrudt i 45 sekunder, vejer cirka 75 kilo. Arnolds muskuløse ven har altså slæbt rundt på 110 kilo gevær og ammunition, og det må siges at være en ret tung rygsæk, siger han.

Den kraftfulde Gatling Gun ses her i hænderne på en muskuløs soldat. Så muskuløs, at han ifølge Major Jesper Holms beregninger har været i stand til at bære rundt på 110 kilo gevær og ammunition i en varm jungle. (Foto: AF Archive © Copyright (c) Mary Evans Picture Library 2020. Credit: Mary Evans/AF Archive/20th Century Fox)

'Han ville ikke ramme en skid'

En ting er, at det kræver en næsten umenneskelig styrke overhovedet at affyre en automatriffel med én arm.

En helt anden ting er, at det er noget nær et lykketræf, hvis du rent faktisk rammer noget, fortæller major Jesper Holm.

- Det er muligt, at du kan affyre det første skud nogenlunde præcist, men det ville i sig selv involvere lidt held. Derefter er der til gengæld ingen tvivl om, at kuglerne ville ende direkte i jorden foran dig eller flyve op i himlen, siger han.

De store, tunge våben kræver to hænder for at have kontrol over både geværet og de skud, du fyrer af.

Og der er især en mekanisme, som arbejder imod dig, hvis du prøver lykken som enarmet skydeknægt, fortæller Jesper Holm.

- Når du affyrer geværet, flyver patronen ud med høj fart. Det skaber et kraftigt tryk, som skubber geværet tilbage – det er det, vi kalder rekyl. Når man skyder med en større kaliber våben, gør man det derfor med to hænder og geværet solidt støttet af skulderen. Med én hånd ville rekylen få dig til at sende kuglerne afsted til højre og venstre, og du ville formentlig ikke ramme en skid, siger han.

Den kraftige rekyl gør, at man bliver nødt til at holde godt fast med begge hænder, mens man støtter geværet op ad sin skulder. Ellers rammer man formentlig ikke det, man sigter på - og måske taber man endda sit våben, siger Jesper Holm. Her træner en irakisk politikvinde med en AK-47 riffel. (Foto: Mohammed Sawaf)

Skurkene rammer ufatteligt dårligt

Mens helten i fuld sprint plaffer sine fjender ned med én hånd, kan de omvendt ikke ramme ham, selv hvis det gjaldt deres liv. Bogstaveligt talt.

Nogle gange undviger hovedpersonen kugler fra 10-20 ’bad-guys’ på samme tid, og det er også urealistisk, understreger Jesper Holm.

- Når en af heltene stormer ud i det åbne på den måde, vil han sagtens kunne holde nogle af fjenderne nede, hvis han skyder i deres retning. Problemet er bare, at helten ofte er helt omringet, og han kan af gode grunde ikke affyre dækningsild i alle retninger på samme tid, siger han.

De skurke, som ikke bliver direkte beskudt, vil både have god tid og frit udsyn til at få ram på den flygtende helt.

Flugten foregår ofte i forholdsvist åbent terræn, og der er stort set kun én vej, det kan gå, fortæller Jesper Holm.

- Én af dem må sgu da lige trække vejret dybt og affyre et kalkuleret skud i stedet for bare at trykke på aftrækkeren i blinde. Med den tid og udsyn, de har, ville det ende med, at én af dem fik ram på hovedpersonen relativt hurtigt. Det ville selvfølgelig give en uhensigtsmæssigt kort og kedelig film, så derfor er det nok meget fint, at det oftest lykkes for helten at slippe væk, siger han.

Facebook
Twitter