Thomas skammer sig over at tvangsoverspise: 'Jeg føler, jeg er et defekt menneske'

Mad føles som løsningen på problemer for 37-årige Thomas Winsløv, der har tvangsoverspist, så lang tid han kan huske.

En barndom præget af kaos har ført til et liv, hvor Thomas Winsløv reagerer ved at spise.

Et liv, hvor supermarkedernes søde sager giver en pause fra problemerne, og hvor han i perioder knap har nået at få overtøjet af derhjemme, før han har kastet sig over en pakke romkugler eller træstammer.

- Jeg føler en rastløshed. En ensomhed eller en frustration, og så er det, at jeg hele tiden føler, at jeg skal spise noget, siger han.

Han har nogle gange voldsomme overspisninger, hvor han spiser en stor portion af noget rigtig, rigtig usundt. Forinden tænker han, at det er løsningen på de problemer, han går og kæmper med.

- Det er i hvert fald en følelse af, at jeg har brug for noget, som jeg ikke kan få andre steder fra. Det er ikke, fordi jeg har lyst til maden. Det er, fordi jeg forbinder den type mad med noget rart og trygt, siger Thomas Winsløv.

50.000 lider af tvangsoverspisning

Han er langt fra den eneste, der kæmper med spiseforstyrelsen, som Sundhedsmagasinet på DR1 kigger nærmere på i aften.

Man regner med, at 50.000 danskere lider af tvangsoverspisning, hvor man i perioder går amok i mad.

Nogle af symptomerne er, at man spiser, indtil man er ubehageligt overmæt, og at man spiser, selvom man ikke er rigtig sulten.

Mange spiser også, når de er alene, fordi de skammer sig over, hvor meget de spiser, mens de bagefter føler tristhed og skyld.

Du kan blive endnu klogere på livet med tvangsoverspisning. Den 46-årige Tina Nielsen, der har lidt med det i flere årtier, svarer på spørgsmål fra 21.30 her på dr.dk.

Og det er i høj grad, sådan Thomas Winsløv har det i de perioder, hvor lidelsen er værst.

- Jeg har ikke lyst til at færdes ude. Jeg skammer mig så meget over den måde, jeg ser ud på, og den måde jeg føler, jeg er på.

- Jeg føler, at jeg er et defekt menneske. Jeg har ikke lyst til at se andre mere, end det overhovedet er nødvendigt, siger han.

Thomas Winsløv fortæller, at han i dårlige perioder kan finde på at købe en hel pose Twist-chokolade eller en hel roulade og så 'kværne det hele', som han forklarer det.

Se Thomas Winsløv fortælle om livet med tvangsoverspisning.

Kan ikke det allermest basale

Til dagligt bor han med sin kæreste i København, hvor han også arbejder som folkeskolelærer.

Og når han beskriver sig selv som 'et defekt menneske' og føler skam, så handler det om, at han egentlig føler, at han fungerer fint i alle andre sammenhænge bortset fra at have styr på sin spisning.

- Jeg har et job, jeg kan varetage, og jeg kan begå mig på alle andre måder, men jeg føler sådan helt grundlæggende, at jeg ikke kan finde ud af det allermest basale.

- Jeg kan ikke styre min spisning, og det giver ikke nogen mening, for jeg ved jo godt, når det er for meget. Jeg kan godt genkende følelsen af at være mæt og overmæt, men det er ikke altid en stopklods for mig, siger han.

Lang vej til at indse, at det er en spiseforstyrrelse

Thomas Winsløv har flere gange været på slankekure og forsøgt at få styr på sit madindtag. Han har tænkt, at det bare handlede om at lære sig selv nogle nye vaner. At det var et spørgmål om at tage sig sammen.

Og det er et billede, som de genkender i Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade.

Her møder de mange, der har gået i lang tid, før det er gået op for dem, hvad deres problemer i virkeligheden handler om.

- Oftest har de været igennem et langt forløb, inden de når hen til os, hvor de har været på slankekure og gået til vejning og samtaler hos lægen og så videre, inden de på en eller anden måde sporer sig ind på tvangsoverspisning, siger vicedirektør Sabine Elm Klinker.

Hun håber, at der fremover kommer mere viden på området, både i befolkningen og hos det sundhedsfaglige personale, mens hun også håber på flere permanente behandlingstilbud.

Som det er nu, er der meget begrænsede muligheder for at komme i behandling.

Tvangsoverspisning er nemlig ikke på den diagnoseliste, som sundhedsmyndighederne bruger, men det kommer den dog snart.

Se Thomas Winsløv fortælle om livet med tvangsoverspisning.

En barndom præget af kaos

Når Thomas Winsløv tænker tilbage, er han sikker på, at hans spiseforstyrrelse stammer fra barndommen.

- Jeg har tidligt i mit liv haft meget kaos. Det kommer af at bo sammen med en mor, som forsøgte at give mig rigtig mange gode ting med på vejen, men som desværre havde en psykisk sygdom, som gjorde, at hun ikke kunne passe mig på den måde, jeg havde brug for, siger han.

Selvom han fik masser af kærlighed fra sine forældre, kunne det ikke overskygge de udfordringer, der fulgte med morens sygdom.

- Jeg var nødt til at forholde mig til nogle ting tidligt, som var for svære at forholde sig til, og det at spise blev min måde at håndtere tingene på, siger han.

Thomas Winsløv har stadig gode og dårlige perioder.

Han har gået til gruppeterapi hos Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, og det har hjulpet at se andre, der oplever den samme skam.

Selvom forløbet har været mere krævende, end han forventede, håber han, at fremtiden ser lys ud. En af nøglerne til at håndtere tvangsoverspisningen bliver nu at lægge låg på oplevelserne fra barndommen.

Sundhedsmagasinet kan ses klokken 21.55 på DR1 og på DR TV.