Teenagedruk kan give leversygdomme som voksen

Selv et lille forbrug af alkohol i teenage-årene kan føre til leversygdomme senere i livet, viser nyt stort studie.

To genstande om dagen i de sene teenageår kan sige noget om, hvorvidt du kan få leversygdomme senere i livet, viser en undersøgelse fra Sverige. (© ColourBox)

Har du teenagebørn? Så bør du måske tage en snak med dem om, hvor meget øl og spiritus, de bør drikke.

For selv et lille indtag af alkohol i de sene teenageår kan være det første skridt til leversygdomme som for eksempel skrumpelever senere i livet.

Det viser en ny stor undersøgelse fra Sverige.

Ifølge undersøgelsen har unge mænd, der drikker to genstande om dagen sandsynlighed for at udvikle leversygdomme på et senere tidspunkt. Og i nogle tilfælde kan en endnu lavere mængde ende med problemer.

- Det er et meget vigtigt studie. For hvis de her data holder, så må vi forvente - med den alkoholkultur, vi har nu - at mange unge mennesker vil blive alvorligt syge senere hen, siger professor og overlæge på Odense Universitetshospital, Aleksander Krag.

Han forsker i samspillet mellem alkoholforbrug og leversygdomme. Og så har han blandt andet været fagbedømmer på undersøgelsen fra Sverige.

I undersøgelsen har forskerne fulgt mere end 43.000 mænd mellem 18 og 20 år helt tilbage i begyndelsen af 1970'erne. Mændene er så blevet tjekket for leversygdomme frem til 2009. Og 383 af personerne har fået leversygdomme.

Resultaterne har taget højde for BMI, rygning, stofmisbrug og andre forhold, der kan have betydning for leversygdomme. Forskerne har dog ikke lavet nogen lignende undersøgelse for kvinder.

- Det, der er overraskende for os, og som er vigtig viden, er, at selv i en meget ung alder kan et relativt lille forbrug af alkohol forudsige, hvem der bliver syge senere hen, siger Aleksander Krag.

Forsker: Vi bør kigge på anbefalingerne

Lige nu lyder anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen på max 14 genstande om ugen for mænd og syv genstande for kvinder. Holder du dig inden for de grænser, bør der være en lav risiko for at blive syg.

- Vi har i mange år diskuteret, om der er en såkaldt tærskelværdi. Og der viser det her studie sammen med en række andre studier, at der faktisk ikke er en grænse. Selv personer, der har drukket ned til én genstand dagligt, kan få en leversygdom. Og det betyder, at vi bør kigge på, hvad vi egentlig skal anbefale de unge mennesker at drikke, siger Aleksander Krag.

Undersøgelsen fra Sverige har taget udgangspunkt i et dagligt forbrug af alkohol. Og ifølge Aleksander Krag kan for eksempel to genstande om dagen ikke direkte sammenlignes med 14 genstande på en weekend. Men begge dele kan være med til at udvikle leversygdomme.

- Unge i Danmark er nogle af dem, der drikker mest i verden. Og det store problem er, at kroniske leversygdomme ikke har nogle symptomer. Og den præcise grund til at nogle bliver meget syge og nogle mindre syge, kender vi ikke, siger han.

Sundhedsordfører: Et meget interessant studie

Socialdemokratiets sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen mener, at forskningen fra Sverige er interessant

- Det skulle ikke undre mig, at den her viden virkelig holder, og at verdenssamfundet som helhed bliver nødt til at kigge på alkohol på en anden måde i fremtiden, siger han og fortsætter:

- Men nu er det her absolut ny viden. Og når man får ny viden på bordet, så skal ting prøves af og undersøges.

Flemming Møller Mortensen vil tage emnet op og få Sundhedsstyrelsen til at forholde sig de nye forskningsresultater fra Sverige.