Thomas indretter hele sin dag for at optimere sin søvn: 'Mange af tingene er fornuftige'

Det er blandt andet godt at undgå stærkt lys om aftenen, fortæller søvnforsker.

Fra tidlig morgen til sen aften indretter 46-årige Thomas Munksgaard sig på en måde, der optimerer hans søvnkvalitet.

- Jeg tror, de fleste tænker, jeg måske er en lille smule tosset, siger han selv i videoen, som du kan se ovenfor.

Men der er mindst én, der ikke mener, at han er helt tosset. Det er Birgitte Rahbek Kornum, der er søvnforsker på Københavns Universitet. Hun siger, at Thomas Munksgaard har fat i den lange ende.

- Man behøver ikke være helt så systematisk, men mange af de ting, han gør, er rigtig fornuftige, siger hun efter at have set videoen.

Vigtigt at undgå lys om aftenen

Især støtter hun op om, at Thomas Munksgaard ihærdigt forsøger at undgå stærkt lys om aftenen.

- Lyspåvirkning om aftenen er virkelig vigtigt. Lys hæmmer søvnen, fordi det stopper produktionen af nat-hormonet melantonin, forklarer hun.

Melantonin er et hormon, der fortæller kroppen og hjernen, at det er sovetid. Og det bliver produceret, når det ikke kommer lys ind i vores øjne.

Så når du tænder det skarpe lys på badeværelset, lige inden sengetid, forvirrer du din krop. For så ryger melantoninproduktionen ned, og din krop ved næsten ikke, om det er nat eller dag.

Du behøver ikke at skemalægge din hverdag

Birgitte Rahbek Kornum støtter også op om mange af de andre initiativer, som Thomas Munksgaard præsenterer i videoen.

Men generelt understreger hun, at du ikke behøver at skemalægge din hverdag for at optimere din søvn, ligesom det er individuelt, hvad der virker bedst for os.

- Det er for eksempel forskelligt, hvor vigtigt det er at stå op på samme tidspunkt hver dag. Mange unge er ikke så følsomme overfor ændringer i døgnrytmen, mens ældre godt kan være det, siger Birgitte Rahbek Kornum.